Mattæus 10,32-42

Anden juledag | Mattæus 10,32-42 | Af Rasmus H.C. Dreyer |

”Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd”, siger Jesus i dag.
Hvad blev der af fred på Jord og i mennesker velbehag fra juleevangeliet forleden aften? Nej, herfra er vi allerede videre. Jesus formaner os at tage korset op for at være ham værdig. Julefreden var ingen glansbilledidyl. Troen på den lille dreng, der blev født i Betlehem, viser sig at have konsekvenser og føre til forfølgelser: ”Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd.”

I Danmark markerer vi midt i julen martyrdagen, Sankt Stefans Dag. Den falder på anden juledag, og hvert år er der mange af jer, som bliver behørigt overraskede, når I kommer til gudstjeneste denne dag og ikke hører om barnet i krybben, men om steningen af Stefanus – kristendommens første martyr. Ligesom jeg netop har læst, hvordan Jesus forudser, at troen på ham vil føre til lidelse og mord, og hvordan budskabet om Guds kærlighed vil vække modstand og forargelse og så splid i familier og hjem.

Lad mig fortælle om engang, hvor jeg selv blev forarget og folks forargelse. Det var en anden juledag, hvor jeg havde højmessen i Roskilde Domkirke. En forarget kirkegænger formanede mig efterfølgende, at alt det med forfølgelsen af kristne havde danskerne ikke brug for at høre. For det havde jeg selvfølgelig forstyrret julefreden med: at tale om den splid og den forfølgelse, som troen på kærlighedens magt, på barnet i Betlehem, endnu den dag i dag mødes med. Men vi har herhjemme i vores relativt fredelige land om noget brug for at kende konsekvenserne af troen på Jesus som frelser. Troen må ikke idylliseres, hvad den jo ofte står i stor risiko for i vores hyggelige julefredning. Men vi må som et kristent land og som kristne mennesker i allerhøjeste grad føle ansvar for vores kristne brødre og søstre, der lider under forfølgelser. Det er Sankt Stefans Dag, vores kirkes martyrdag denne anden juledag just med til at minde os om.

Og Stefanus’ mindedag er ældre end selv julefesten – der jo på grund af Bibelens mangel på den nøjagtige dato er lagt ved vintersolhverv, en beslutning truffet i 300-tallet. Stefanus blev myrdet for sin tro og sin forkyndelse kun få år efter Jesu død og opstandelse, formentlig omkring år 35. Stefanus vidste, at Gud elskede os så meget, at han ville komme til os i Jesus. Ingen behøvede længere at bane sig vej til Gud – være det sig med en lastbil eller nok så mange uskyldige og fromme gerninger. Og Stefanus holdt fast i sin tro, også selvom den blev sat på prøve, og hans modstandere mente, at deres gud var så stor og uantastelig, at han aldrig ville indlade sig med mennesker på den måde, Jesus gjorde.

”Da skreg de højt, holdt sig for ørerne og fór alle som én løs på ham. De drev ham uden for byen og begyndte at stene ham”, står der i Apostlenes Gerninger (kap. 7) – og Stefanus faldt på knæ og råbte med høj røst: ”Herre, tilregn dem ikke denne synd!” Og så døde han.

Sådan blev Stefanus kirkens første martyr. Men hvad er en martyr – og her taler vi vel at mærke om en kristen martyr, der dør uskyldigt? Ordet martyr er græsk og betyder vidne. Det vil sige en, der lukker munden op og taler, når han bliver spurgt og siger, hvad han véd og tror. At være martyr handler derfor ikke nødvendigvis om at blive mishandlet eller dræbt som Stefanus, men om at træde frit frem og turde lukke munden op. Og så slet ikke finde os i, at troen på Gud og Jesus bliver knægtet eller forfulgt.

Martin Luther sagde, at alle kristne er pave, biskop og præst, når vi er krøbet ud af dåben. Og javel, det ville måske styrke folkekirkens troværdighed vældigt, hvis en biskop eller til nød en provst frivilligt lod sig æde af løver, men forpligtelsen til at bære vidnesbyrd for Kristus, den gælder os alle. Det samme gør ansvaret for vores medkristne.

