Mattæus 3:13-17

Estomihi (Fastelavns søndag), 18.02.2007

Predigt zu Mattæus 3:13-17, verfasst von Hanne Drejer

Det er fastelavns søndag, og alle fastelavnsfesterne og de udklædte børn kan jo godt få en til at filosofere lidt over, i hvor høj grad livet faktisk er et skuespil – er en scene hvor vi spiller lidt teater for hin­anden hele tiden.
For det er jo ikke kun børnene der er gode til at klæde sig ud, det er vi voksne jo også, og ikke kun til fastelavn.
For vi spiller alle roller – vi har roller vi er nødt til at spille og an­dre vi ikke kan klare os uden at få lov til at spille.

Dette siger jeg blot som en konstatering – ikke en kritik – for den eller de roller vi hver især må spille, er ikke noget vi uden videre kan lade være med, uden at gå i stykker.
I løbet af en dag kan vi jo gå ud og ind af mange forskellige roller og tage mange slags masker på – en på arbejdspladsen hvor man skal det og det og derfor er nødt til at påtage sig den rolle – Så er der vores egen familie, hvor vi hver især har vores roller eller må­ske bliver påduttet en bestemt maske, vi ikke rigtig kan komme af med igen – og i alle de andre sammenhænge og menneskelige fæl­lesskaber, vi færdes i, har vi eller får vi ganske umærkeligt en rolle som vi nu har at spille så godt vi kan.
Så skuespil er skam langt fra noget de har patent på ved teatrene.

For vi spiller hele tiden roller og bærer masker, og vi fastholder også hinanden i rollerne, når de en gang er fordelt.
Og vi kan blive forvirrede og miste trygheden, hvis en lader masken falde. Hvordan skal vi så forholde os og forstå ham eller hende? Man bliver lidt usikker og har selv svært ved at finde den rigtige replik eller attitude. Ligesom man kan have svært ved at acceptere, at en skifter rolle fuldstændig. Det kan være for voldsomt og man kan blive uvenner så ens veje må skilles.
Men det ændrer ikke ved, at bestemte roller og masker hører med i livet – og jeg tror det er sådan, fordi vi har brug for at stive os selv af – for at få hjælp til at gøre det vi skal, så godt som muligt.
Når vi får børn, er det klogt at undersøge, hvordan forældrerollen er klaret af forældre før os; og i deres måde at gøre det på, har vi så en rolle vi selv kan forholde os til – vi behøver ikke selv at være forældre på samme måde, vi skal ikke kopiere det hele, men kan selv sige ja eller nej til den måde forældre før os har været forældre på – for selv at finde den for os bedste måde. Alt sammen for at få hjælp til at gøre det så godt som muligt.
Og det samme gælder selvfølgelig når vi skal starte på noget helt nyt -da gælder det også, at det er klogt at sætte sig ind i hvordan andre har gjort det før en selv -at stikke fingeren i jorden – for der er en rolle der skal udfyldes, hvis det her skal gøres godt. Ikke fordi du i et og alt skal gøre det på samme måde som dem der var der før dig, men rollen skal jo udfyldes. Og der er en form for be­skyttelse i at tage bestik af hvordan det er blevet gjort af andre før dig- for her er noget du skal, jamen så kan du da begynde der hvor mennesker før dig er nået til, og selv bygge videre.

At vi så af og til kan have meget svært ved at lægge rollen fra os igen, er en anden sag. Man kan i den grad vokse sammen med rollen, at man tror man er identisk med den. Det bliver hele ens liv indhold, denne rolle, og menneskeligt talt indtræder katastrofen så selvfølgelig den dag, man ikke længere kan spille den rolle der be­tyder alt for en – sådan som mennesker oplever det, som af den ene eller anden grund må opgive deres daglige arbejde, – eller noget andet, som i den grad gav dem hele deres identitet.
Men roller har vi, og roller må vi påtage os og jeg tror ikke at vi nogensinde kan undvære dem.
Livets forskellige roller er ikke nødvendigvis noget negativt, så længe vi er klar over, det er roller.
Slap dog af og vær dig selv og smid masken – kan vi så nemt sige, men det er vist umuligt at efterleve for de fleste. For et menneske er jo ikke bare et fikst og færdigt produkt – den, du er, er noget du har udviklet dig til – din identitet skifter afhængig af situation, alder og alle de andre forhold der helt naturligt spiller ind, og som giver os alle de glæder og sorger, nederlag og udfordringer, som netop får os til at udvikle os som mennesker, som har gjort os til dem vi er.
Med andre ord tror jeg ikke vi kan undvære de roller som livet gi­ver os.
For en rolle er ikke altid kun noget ydre og uægte og forlorent. En rolle er i høj grad en støtte og en hjælp for at få gjort det, der skal gøres. Derfor har vi brug for roller at støtte os til.
Og sådan er det, fordi vi er mennesker.

Anderledes med Kristus, Guds søn.
Han formåede altid at sige nej til alle de roller og masker man til­bød ham.
Hver gang nogen havde en rolle parat og forventede han ville på­tage sig den, sagde han nej tak.
Sådan som vi i dag hører han begynder sit virke som Guds søn, ved at blive døbt. – Dermed afslutter han den barndom og ungdom vi stor set intet ved om, for at begynde på det, han skulle: åbenbare Guds vilje og Guds rige – Og han begynder altså det hele med at lade sig døbe med synderes dåb – og dermed siger han samtidig nej til en bestemt rolle – og det er faktisk rollen som Gud, Jesus siger nej til. I al fald den rolle, som en overjordisk guddommelig skik­kelse som mennesker forventede han skulle spille. For han vil døbes med menneskers og synderes dåb – selvom han jo selv var ren og syndfri, og derfor ikke behøvede det.

