Matthæus 20,1-16

Septuagesima | 05.02.23 | Mt 20,1-16 | Leise Christensen |

Jeg fik engang en ny kollega et i et nabosogn, der hvor jeg var præst dengang. En dygtig, yngre præst med mod på livet, præstegerningen og konfirmationsforberedelsen. Denne nye præsts konfirmander skulle naturligvis gå i kirke henved ti gange i løbet af deres konfirmationstid. Det var både børn og forældre indforståede med. Præsten skulle så holde nøje øje med hvem, der var til hvad og hvor mange gange. Der blev sat krydser og talt op og skrevet ned og gjort ved. Imidlertid gik det sådan, at præsten satte krydserne lidt tilfældigt. Det kunne være, at Anastasia fik tre krydser, selvom hun aldrig havde sat sine ben i kirken til en gudstjeneste, mens Victor, der havde været der fire gange allerede, kun havde et kryds i protokollen. Thor var rødglødende, for han havde i hvert fald siddet til både dåbsgudstjeneste og højmesse op mod fem gange, men han havde kun fået to krydser. Emma, derimod, havde været der en enkelt gang og have allerede netop fem af de forjættede krydser. Dengang var der ikke opfundet nogen sociale medier. Ingen Facebook, ingen Twitter, ingen Instagram, og shirtstorm var noget man forbandt med de ulidelige uger i marts, hvor der blev kørt gylle ud på markerne. Men havde man kendt til den moderne betydning af begrebet shirtstorm, ville man sige, at denne præst kom ud i en veritabel en af slagsen. Forældrene var rasende! De klagede. Havde vi haft en pave i kirken, var han helt sikkert blevet involveret. Måske endda ombudsmanden. Hvad lignede det, at Emma havde fået ufortjente krydser, når nu Victor i virkeligheden havde fortjent dem? Og hvad med Anastasia, der aldrig havde været til stede, og nu sad hun såmænd og kunne bryste sig af hele tre krydser? Emmas mor var ikke med i stormløbet mod præsten, for hun syntes egentlig, at Emma var en god pige, der ofte sad i håndboldhallen og tænkte på kirken og kammeraterne i den, og det kunne vel være lige så fint. Thors far overvejede, om man skulle skrive en kronik om det i Berlingeren, for nu stod sæderne da helt for fald med en snydende og bedragende præst, der var dybt uretfærdig og utroværdig i sin krydsnotering. Det var for galt, var det.

Klasseforældrerådet indkaldte til forsamling, hvor præsten skulle komme og stå skoleret for sine forsømmelser. Så langt, så godt. Præsten mødte op, og præstens indlæg bestod af evangelisk højtlæsning, nemlig den lignelse, som også jeg lige har læst højt. Det, som præsten var ude i, var et pædagogisk eksperiment, hvor hun overfor konfirmanderne ville sætte en diskussion om retfærdighed og det, som ofte kaldes ”det er snyd” i gang. Det lykkedes vist kun alt for godt i dette tilfælde. Tingene faldt til ro igen i sognet, da hun bekendtgjorde, at hun havde helt styr på, hvem der havde været hvor og hvornår og til hvad således, at den vældigt jordiske retfærdighed kunne ske fyldest overfor Thor, Victor, Emma og de andre. Hun ville bare vise, at retfærdigheden, når den er Guds, kan være anderledes end den menneskelige retfærdighed.

Præsten ville – med andre ord – demonstrere lignelsen om arbejderne i vingården! Hmmm. Ja. Det er en dejlig lignelse, når man sidder godt og trygt i sin stilling, sit sted og sin sammenhæng. Man kan sagtens acceptere, at dem, der arbejdede kun en liden stund, skulle have samme løn som den, der arbejdede fra morgenstunden, der var så årle, at det stadig var mørkt. For vingårdsejeren, dvs. Gud i lignelsen, kan jo gøre med den løn, som han betaler til sine arbejdere, altså os, som han vil. Det kan man sige, når man sådan er på passende afstand af det hele. Men som historien om min nabopræst fortæller, er det noget sværere at acceptere dette uretfærdige system, hvis det berører mig eller mine sådan helt personligt. I det hele taget har vi det nok med at identificere os med de arbejdere, der mødte tidligt. Ja, man undrer sig over, at hvem dem, der mødte sent, i grunden er, for man hører aldrig noget fra dem. Det er de tidlige arbejdere, vi altid hører fra. Det er i den situation, at vi føler, at vi virkelig har noget at protestere imod. Gik jeg glip af noget, og hvis skyld var det?

