Matthäus 13

Det er sidste dag i kirkeåret. Tiden løber
ud. Tonen bliver strengere. Der tales til voksne. Og til voksne kan man
tale om dommedag. Og en dommedagstekst er det. Selvom lignelsen handler
om et bryllup.

Det mærkelige og specielle ved evangelisten Matthæus er,
at flere af hans lignelser, der har festen som ramme, ender med en katastrofal
udgang. Noget med, at gæsten bliver smidt ud, fordi han ikke har
det rigtige tøj på. Og i dag: der skal være bryllup,
men der er nogen, der ikke kommer med. Der er noget truende, katastrofalt.

Det ligger allerede i indledningen til lignelsen: ”Da skal
himmeriget..”. Det truende ‚da‘. Noget ildevarslende i fremtiden, som
et Damokles sværd over hovedet. Ikke et ‚hvis du gør….så‘.
For så kan du redde dig, ved at gøre noget! Nej der er noget
uigenkaldeligt over dette ‚da‘. Det viser fremad – til en fremtid. Et
varsel om, at noget bliver for sent. Der er ting, som ikke kan udsættes.
Noget som ikke kan laves om.

Der er noget uigenkaldeligt over tilværelsen. Det
er evangeliets dom: noget kan blive for sent.

Det er måske godt at vide, at lignelsen med brudepigerne hører
snævert sammen med en orientalsk bryllupsscene, og ikke en dansk
eller europæisk. Ved et orientalsk bryllup – også den dag
i dag kan man opleve det ved et moderne muslimsk bryllup – foregår
det sådan, at gæsterne samles tidligt på aftenen og
spiser og drikker sammen, mens man venter på brudgommen. Han kommer
først ved nattetide, som er højdepunktet og afslutningen
på bryllupsfesten: brudgommens natlige indtog i sine forældres
hus. Efter en timelang venten kommer så endelig en halv time før
midnat brugdommen for at hente bruden, ledsaget af sine venner i et lyshav
af brændende kærter og modtaget af gæsterne, som går
ham i møde. I et festligt tog drager bryllupsselskabet så af
sted, igen i en flod af lys, til brudgommens fars hus, hvor vielsen og
en fornyet beværtning finder sted.

Når vi hører Mathæus‘ fortælling, så hører
vi jo ikke om bryllupsfesten – at fejre foreningen mellem brud og brudgom,
det at spise og drikke sammen, talerne, dansen. Nej her er det optakten
til festen, forberedelsen, og den specielle del af forberedelsen – nemlig
at vente på brudgommens komme. Og igen er det for Mathæus
for at understrege dette ”da skal himmeriget ligne ti brudepiger”. Det
er tiden inden festen, som er vigtig. Det er her i ventetiden, at fremtiden
afgøres. Det er nu, det truende for sent indtræder.

Det er heller ikke brudgommen eller brudgommen, der er i centrum af
historien. Dem hører vi ikke om. Nej det er brudepigerne. Og de
skal jo ikke giftes med brudgommen. Det skal derimod bruden, som vi slet
ikke hører om. Men brudepigerne skal være med i følget
til festen.

Brudepigerne er med som følge. Som nogen der er med som tjenere,
som hjælpere, nogen der bakker op. Og så naturligvis som
festdeltagere i festen. Brudgommen kommer under alle omstændigheder – pludseligt
og overraskende.

Lad os nu forestille os, at vi er brudepigerne. Altså os der er
her tilstede. Kirken, menigheden, sognet er brudepigerne. Unægtelig
en stor flok, men alligevel. Det er jo bare et billede. Og brudepigerne
kender brudgommen. Det er Jesus Kristus. VI kender brudgommen, mere eller
mindre godt. Nogen kender ham bedre, andre ham mindre godt. Nogen kender
ham på én måde, andre på en anden måde.
Men vi kender ham. Og nu venter vi.

Vi er altså før-festen. Før-festens følelse,
stemning og tankegang. Vi er forventningens folk. Det handler om at leve
i forventningen, nu. Forventningens sind. Men med det truende ‚for sent‘
som et Damokles-sværd over hovedet. De kloge lever i forventning,
de dumme gør det ikke. De kloge er forventningen tro. De dumme
svigter den, og derfor kommer de ikke til fest.

