Mattæus 28,16-20

Trinitatis søndag | 12.06.2022 | Mattæus 28,16-20 | Jens Torkild Bak |

Salmer: 403, 356, 364, 435, 11/320.

Efter at have bevæget os igennem jul, påske og pinse; og efter i lyset af disse tre højtider at have fået præciseret, hvem Gud er, som Fader, Søn og Helligånd, er vi nu Trinitatis søndag klar til at gå ud med hele det gode budskab.

Blot skal man måske bede til ikke at være den, der får kaldet til at missionere iblandt danskerne. Hvordan det gik Ansgar, da han med det formål for øje blev sendt herop i 800-tallet, ses klart af hans forslåede og forrevne skikkelse i billedhuggeren Hein Heinsens gengivelse her syd for Domkirken.

Selvfølgelig har danskerne i de mellemliggende århundreder været på diverse kurser og tilegnet sig mere hensigtsmæssige dialogværktøjer, men problemet med danskerne er grundlæggende det samme som tilforn: Vi vil ikke have nogen ”sandhed” proppet ned i halsen!

Det gælder vel ret beset ”alle folkeslag”, skulle man mene, givet at de selv kan – eller kunne – bestemme. Ikke desto mindre hørte jeg i går af en kollega danskerne beskrevet som værende i en særlig liga. Angiveligt skulle forfatteren til en amerikansk guide nemlig blandt andet have introduceret Danmark ved at sige, at det er det eneste land, han ikke ønsker at være diktator i. For her ville han blive grint ihjel! Det er muligt, at det er en vandrehistorie, men god er den, og ekstra god ville den naturligvis være, hvis det så også betød, at vi danskere er vaccineret imod politiske vildfarelser i det hele taget.

Hvis vi ser alene på indholdet – og ikke på alle mulige forsøg på misbrug, der har fundet sted i perioder af kirkens og menighedernes historie til og med vores egen tid – kan det kristne budskab efter sit væsen, i ord og sakramenter, heller aldrig blive noget, der tvinges ned over mennesker, eller en sandhed, der proppes ned i halsen på dem.

Det kristne budskab er efter sit væsen et frihedsråb, en frihedsbevægelse. Og befalingen om ”at holde alt det, som jeg har befalet jer”, for at citere Jesu ord fra dagens tekst, er altid en befaling om at holde fast i friheden og ikke lade sig den fratage.

Det centrale ord ”frelse” betegner målet med det religiøse liv i mange andre religioner end den kristne. Men i sammenhæng med kristendommen giver det nu så vældigt god mening, når man betænker, at ordet, som er af gammel nordisk oprindelse, egentlig betyder ”fri hals”, det vil sige: befrielse af slaven for halslænken. Det er selvfølgelig heller ikke dér, vi i udgangspunktet befinder os: mellem slaver. Men derfor kan man godt have en lænke om halsen alligevel. Det er vel endda sådan, at enhver tid har sine lænker, de være sig materielle eller åndelige, og at ethvert menneske kun alt for godt kender sin egen lænke.

Da Gud bliver kød og blod i Jesus fra Nazaret, krakelerer billedet af lovguden, der overvåger og kontrollerer individet 360 grader rundt. Lovguden, der sætter skel mellem på den ene side dem, der hører ham til, dem der skal arve riget, og på den anden side dem, der er udenfor, de fortabte. Bag dette krakelerede gudsbillede viser sig i stedet en anden Gud. En Gud, der kun har kærligheden og nåden at møde mennesket med. En Gud, i forhold til hvem man derfor heller ikke kan undgå at bemærke, hvad man selv mangler af kærlighedens nådegaver, men samtidig en Gud, i forhold til hvem man kan ånde frit og være sig selv.

Den dåbs- og missionsbefaling, der grunder sig i Jesu Gud, kan aldrig blive et åg, der lægges på individets skuldre, en ny lænke, der lægges om dets hals. Dåbs- og missionsbefalingen er tværtimod et budskab om noget, det befries fra. FRYGTEN. Frygten for døden, overtrædelsen, ondskaben, fallitten, ansigtstabet, ensomheden, og hvad der i øvrigt i denne verden kan holde en vågen om natten.

