Mattæus 11, 16-24

10. søndag efter trinitatis | Mattæus 11, 16-24 | Af Jens Torkild Bak |

Salmer: 4, 302, 592, 330, 356/320.

Jeg vil begynde med en tilståelse. Jeg har det svært med denne domsforkyndelse. Jeg er helt på det rene med, at en betydelig del af den teologiske tradition til og med 2022 finder et stort velbehag i, at Jesus så heftigt tager bladet fra munden. For er det ikke netop det, der til enhver tid er kirkens forpligtelse: At forkynde dom for en verden, der ikke vil vide af Gud?

Vé dig, Korazin! Vé dig, Betsajda! Vé dig, Kapernaum!

Fortæller Jesu retfærdige vrede os ikke sandheden om denne verden, uanset hvor ubekvem den er?

Jeg mener nej! Og i det hele taget skal man passe på med at lede efter sandheden i ethvert udsagn i Det Nye Testamente. Det advarede allerede Luther imod. Det Ny Testamente er derimod en historisk tekst, der er gennemsyret af en historisk situation med voldsomme spændinger og en tilsvarende voldsom retorik; en situation, hvor en radikal ny tænkning udfordrer og ryster et helt samfunds institutioner og fører til en konflikt, som så det etablerede samfund vælger at løse ved først at skære hovedet af Johannes og siden at korsfæste Jesus.

Men som religiøst budskab betragtet fungerer dommedagsforkyndelser rigtigt dårligt. Uanset hvor nødvendigt det kan være at blive råbt ad og skældt ud, så lyder budskabet til tro helt anderledes. Som det eksempelvis tager form i den såkaldt ”lille bibel” i Johannesevangeliet: For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn…  Og som vi kender det fra Fadervor. Og Trosbekendelsen. Og fra de ord, der som indledning til både dåben og begravelsen indrammer livet som kristen: Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde! Håb i stedet for dom! Det er det, det først og sidst handler om i kristendommen: Det levende håb. Det levende håb og, som det blev påpeget i dagens epistellæsning fra Hebræerbrevet: Tilliden til Gud.

Selvfølgelig kan man vælge at finde sin religiøse sandhed i domsforkyndelsen og voldsretorikken. Man kan spænde Det gamle Testamente foran evangeliet og dengang som nu finde bekræftelse på det, syndefaldsberetningen fortæller os, at verden henligger i det onde, og at det ikke bliver anderledes, før solen brænder ud. Det Mellemøsten, som Jesus færdedes i, synes i den henseende at fremvise stadigt nye eksempler på deprimerende uforanderlighed. Og Ukraine, som tilsyneladende ikke efterlader os med andre svar end endnu engang: Flere våben og mere ødelæggelse!

Altså, der findes rigelig med bekræftelse på, at ondskaben og uforsonligheden i verden er en konstant størrelse, som kun naive tosser drømmer om at rette op på. Og det kan man sagtens gøre et religiøst grundsyn ud af og understøtte med talrige bibelord. Der er så bare det spørgsmål, man er nødt til at forholde sig til. Det handler om håbet som fundamentet for den kristnes liv. Gælder det håb kun min sjælefred, eller er det også et håb for verden?

 Se, hvor behagelig fremskinner nådens stråle! Men det at bedre dig kan ej forhaling tåle; måske din klokke slår i dag sit sidste slag, nu læges sjælesår. Nu hedder det: i dag! sang vi for et øjeblik siden med Brorson. Men ligesom der kan findes uigenkaldelige, personlige skæbnetimer, kan der det angiveligt også for jorden.

I den forgangne uge, nærmere bestemt den 28. juli, overskred vi ifølge tænketanken Global Footprint Network grænsen for de ressourcer, der kan nå at gendannes i løbet af året 2022. Resten af året er vi ifølge samme analyse henvist til at bruge af de ressourcer, der egentlig var forbeholdt vore efterkommere. Hvis hele jordens befolkning levede som os i Danmark, var der i 2022 brug for 4,2 jordkloder, i 2017 kun 3,6. Så så det går i det mindste fremad på den forkerte måde.

Ifølge professor Katherine Richardson, der er leder af det såkaldte Bæredygtighedscenter på Københavns Universitet, er den eneste grund til, at vi ikke ændrer adfærd, at vi ikke kan se, hvad der er i det for os. Nøjagtig det samme angiver profeten Ezekiel i dagens gammeltestamentlige læsning som årsagen til, at folk ikke følger Guds ord: De kan ikke se, hvad der er i det for dem selv sammenlignet med så meget andet, der byder sig til.