Forventningen er et morgenskær i sindet .Det gælder jo om
solen, at endnu før den har hævet sig over horisonten og
skabt den nye dag, da har den tændt morgenrøden på himlen.
Sådan er det, når solen kommer. Og sådan er det også med
alt, hvad der kommer, at endnu før det er nået ind i nuet
og øjeblikket, har det tændt en forventningens morgenrøde
i vort sind.

Vort sind kan oplyses af forventningen, men det kan ikke skabe den.
Den er skabt af den kommende virkelighed. Noget der kommer udefra. Hvis
sindet selv giver sig til at tænde lys, da bliver det ikke forventning,
men dagdrøm og fantasi. Kun den virkelighed, der er en kommende
virkelighed, kan skabe forventning i sindet.

Som i fortællingen er brudepigerne forventningsfulde overfor brudgommen,
der skal komme. De griber alle deres lamper og drager ham imøde.
Der er ikke den store forskel i de kloges adfærd og de dummes.
De er fælles i deres iver, de er også fælles i deres
døsighed, da tiden trækker ud, og natten kommer. Forskellen
opstår, da råbet lyder: nu kommer han! Da vågner de
alle og griber lamperne, og da først er det, at der viser sig
en forskel mellem de dumme og de kloge. De sidste har olie til lamperne,
det har de første ikke.

Forventningens morgenskær var nok tændt hos dem alle, men
det gælder dette morgenskær, som det gælder naturens
daggry, at vi kan ikke være tro imod det blot ved at tænke
på dagen, der kommer. Vi kan kun være forventningen tro ved
at begynde dagen, begynde den i tro på, at det lykkes.

Sådan er det med forventningens morgengry. Den kræver mig.
Min koncentration. Min årvågenhed. Min vilje: At stå på tæer
for det som kommer. At være på forkant med den virkelighed,
som kommer mig imøde. Jeg kan ikke selv skabe den virkelighed,
som kommer, men jeg kan være parat til at tage imod den. Min indstilling,
min holdning, min modtagelighed er afgørende for, hvordan tingene
bliver. Man kan måske tale om ‚forventnings-pligt‘.

Lyder ens forventning til livet noget i retning af ‚tja, måske‘:
sådan lidt hængemulende og hængøret: opgivende
eller tvivlende. Ja, så bliver livet også derefter. Det bliver
overladt til kedsomhedens tomme gab, til kæben går af led.

Lyder ens forventning til livet i retning af ‚måske, måske‘:
sådan med den bekymrede mine, og hælden vand ud af ørerne
og hænder-vridende. Ja, så er der ikke andet end appel til,
at de andre skal hjælpe mig. Man overlades til selvmedlidenhedens
og offerets rolle, som kan være meget behagelig for én selv,
men uudholdelig for andre.

Lyder ens forventning i retning af ‚Ha, måske‘: overlegent, hovent
og arrogant, som om livet skulle kunne byde på noget, der kunne
overraske og forundre mig. Ja, så er der ikke andet end spot og
hån til overs. Afstumpede kynikere og tilbagelænede betragtere
af livet fylder rigeligt i dronningeriget.

Kan I ikke se brudepigerne for Jer: den hængemulede, den bekymrede,
den spottende. Det ville blive et yndigt bryllupsoptog.

Men hvordan da være forventningen tro? Leve i forventningens morgenskær?

Det er at stå glad og tillidsfuld, hvilende i den forvisning og
sige: det må ske. Aldrig blive skuffet eller slået tilbage,
fordi det i første omgang ikke blev som man ønskede sig
og regnede med.. Men altid tro og håbe og sige: det må ske!
At tro er bestandigt at forvente det glade, det lykkelige, det gode.

Det er dommedag. Og dommen lyder: du er dømt til forventning.
Kærnepunkt i al kristendom er dette ene: du kan forvente, at Gud
kommer til dig.

Du ber‘ det om lidt i Fadervor: ”Helliget vorde dit navn, komme dit
rige”. Hans rige komme – med godhed, retfærdighed og barmhjertighed.

Du hører det om lidt i nadverbønnen: ”Velsignet være
han, som kommer i Herrens navn”. Og Gud spotter aldrig et menneske. Gør
ikke nar af det. Vil altid komme din forventning i møde. Amen

Sognepræst Jørgen Demant
Hjortekærsvej
74
DK-45 88 40 Lyngby
Tel.: ++ 45 – 45 88 40 75
email: j.demant@wanadoo.dk