Når Jesus i sin tale imod bekymringer i Bjergprædikenen stiller spørgsmålet: Er livet ikke mere end maden, legemet mere end klæderne? Så handler evangeliet dér om at erindre os om det, som et menneske af Guds nåde er mere end den ene og den anden verdslige bekymring, der lægger sig om halsen på det. Evangeliet, i hvis tjeneste dåbs- og missionsbefalingen står, lægger en ekstra højde på vores liv, et ekstra udsyn, en ekstra horisont, når vi klemmes og pines af tilværelsen.  Og når vi eksempelvis af sikkert gode grunde er betænkelige ved alle de data, der kan indsamles om os, så er det fornuftigt at huske, at et menneske er mere end alle dets data. Derom handler dåbs- og missionsbefalingen.

Men stadig vil vi danskere ikke have nogen til at missionere over for os. Det står fast. Vi skal nok selv bestemme. Selvfølgelig spiller også blufærdigheden en rolle i forhold til mission i den forbindelse. Det skrev Jens Oddershede, der i sin tid var formand for præsidiet for Reformationsjubilæet 2017, selv naturviden-skabsmand med doktorgrad i kemi, engang noget om i en kronik i JydskeVestkysten:

Vi er i Danmark blufærdige om tro. Tabuer er ikke konstante størrelser, men det er vist almen viden, at vil man have en dansker til at kigge forlegent i gulvet, skal man blot stille et spørgsmål om det personlige trosforhold. De fleste synes, det er upassende. Vi bryder os ikke om det, selv om 85,9 % af befolkningen med dansk oprindelse frivilligt er betalende medlemmer af folkekirken. Forholdet til Gud hører til det mest private…, men det er sjældent, man har lyst til at ventilere sit eget trosforhold i al offentlighed…

Skrev altså Jens Oddershede, for så syrligt at tilføje: Det er måske også bedst at lade være [med at tale om det], hvis man [så] kommer ud på gyngende grund, som f.eks. da man i DR under Reformationsjubilæet engang kom til at forveksle Martin Luther med Martin Luther King.

Personligt vil jeg nu til enhver tid gerne forsvare – ikke uvidenheden, som er en uklædelig ting og blandt meget andet må skyldes, at der stadig er plads til forbedringer i den måde folkekirken bærer budskabet frem på – men så i hvert fald blufærdigheden. Blufærdigheden kan gerne fortjene et forsvar. Det er alt for meget, vi i en identitetsudfordret og identitetseksponeret føler, at vi skal forklare over for hinanden og stå til regnskab for. Der må gerne være lidt mere at det, enhver af os kan være til i, uden at føle sig foranlediget til at stå til regnskab for det over for andre end Vorherre.

At være sig selv bekendt er nu engang at springe trangen til at forklare sig over for i stedet i nogenlunde frejdighed at være den man er, gøre det man gør og træffe de valg, man træffer – og lade det være, som det er, uden at pynte på fakta. At være sig selv bekendt er givetvis ikke noget, der kommer af sig selv, men noget man må øve sig i – som en øvelse på én gang i personlig frihed og i tillid til Gud. Og som en udfoldelse af det, der på modtagersiden ligger i dåbs- og missionsbefalingen, og som handler om at få halskæden af og kunne trække vejret frit.

Men hvordan formidle det? Hvordan netop give det videre? Kronprinsen, hvis gudsforhold vist nok  er i øjenhøjde med befolkningsflertallets, har i et interview udtalt, at han beder Fadervor med sine børn og dermed følger en tradition, han kender fra sin egen opvækst. Er det et åndeligt overgreb? Er dåben, altså barnedåben, et overgreb? – sådan som den ofte kommer til at fremstå, når argumenter imod den henviser til individets ukrænkelige selvbestemmelsesret. Nej! Man kan ganske vist se forskelligt på det ene og det andet, og man kan vælge at gå en anden vej. Men overgreb er der ikke tale om. Det er tværtimod at give barnet ord, fortællinger og ritualer med, som udvider horisonten og åndefanget. Hvis det så senere som voksen føler trang til at reducere sin horisont igen, vil der være rige muligheder for det også. Det er aldrig for sent.

Vi skal ikke være så generte over for den tradition, vi selv fik med os. Det skal vi hverken være hjemme eller ude omkring – uanset forestillingen om, at det ideelle, uspolerede menneske er et blankt papir. Et menneskes tilværelse begynder aldrig med, at det er sig selv, men derimod med, at det får nogle ord, fortællinger, oplevelser og traditioner med sig, hvorigennem det får muligheden for at blive det. Så tak for dåbs- og missionsbefalingen!

Glædelig søndag! Amen.

—

Domprovst Jens Torkild Bak

DK-6760 Ribe

Email: jtb(at)km.dk