Hvis jeg nogensinde springer ud som miljøteolog eller grøn præst, beder jeg til, at behjertede mennesker vil tage mig ved hånden og nænsomt udfase mig af mit embede. Det må gerne opfattes som et løfte. Klimakrisen er tydelig nok i sig selv, og dens udfordringer til os alle behøver ingen teologisk begrundelse. Ikke desto mindre er jeg optaget af sammenhængen mellem på den ene side den personlige livsforståelse, herunder som den livsforståelse er formet af den kristne tradition, og på den anden side den måde, hvorpå vi betragter jorden og samfundet og reagerer eller ikke reagerer på udfordringerne.

Hvis der er nogen sammenhæng!

For hvis der ingen sammenhæng er, behøver man selvfølgelig ikke bekymre sig om verdens gang. Det er endda således, at mennesker, der én gang har indset, at verden går sin dom i møde og at det  vil være forbundet med et unødigt tab af frihed og bekvemmelighed at gøre noget ved det, tillægges et større åndeligt format end de bekymrede. Men uanset, hvordan man vender og drejer det, og hvilken stilling, man indtager, så handler det anfægtende spørgsmål fortsat om arten af det kristne håb: Er håbet kun for mig selv og min sjæls frelse i inderlig pietistisk betydning, eller det også et håb for verden?

Den danske geolog Minik Rosing leverede i anledning af Reformationsjubilæet for nogle år siden sammen med andre forskere et for enhver teolog mindeværdigt bidrag til en bog med ”nye teser”. Et bidrag, han sluttede med følgende ord:

Konsekvenserne af at opfatte os som Guds ansvarsfrie og uskyldige børn er vokset gennem tiderne og har nu nået et katastrofalt omfang. Vi har taget så mange og så store bidder af kundskabens æble, at vi ikke længere kan påberåbe os uvidenhed som undskyldning for vore handlinger. Paradoksalt nok giver erkendelsen af, at vi er de voksne i verden og selv har ansvaret for jordens fremtid, nogen en følelse af afmagt. I stedet for at erkende ansvaret og handle derefter er der opstået hele politiske bevægelser, hvis væsentligste mål er at benægte menneskets rolle i verden. Det er på tide, at vi indser, at Jorden er en lille klump i det store rum, og at vores fremtid på denne klode ikke vil være en uafvendelig skæbne, men resultatet af de beslutninger, vi tager i dag.

Her var der så både dom og håb, men på den gode måde! I en ironisk afstandtagen til dem, der synes at mene, at vi bare kan indtage en anden planet, når vi har opbrugt denne planets ressourcer, går Minik Rosing ind for, at tesen ”der er én og kun én jord” ophøjes til lov.

Jeg faldt forleden i anden forbindelse over et vidunderligt essay af Karen Blixen. Det er det essay, som hedder ”Mit livs mottoer”, hvor Karen Blixen bl.a. fortæller om et motto, som hun på et tidspunkt overtager fra sin nære ven Denys Finch-Hatton.

Det er et motto, der lyder ”Je responderay”: jeg vil svare!

For os alle gælder, at vores liv i princippet er er svar på noget: Et svar på evner, muligheder, tid, omstændigheder, behov, krav. I virkelighedens verden er det ikke altid, det lykkes os med vores liv at give det svar. Vi kan gå i stå midt i svaret, eller vi kan måske ikke finde ud af, hvad vi skal svare, eller vi kan krybe uden om.

Jeg tror ikke, at man skal forpligte sig selv og hinanden på at ”redde verden” – alene af den grund, at det med den slags ambitioner let går galt inde i hovedet på én. Det viser al erfaring. Men man kan måske forpligte sig selv til under alle omstændigheder at svare med håb. Ikke alene med et håb for en selv og de nærmeste i inderlig forstand, men også som var der endnu et håb for Betsajda, Korazin, Kapernaum og resten af verden – uanset, at det håb langt fra i enhver situation har objektive data at støtte sig til.

Glædelig søndag. Amen.

—

Domprovst Jens Torkild Bak

DK-6760 Ribe

Email: jtb(at)km.dk