Matthæus 20,20-28

13. søndag efter trinitatis | 11.09.2022 | Matthæus 20,20-28 | Af Mikkel Wold |

Folk som tænker, at der ikke er humor i evangelierne kan næppe have hørt denne søndags evangelietekst. I hvert fald ikke hvad begyndelsen angår. Navnlig i relation til så meget i vores egen tid, hvor det at forsøge at fremstille sig selv i et mere fordelagtigt lys end realiteterne kan bære synes at være ved at blive en folkesport. For nogen går det galt, fordi de bliver opdaget og afsløret, men det er jo kun de særligt grådige og overmodige, det går på den måde. Andre skal nok have held til at få sig placeret, så det overdrevne selvbillede opfattes som autentisk.

   Og selv om zebedæussønnernes påtrængende mor ikke betjener sig af decideret snyd, så fejler hendes ambitioner på børnenes vegne i al fald ikke noget, og hun er heller ikke overvældende distraheret af nogen sans for lige værdighed for alle disciplene. Tværtimod er hun jo påtrængende ud over alle grænser. Det er det, dagens evangelium begynder med at fortælle om. Konen vil møve sine sønner frem til de højeste pladser i det himmerige, hun tydeligvis ikke har forstået så meget af. Det er derfor ikke underligt, at Jesus spørger hende, hvad det egentlig er, hun vil. Spørgsmålet antyder, at han aner, hun er ude i et uskønt ærinde. Og de ti andre disciple begynder da også straks at synes meget lidt om Zebedæusfamiliens forsøg på at tilrage sig pladserne ved Menneskesønnens trone. De kan godt se, hvad det handler om, nemlig om magt. Magten som mål og derfor udtryk for en sygelig tilstand.

   Det er netop denne sygelighed, Jesus forholder sig til. Han ser den i dens begyndelse og lærer sine disciple om den. Det er slemt nok, at folkenes fyrster undertrykker befolkningerne, og at stormændene misbruger deres magt, det kender man godt på Jesu tid. ”Men sådan skal det ikke være hos jer”, siger Jesus. Hverken hos de 12 disciple eller i Guds kirke på jorden.

    Ordene ”sådan skal det ikke være hos jer” er jo ikke bare en sætning, som vedrørte deres helt specielle situation. Når Jesus siger: ”Den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener”, så tænker han på det Gudsfolk, som disciplene er begyndelsen til, og som senere bliver til kirken.

   Er der en sætning, der kommer på tværs af manges ønsker og længsler, er det den sætning. Mange ville ønske, Jesus aldrig havde sagt den. For så kunne man måske være kommet om ved trangen til at have magten som mål. Men nu er der ingen smutveje uden om fordømmelsen af magtsygen. Hvor end den måtte findes i kirken ud over hele jorden og til alle tider, hos høj og lav. Til alle tider har der været grund til at advare mod denne fare. Hør engang hvad Gregor den store skrev i hvad der var den første lærebog i kirkelig sjælesorg engang i slutning af 500-tallet:

   ”Ingen kan lære ydmyghed i en høj stilling, hvis man ikke forinden, mens man befandt sig i en lavere position, har givet afkald på stoltheden. Den som tørstede efter at blive rost til skyerne, dengang han måtte undvære det, magter ikke at styre uden om fristelsen når chancen byder sig. I spejlet fra det forgangne liv skal man nøje ransage sig selv…”

   Gregor havde et godt øje til magtglade folk i det kirkelige, og derfor taler han om ydmygheden som ikke bare noget smukt, men som noget nødvendigt. Ikke en skin-ydmyghed, der bare betragter Jesu ord i dag som noget, der lyder pænt og ser fint ud, lige som man betragter et kunstværk eller en solnedgang, men noget, der får lov at rodfæste sig. Ydmyghed er en indstilling.  Det er en betingelse for at udøve magt på rette vis. Den, der ikke har lært sig ydmyghed, vil blive en elendig autoritet, hvis man giver ham magten, siger Gregor. Han siger ikke, at der ikke skal være personer, som er givet magt, for uden nogen til at forvalte magten, tilfalder magten bare dem, der selv erobrer magten uden at have fået mandat til den. Men magt skal ikke være mål, men redskab. Og det er ydmygheden, som lærer os det.

