Matthæus 10, 24-31

7. søndag efter trinitatis | 31.07.2022 | Mattæus 10,24-31 | Af Mikkel Tode Raahauge |

Mon ikke de flest af os enten kender eller har hørt om folk, der er så bange for et eller andet, at det simpelthen forhindrer dem i at leve? Tilhører man min egen generation, så er man højst sandsynligt stødt på nogle små klip fra et amerikanske tv-program på internettet, hvor mennesker med højst ejendommelige fobier bliver konfronteret med genstanden for dem, og det mest ikoniske af disse klip er uden tvivl dét, hvor en deltager er så skrækslagen for grønne oliven, at hun får panisk angst alene ved synet af dem. Dette gør naturligvis hendes liv unødvendigt besværligt, og mens man bestemt gør klogt i at betvivle ægtheden af hendes fuldkommen overdrevne reaktion med både gråd og tænderskæren, mon ikke så de fleste af os kender den irrationelle frygt for forskellige ting fra vores eget liv: frygten for edderkopper, hvepse, slanger eller hvad, det nu måtte være. Jeg tror det, og selvom alle disse ting kan afføde nok så voldsomme reaktioner i konfrontationens øjeblik, så er disse små fobier, vi hver især går rundt med, heldigvis kun sjældent nogle, der for alvor forhindrer os i at leve vores liv og erfare os selv som frie mennesker.

Men jeg vil vove at påstå, at der for os alle sammen findes andre former for banghed, som gør netop dét: forhindrer os i at leve vores liv og erfare os selv som frie mennesker, enten i kortere eller længere tid ad gangen. Jeg husker f.eks., at jeg som relativt lille dreng kiggede min far over skulderen, da der var tv-avisen, hvor nyhedsværtinden nævnte en komet, som rumforskere for nyligt havde opdaget, og derefter med hjælp fra eksperterne i studiet udfoldede hvilke scenarier, der kunne risikere at udspille sig, hvis den skulle komme for tæt på vores jordklode eller i værste fald kollidere med den. Den lammende følelse, mit syvårige jeg oplevede den gang, står stadig temmelig klart for mig i min erindring, og jeg græd mig selv i søvn den aften. Dels, tror jeg, på grund af min af rimeligt indlysende årsager manglende forståelse for journalistiske virkemidler, men også fordi jeg lige dér blev konfronteret med min egen magtesløshed og den lammende fornemmelse af, at alt, hvad jeg elskede og holdt for mit eget: mit hjem, min familie og mit liv, på et splitsekund kunne forsvinde for evigt.

Med tiden er angsten for kometen taget af, og jeg har heldigvis heller ikke hørt mere om den, siden dengang for lidt over tyve år siden. Til gengæld, så er der andre forhold, der har trængt sig på og påvirket mig siden hen, for vi lever nu engang i en verden, hvor der virkelig er nok at frygte. Vi skal ikke mere end et par år tilbage, førend det ganske land og den hele verden med ganske få undtagelser blev lukket ned på grund af en verdensomspændende virus, hvis omfang vi aldrig før havde haft fantasi til at kunne forestille os, og som tvang ældre og de såkaldt særligt sårbare ud i en isolation, som ingen hidtil har kendt mage til. For tiden udspiller der sig desuden en dramatisk krig inden for dette kontinents grænser, og netop nu er inflationen i Danmark på sit højeste i 40 år – alt sammen, mens vi igen og igen bliver mindet om de klimaproblemer, der de sidste mange år har fyldt især ungdommen med en så stor skræk og rædsel for planetens fremtid, at nogle af dem simpelthen ikke mener, at de kan være bekendt at sætte børn i verden.

Der er virkelig nok at være bange for, ja, og dertil kommer alle de farer, som jeg inderst inde tror angår os langt, langt mere end alt det, som jeg lige har nævnt. Det er forskelligt, hvori de består for hver enkelt af os, men for mit eget vedkommende gruer jeg allermest for min egen utilstrækkelighed, for den allestedsnærværende mulighed for det kolossale nederlag og selvfølgelig for den ultimative personlige tragedie i form af adskillelse fra mine elskede og deres såvel som min egen uundgåelige død. Alt dette kan, i større eller mindre grad, vække den samme følelse i mig som den, jeg havde, da jeg som dreng blev forskrækket over kometen i fjernsynet og give mig en fornemmelse af at være som en spurv, der styrter mod den jorden med en svimlende hast. En bange anelse om, at jeg i virkeligheden er overladt til skæbnens ubarmhjertighed og uden håb i verden som gør, at det faktisk kan blive vanskeligt virkelig at leve og erfare mig selv som et frit menneske, når det kommer til stykket.

