Mattæus 21,28-44

20. søndag efter trinitatis | 23.10.22 | Mt 21,28-44 | Anders Kjærsig |

Små aforismer tanker som små evangeliske underkendelser

Jeg holder af langsomme tekster, langsom musik uden puls; langsomme gudstjenester, der bliver færdig til tiden; langsom gang mod en bus man aldrig når; langsom til tiden. Det holder jeg meget af.

Savner litteraturens kropslighed; dens nærvær af små forkælelser, man ikke tænker over; savner skriften som kommer tilbage fra enhver rejse; savner muligheden for at lade sprog og krop forsvinde i en passage af mørke; savner lysets stemme, der slikker himlen en novemberaften; savner blommer, der hænger utålmodigt tungt på grene uden varsel; savner en rose rød i en grøn have af jord og græs; savner muligheden for nødder, som venter på sit eget udbrud.

Alderen er intet problem, men sproget er. Det første tager ungdommen fra mig, det sidste alderdommen. Kroppen forgår, sproget består.

Jeg så en kvinde i dag tæt på. Hun mindede mig om en bekendt: Ansigtet, hænderne, måden at gå på. Lidt koket og genert og alligevel bestemt og betagende. Hun havde kjole på, en let læbestift omkransede et smil, der ikke fortrød, at hun var i verden. Jeg så, at hun håndterede en lille pakke kiks i Brugsen bag mig, og holdt den ud i strakt arm. Håndens kærtegn og smilet gik i et, og jeg tabte mig selv på gulvet et kort øjeblik. Hende vil jeg aldrig glemme; smilet, neglelak af den diskrete type, lidt kindrødt var der også og farvet hår til husbehov. Hende kunne jeg godt lide. Forelskelsen vil ingen ende tage i disse dage.

Jeg har aldrig forstået, hvordan ens liv kan ændre sig over en nat: Luther med tordenvejret; Grundtvig med Clausen; Løgstrup med forspildte doktorafhandlinger; Thorgaard med Kafka; Sløk med sin far og Kjeld Holm med Sløk og Holm og sin næste – the never ending story.

Brugsen bag mig holdt ud i strakt arm. Håndens kærtegn og smilet i et, og jeg tabte mig selv på gulvet et kort øjeblik. Hende vil jeg aldrig glemme; smilet, neglelak af den diskrete type, lidt kindrødt var der også og farvet hår til husbehov. Hende kunne jeg godt lide. Forelskelsen vil ingen ende tage i disse dage.

Makrel i tomat fra Sæby blandet med guldøl giver en ubehagelig nåde. Tænk sig, at nogen bager over dig, og lader dig være i fred. Der blæser en frisk vind fra mit åndedræt, som sætter spor i sproget og minder om Måde Losseplads. Der er noget frisk over dårlig ånde; her mødes mennesker og viser ansigt, vender livretter på hovedet og tilpasser sig omgivelserne. Dårlig ånde er en slags socialisation; her kommer man hinanden ved at undgå hinanden.

Jeg har aldrig forstået sætningen: Lev livet. Hvad er det?

Woke findes ikke i krig og Tour de Franc.

Det overflødige er det væsentlige; småt er godt, og steder, som ingen tænker over, er der nok af. Der er en opstandelse i denne tanke, skønt den er en blanding af poesi og nostalgi. Jeg ved, at Vejrup ikke findes som mit Vejrup, alligevel er Vejrup også mit. Jeg læste meget Per Højholt, men han var fra Esbjerg.

Jeg holder meget af ro og rigtige øjeblikke. Specielt når man ikke forventer for meget, og får det givet, man kun kunne give sig selv: Når en måge rammer vandet med et fokuseret dyk og ændrer en fisk til aldrig at være sig selv. Så er man ulykkelig. Det glemmer jeg aldrig. Amen.

Sognepræst  Anders Kjærsig

5881 Skårup Fyn

Emal: ankj(at)km.dk