   Ydmyghed er dog ikke bare noget, der har betydning for magtstrukturer. Ydmyghed har også med erkendelse at gøre. Ydmyghed over for sandheden betyder, at mit formål med at deltage i en samtale ikke er at vinde samtalen, men at finde ud af, hvad der er sandt. Kun på den måde bliver en samtale frugtbar, fordi den orienteres mod sandheden i stedet for mod hvem der mon vinder. Nogle filosoffer taler om det, de kalder den magtfrie samtale. Det er en sjældenhed, men når den indfinder sig, åbner samtalen sig mod dybder, man ikke ville have kunnet nå, hvis det havde drejet sig om at vinde. Og det er egentlig lige meget, om samtalen er i det videnskabelige lokale eller ved middagsbordet i familien. Vi kender det jo godt, det med at deltage i en samtale, der ødelægges fordi den forvandles til en diskussion. Bare i en af denne søndags avisers hjemmesider kan man købe et lille kursus i, hvordan man ved hjælp af nogle retoriske værktøjer kan lyde mere overbevisende og vinde diskussioner på arbejdspladsen og hjemme ved middagsbordet. Det skal nok blive frugtbart.

   Så ydmyghed er ikke bare noget med tilbageholdenhed, det er noget langt dybere end det. Ofte misforstås ydmyghed som om det skulle betyde at finde sig i alt og ignorere sin værdighed. Men det er ikke ydmyghed, det er ydmygelse. Ydmygelse er at fraskrive sig retten til respekt og at give andre muligheden for at krænke én. Det er ikke det, Jesus taler om, selv om han andre steder taler om, at man skal kunne lide for troen, og at man skal kunne blive hånet for sit vidnesbyrd. Men at lide for troen er ikke det samme som at man helt generelt og i enhver situation lader sig hundse rundt i manegen af dem, der godt kan lide den slags.

    I stedet for denne selvudslettende holdning taler Jesus om være tjener og at være træl. ”Den, der vil være den største blandt jer, skal være jeres tjener”.  På samme måde som menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum.

   I verden ser det anderledes ud, for der drejer så meget sig om image og performance og om at lade som om man er mere end man er osv., osv. Men hos jer skal det ikke være som i verden, siger Jesus. Her er det ikke magten og æren, men kærligheden, som tæller.

   Sådan set er det jo meget enkelt. Kærligheden kan ikke føre til magten og æren, hvis det vel at mærke er kærligheden til Gud og til min næste. Hvor magten og æren sigter mod mig selv, sigter kærligheden mod noget uden for mig selv. Kærligheden vender sig ud mod de andre og mod Gud. Ved at vende os mod Gud finder vi vort livs fundament. Dermed bliver vort liv ikke rodfæstet i hvad andre synes, men i at jeg er Guds og at hans barmhjertighed er ny over mig hver dag. Helt fri fra andres holdninger til os bliver vi aldrig, for vi er stadig mennesker, men målet er klart nok for vores øjne. Når Paulus i dagens episteltekst taler om, hvad der for ham er det mest grundlæggende, er det i ordene: ”Men jeg fandt barmhjertighed…… Vor Herres nåde har været ud over alle grænser med tro og kærlighed”. ”Ud over alle grænser” – også dem min tvivl og mine forbehold sætter, dem, der sættes af min fortid eller mit sindelag eller hvad det nu måtte være. I det lys er jeg som en tjener. Men samtidig får jeg del i Kristus selv, og det er hele mit håb og mit liv. Det kommer til udtryk på mange måder, og navnlig viser det sig ved altergangen, der hvor vi deltager i det bord, hvor han giver os delagtighed med sig selv. Egentlig er altergangen netop udtryk for det at vi får del i Kristus, at vi deltager i det måltid, som også Jesu egne disciple deltog i og hvor han er nærværende. Og ved alterbordet om noget sted er vi alle med på samme vilkår. Her sættes ikke særlige pladser frem for høj og lav, for alle er vi indbudt. Amen.

Sognepræst Mikkel Wold

1263 København K

E-mail: mwo(at)km.dk