For Jesus kom for at være menneske mellem mennesker, og det mærkelige er jo, at ved at være fuldt og helt menneske – var Jesus netop det, Gud ønskede af ham: han var et menneske som det fra begyndelsen på skabelsens morgen var meningen vi alle skulle være det. Og netop fordi Jesus stædigt og uafladeligt fastholdt, at det var det han skulle – være menneske mellem mennesker – just derved blev han Gud for os. For han gjorde dermed det, vi ikke selv kan, var ægte menneske i et og alt – Men netop derfor kan vi heller ikke andet end kalde ham Guds søn -for han blev derved Gud for os – ham, der er den eneste der har formået at være sandt og ægte menneske, – om ham kan vi ikke andet end sige: det menneske er virkelig også Guds søn.

Ved at være ægte menneske, blev han altså samtidig Guds søn -Det er det de gamle mente med dogmet om, at Jesus Kristus både er sand Gud men også et rigtigt sandt menneske .For var han ikke begge dele, kunne han heller ikke være vores frelser.

Men der er jo ikke spor at sige til, at Johannes døberen er forvirret og har svært ved at døbe Jesus. Han forsøger at holde Jesus tilbage da han vil ned i vandet, og siger: det er jo mig der faktisk trænger til at blive døbt af dig, og så kommer du Guds søn til mig. Jeg der ikke når dig til anklerne, skulle jeg døbe dig? Det burde jo være omvendt, at du den rene døbte mig urene. Eller med andre ord: hvorfor vil du ikke gå ind i den rolle du skal have: at være Gud?
At være anderledes end os?

Men Jesus siger nej – for hans rolle var en anden – eller som han siger: lad det nu ske, for således bør vi opfylde al retfærdighed!

Retfærdighed betyder den rette færd, den rette vej at gå, og den rigtige måde at leve på, og den vej Jesus skulle gå var at være men­neske. Og han hverken ville eller kunne fristes til at spille andre eller finere roller – Næppe var Jesus blevet døbt, før Satan fristede ham i ørkenen gennem 40 dage, med al den magt han kunne få som Guds søn – men Jesus holdt stand, sådan som han aldrig siden lod sig friste af nok så velmenende sympatisører, der har svært ved at forstå, at det er som det sande menneske han er vor frelser.
Og derfor sagde Jesus nej til prestige og indflydelse når nogen ville gøre ham til konge, og han gik i stedet ind i menneskers liv, og på­tog sig endda til sidst al den angst og lidelse der også hører med til et menneskeliv.
Det var altså ikke bare pæne smukke ord det hele, det var ægte so­lidaritet med vores liv, i den grad at det til sidst kostede ham
livet. Men netop derved blev han jo eet med os – gjorde sig helt lige med os – Og det var derfor han villedøbes den dag i Jordan.
Og straks Jesus steg op af vandet, da åbnedes himlen over ham og Gud selv sagde: det er min elskede søn!
Så kunne Jesus da gå i gang med sit virke – nu var han udnævnt så at sige – med disse ord blev han kronet af Gud selv! Kronet og sat i arbejde som menneske. Til at gå lidelsens vej.

Og det er jo de samme ord der lyder til os fra Gud selv når vi bliver døbt – da siger Gud selv til os: du er mit elskede barn i al evighed!
Ikke fordi vi hverken skal eller kan leve det liv Jesus formåede – men i og med at de samme ord siges til os ved vor dåb – da får vi lov at leve af det Jesus gennemførte for os, da han døde og opstod for at vi kan leve – netop leve som frie Guds børn, trods synd og død.
Dåben gør os frie til at være mennesker, frie fra synd og død og djævel -alt det vi netop ikke selv kan besejre -men det er gjort for os af Kristus, og deri ligger friheden til os så vi kan være menne­sker.
Kristus lod sig døbe til menneskers liv for at gå den vej vi ikke selv kan gå. Til ham sagde Gud: du er min elskede søn. Og når de samme ord lyder til os ved dåben, giver det os en værdi ingen og intet nogensinde kan tage fra os, for den har vi fra ham der har gi­vet os livet, fra Gud selv.

I dåben skænker Gud os da friheden til at leve og forme det liv vi har fået som en gave fra ham – den kostbare og sårbare gave livet er – som derfor kan både misbruges og forrådes – det ved Gud så ud­mærket, for det er frihedens pris. Men uden denne frihed var vi ikke mennesker, men robotter.

Og så er vi da tilbage ved fastelavn og alle de roller vi må spille – fordi vi ikke kan undvære en rolle til at stive os af med, eller fordi vi tvinges ind i nogle roller af andre som ikke forstår, at enhver har værdi i sig selv og ikke skal styres af andre.
Op mod alt dette lyder dåbens ord: hvert eneste menneske er unik og en gåde og elsket af livets skaber – som vi er – ikke som vi en­gang kan blive når andre får rettet os til – men som vi er, har vi hver især vores plads og vores opgave i det liv vi har fået fra ham ,der glad og gerne deler alt med os, og hvis kærlighed og tilgivelse er stor nok og stærk nok til alle. Amen.

Sognepræst Hanne Drejer
Kirkestræde 1
DK-5466 Asperup
Tel.: ++ 45 – 64 48 10 82
e-mail: hdr@km.dk