Det er selvfølgelig nemt sagt. Det er gratis ord at slynge ud fra en prædikestol eller skrive i en avis i et kristent og fredfyldt land som Danmark. Og det er så netop derfor, at vi har Sankt Stefans Dag i kalenderen: Til at minde os om, hvad vidnesbyrdet i yderste konsekvens koster.

Hver dag dræbes kristne et eller andet sted i verden. Det er de seneste årtier også rykket tættere på os selv: Tænk på den franske præst Jaques Hamel, der blev halshugget foran alteret i sin kirke i 2016. Tænk på bombeangreb, der har dræbte kvinder og børn midt under gudstjenesten i en af Kairos største kirker. Tænk på den britiske parlamentariker, der blev myrdet af en af sine vælgere til et åbent borgermøde i en kirke i England. Tænk på de årelange forfølgelser af kristne i Syrien, Irak, ja, nu om stunder også i det gamle kristne land Tyrkiet. Eller, hvis I skulle have glemt det: det modbydelige angreb for nogle år siden på et julemarked ud for den ikoniske Kaiser Wilhelm Gedänchtnis-Kirche i Berlin. Tænk på lastbilen, hvis dødschauffør endte sin bersærkergang med at vælte markedets store juletræ. Det var næppe tilfældigt. Og ja, måske vi ikke vil og bør kalde det en religionskrig. Alligevel må vi ikke miste blikket for, at det også er kristendommen, som terrorister i deres religions navn søger at ramme. Den afdøde biskop i Roskilde, Jan Lindhardt, sagde engang noget i retning af, at hvis den ene part i en konflikt mener, at det handler om religion, så bør den anden også tage det alvorligt som sådan.

I følge organisationen Åbne Døre, som hjælper forfulgte kristne, forfølges omkring 100 millioner kristne verden over. Det værste land er det officielt religionsneutrale Nordkorea. Men også Eritrea, Syrien, Irak, Iran, Afghanistan hører til blandt de lande, hvor kristne bliver forfulgt. I det afghanske parlament udtalte et parlamentsmedlem ved navn Nazir Ahmad Hanafi i 2015 – det var altså før Taliban igen kom til magten – at enhver, der konverterer til kristendommen burde henrettes. Man forstår det afghanske ordsprog, der lyder – at da Djævelen kom til jord, da landede han i Kabul.

De mest koldblodige og bestialske forfølgelser af kristne står Islamisk Stat imidlertid for. Deres kalifat har vi heldigvis fået sat en stopper for. Men IS begyndte i sin tid bevidst deres hærgen af gamle kristne byer i Irak og Syrien med at korsfæste i stribevis af kristne.

Det gamle kristne Mellemøsten er nu næsten forsvundet for vore øjne. Og dog er der håb. De kristne vender forsigtigt tilbage. I en reportage fra den kristne by Qaraqosh, som de muslimske irakere kalder Al-Hamdaniya, mødte Kristeligt Dagblads udsendte en af de tilbagevendte kristne irakere, Edmund Gewarkes. Reporteren møder ham ved byens Tahira-Kirken, en af Iraks største kirker, som IS forgæves havde forsøgt at brænde ned. Edmund Gewarkes’ siger:

”Bare se op, så stirrer du ind i den sorteste ondskab, vi nogensinde har set”, og fortsætter: ”I … skal lade verden vide, hvad Islamisk Stat har gjort mod os kristne.”

En gammel kristen mand fra Jesu fødeby, Betlehem, forklarede for nogle år siden journalisten Klaus Wiwel, hvorfor vi har glemt vores kristne brødre og søstre i de lande, hvor kristendommen begyndte: ”I Vesten er vi bare arabere; i de arabiske lande er vi bare kristne. Vi taber på begge fronter”.

Ingen taber vel på at være kristen herhjemme. Det er for mange også blevet vane og tradition. Vi er velsagtens heller ikke til daglig i fare for at blive stenet for vores tro, sådan som det overgik Stefanus. Og Gud ske lov. Men Stefanushistorien og anden juledags blodrøde farver på alter og messetøj hjælper os til at forstå, hvor meget mere alvorligt, vi måske burde tage vores tro og vores brødre og søstres lidelser.

To årtusinder efter barnet i krybben er kristendommen stadigvæk den mest omkostningsfulde tro i verden.

Amen.

Sognepræst Rasmus H.C. Dreyer

DK-4244 Agersø

E-mail: rhd(at)km.dk