Nu kan man sige, at hvis lignelsen rent faktisk omhandlede arbejdsmarkedet, var det naturligvis noget værre noget. Selvfølgelig er det sådan, at to kasseassistenter skal have samme betaling for samme arbejde, hvis de har samme anciennitet, ligesom mænd og kvinder skal have det samme – (nååh nej, sådan er det jo ikke derude i virkeligheden). Og det kan man godt blive sur over. Men hvad der er retfærdigt og uretfærdigt på arbejdsmarkedet eller i konfirmandstuen er ikke det, som det handler om i dagens evangelium. Det handler ikke om snyd! Det handler om nåde; det er noget om nåde. Man kan også kalde det kristentroens eller måske kærlighedens matematik. For i kristentroen eller i kærligheden er det ikke nødvendigvis sådan, at regnestykket går op i traditionel forstand. Her er det sådan, at 1 er lig med 99 – altså når ét bortløbet får er lige så meget værd som 99 andre får, der er blevet på deres plads; eller når den sidste skal blive den første; eller når 1 denar er lig med 12 timers arbejde, og 1 denar er lig med 1 times arbejde. Det går matematisk set og overenskomstmæssigt set slet ikke op, men i nåden går det op. For Gud er aldrig smålig. Han er god. Han ser ikke på, hvem der kommer først og sidst til kristentroen og på, hvor flittig man har været med sit kristne liv. Han går ikke og knirker over, at det da også er for galt med den og den, som har gjort eller ikke gjort sådan og sådan. Han øser sin kærlighed ud over alle hoveder, skurvede som knap så skurvede, hårdt arbejdende som knapt så hårdt arbejdende. Det er simpelthen så uretfærdigt! Men hvis man i et ærligt øjeblik kigger tilbage over sit liv og måske endda indrømmer, at man ikke altid har været blandt de tidlige arbejdere, ja, så er det faktisk ganske betryggende, at Gud ikke er helt så nøjeregnende i sin matematik over livet, som vi er.

Om lidt er der altergang her i kirken. Der ser man i grunden tydeligt, hvordan Gud administrerer sin kærlighed og sin nåde til mennesker. Når man går til alters, får man ikke en denar, altså en mønt, men man får noget, der ligner, nemlig en oblat. Det får alle, der går til alters. Det er ikke sådan, at de, der regner sig for mere fortjenstfulde end andre, får tre oblater, mens andre, knap så ihærdige, får to eller bare en for slet ikke at tale om slet ikke nogen oblat. Nej, alle får en, stor som lille, ung som gammel, dem, der går første gang til alters, og dem, der har knælet hundredevis af gange. Alle får samme denar, samme løn og samme oblat – helt uanset bevæggrunde, mønstre og forestillinger om dette og hint. Det er for alle – alle får en oblat, eller man kunne måske sige: Alle for en, nemlig for og fra Gud. Når det er sådan med altergangen, er det, fordi vi har hørt Jesu lignelse om arbejderne i vingården. Så ved vi, at de sidst ankomne har lige så meget på kontoen som den først ankomne. Sådan er det med nådens matematik. Ved alterbordet er vi alle vingårdsarbejdere af Guds nåde, vi er alle en del af fællesskabet, vi får alle Guds godhed at smage. Og der bliver ikke sat nogen krydser! Amen.

Sognepræst Leise Christensen

DK 8200 Aarhus N

Email: lec(at)km.dk