Så derfor siger Vorherre til mig og til os i dag, hvad han sagde til sine disciple, dengang han sendte dem ud som får blandt ulve og advarede dem om al den modgang, der ventede dem derude for hans navns skyld: ”Frygt ikke!” Det vil sige: Frygt ikke for alt det ydre, der vel nok kan gøre jer ondt, men som ikke kan skille jer fra Gud. Frygt derimod den Gud, der har skabt og givet jer alting og alt hvad I elsker og holder for jeres eget med et eneste ord, og som med et eneste ord kunne tage det hele fra jer igen for altid, hvis han ville.

Og det lyder da underligt, at vi ikke skal frygte, og så alligevel frygte. Men Vorherre siger ikke til os, at vi skal frygte Gud for at gøre os ængstelige. Han siger det til os, for at vi kan leve og erfare os selv som frie mennesker og indgyde os mod til at møde de farer, der lige nu omgiver og venter os med oprejst pande. For frygten for Gud eller gudsfrygten ligner ikke nogen anden frygt. Vi kan frygte det, der omgiver os; vi kan frygte katastrofen, utilstrækkeligheden, nederlaget og den personlige tragedie, men vi kan ikke stole på noget af det. Anderledes forholder det sig med Gud. For ligesom når man frygter lægens kniv, men stoler på, at lægen også vil svinge den til vores helses fremme, på samme måde skal vi frygte Gud, der om nogen er til at stole på, i tillid til, at Gud kun vil os det allerbedste, således at Gud får frygten, og vi får frimodighed til at leve dette usikre liv, der nu engang er vores.

Og det tør vi gøre, fordi Gud har åbenbaret sig selv som kærlighed i sin elskede Søn, og med ham også har ladet håbet føde ind i vores virkelighed, uanset hvad denne virkelighed så end måtte rumme af modgang for os. Om dette håb skriver den store, danske teolog K. Olesen Larsen:

”Når verden vil belære os om, at der intet håb er og siger: det går jo slet ikke, som du ville, da svarer håbet: nej, men det går, som jeg håber, for mit håb er til Gud. Når forhåbningerne slår fejl og brydes i stykker én efter én, og mennesket så siger: nu har jeg mistet alt, da svarer håbet: nej, jeg bliver hos dig. Når menneskene siger: det håbede jeg ville ske, det og det, – og det havde jeg i det mindste ventet mig af livet; livet har ikke holdt, hvad det lovede; håbet har været troløst, da svarer håbet: ja, håbet til verden, til menneskene og til dig selv, dem skal man aldrig stole på, men håbet til Gud glipper ikke; de tager aldrig fejl. Jamen, siger menneskene, endnu er det ikke sket. Nej, svarer håbet, derfor kaldes det også et håb. Men det har heller ingen udsigt, svarer mennesker. Jo, svarer håbet, det har altid udsigt til Gud […] Meget kan nemlig mennesker miste, men mister de håbet, da mister de alt; meget kan mennesker undvære, men undvære håbet kan intet menneske. – Mennesker siger: så længe, der er liv, er der også håb. Men når døden tager livet, da forgår menneskers håb, fordi det var et falsk håb. Håbet til Gud siger: så længe, der er håb, er der også liv, – og således sejrer håbet over døden.”

Så kære menighed: frygt derfor ikke! Men sæt din frygt og dit håb til Gud og Gud alene. Så at du, når du bliver mødt af modstand og overvældet af modløshed og magtesløshed og føler dig som spurven, der styrter mod jorden, i troen på Gud også må stole på, at du bliver grebet. For med ordet om Guds Søn i verden: om ham, der med sin død og opstandelse har sejret over den ultimative katastrofe, nemlig døden selv, i dét ord har vi et levnende håb om, at ingen og intet i verden til syvende og sidste kan frarøve os det liv og den frihed, som vi fra begyndelsen er skabt til. Med ordet om Jesus Kristus er det blevet os forundt at udleve det allerede nu. For hvor der er håb til Gud, dér er der liv. Og i dét liv, dér er der virkelig frihed.

I Jesu navn. Amen.

—

Sognepræst Mikkel Tode Raahauge

Skovshoved, DK 2930 Klampenborg

Email: mitr(at) km.dk