Matthæus 22,34-46

18. søndag efter trinitatis | 08.10.23 | Matthæus 22,34-46 | Marianne Frank Larsen |

Den gyldne horisont

En af de smukkeste kirker i Rom hedder Santa Maria in Trastevere. Den blev grundlagt allerede omkring år 200, men den nuværende skikkelse fik kirken i 1100-tallet. Da blev den også udsmykket med de gyldne mosaikker, der gør den til sådan et vidunderlig smukt kirkerum. På billedet ser I et udsnit af den mosaik, der fylder hele apsisbuen over alteret. Det er Kristus, der sidder på himlens trone sammen med sin mor, Maria. Hun har fået krone på hovedet og er klædt som en dronning i en helt overdådigt udsmykket, gylden kjole, fordi hun er mor til himlens kongesøn. Det er da også ham, hun peger på, ham, der bogstaveligt talt er centrum i mosaikken. Hans kjortel har samme lyseblå farve som himlen, og hans kappe med de mange folder er gylden som solen eller som glæden, for guld betyder glæde. Guldet går igen i glorien, der står som en sol om hans ansigt. Over ham rækker en hånd fra himlen ned gennem de blå og røde skyer. Det er Guds hånd, der velsigner ham og udpeger ham for os. Sådan sidder han ved Guds højre hånd som i salmen, han citerer i dagens evangelium. Vi ikke er i tvivl om, at denne konge er herre over alle andre konger, også kong David, for han er himlens kongesøn.

Det smukke er, at han ikke sidder alene på himlens trone. Han har lagt armen om sin mor. Det er hende, der har født ham, præcis som vores mødre har født os. Samtidig med, at han er Guds søn, er han hendes søn, et menneske som os. På én gang himmelsk og jordisk, guddommelig og menneskelig. Glorien om hans ansigt bærer korsets tegn, så vi ikke glemmer, at ligesom han blev født som en af os, døde han også som en af os. På mosaikken under ham er han afbildet som et lam omgivet af tolv andre lam, der skal symbolisere de tolv apostle. Hvis I kunne se lammet i midten, ville I se, at dette lam bærer en glorie, der er rød som blod. Sådan bliver vi mindet om, at kongen ikke altid har siddet på sin trone i himlen. Han døde også på et kors på jorden. Fordi han både var Davids herre, en konge fra himlen, og Davids søn, billedligt talt, et menneske på jorden. Med sit billedsprog fastholder mosaikken det, som farisæerne i evangeliet ikke kan holde sammen: at Gud er i et menneske, der kan knuses, og som bliver knust. Mosaikken fastholder, at han er begge dele.

Og så fastholder den, hvem vi er. For Kristus har lagt armen om Maria, men det er ikke hende, han ser på; det er os, han ser på; hans blik møder vores blik; han ser på os med milde øjne. I den bog, han viser os, står der, hvad han siger: Kom, min udvalgte, og jeg vil sætte dig på min trone. Det er nok Maria, han taler til, men det er også enhver af os, der ser på mosaikken. Kom, min udvalgte. Det er åbenbart dét, vi er i hans øjne. Hans udvalgte. Dem, han vil dele sin himmel med. Paulus sagde det så smukt lige før prædikenen: I ham er I blevet rige på alt! Det er sådan, Kristus ser på os, ikke, som stakler, der ingenting duer til, men som mennesker, der er blevet rige på tale og kundskaber og nådegaver, fordi vi er i ham, tilhører ham, er udvalgt af ham, eller hvordan vi nu vil udtrykke forbindelsen imellem ham og os. Fordi han er vores konge, og vi er hans folk.

Rige på al tale og al kundskab. Hvad er det så, han mener, vi kan tale om, og hvad er det, han mener, at vi kender til? Ja, det er jo hans egen historie. Historien om den kongesøn fra himlen, der blev født på jorden af en mor som vores. Som trodsede alle de fjender, der spærrer mennesker inde i sig selv, og rørte dem med himlens kærlighed, så de kunne rejse sig og trække vejret frit og række ud efter hinanden. Han døde og blev lagt i en grav som vores. Men hans far lagde døden under hans fødder og rejste ham op og løftede ham op til sin højre hånd. Det er den rigdom, vi har fået. En historie om kærlighedens magt over døden, en konge, som frigør os fra alle anklager. Det er ham, vi kender og har al kundskab om, det er ham, vi kan tale frit om, og det er dét, vi forhåbentlig gør med hinanden. I hvert fald er det dét, vi gør herinde i dag. Taler om ham og synger om ham, så han igen står levende op i vores hjerter.

For han og hans historie er vel at mærke ikke bare fortid. Vores rigdom består i den lysende horisont, han sætter for vores liv. Det er den horisont, som den gyldne mosaik afspejler i apsisbuen, der stråler for enden af kirken i Rom. Den yderste horisont for vores liv er ikke tavshed og mørke, der sænker sig. Men et møde med én, der ser på os med milde øjne, kalder på os og giver os plads ved sin side i en himmel, der er gylden som glæden. At han er vores yderste horisont. At det derfor er hans blik, vi møder, hver gang vi løfter blikket, og hans stemme, vi hører, hver gang vi lytter – det har betydning for, hvordan vi lever nu og her, mens vi bevæger os frem i lyset af den horisont, han sætter. For han er helt klar i mælet om, hvad der er meningen med vores liv. Du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv. Sådan som han selv gjorde uden ophør, uden nogensinde at give efter for egoismen.

Når han er vores konge, og vi er hans udvalgte folk, så skal vi også leve sådan, at vi spejler ham, vi hører til hos. Og det kan vi, fordi vi er blevet rige på alt! Ikke en eneste nådegave mangler vi, som Paulus udtrykker det, og med nådegaver mener han, at vi af vor Herre har fået evnen til at trøste hinanden, støtte hinanden, række ud efter hinanden, opmuntre hinanden, glæde hinanden, lytte til hinanden, se hinanden med milde øjne, rejse hinanden op. Lægge armen om hinanden, som han lægger armen om sin mor. For det er alt det og meget andet, der ligger i, at du skal elske din næste som dig selv. Ikke følelser, for dem kan ingen kræve af os. Men handling. At være dér, hvor han var og er, det er at elske Herren din Gud, og gøre de små og store kærlighedsgerninger, som han ville kunne genkende sig i. Det er hans mening med vores liv. Det tror han, at vi kan. Så rige er vi blevet. Det er det, vi læser i hans milde øjne. Amen.

—

Sognepræst Marianne Frank Larsen

DK 8000 Aarhus C

mfl(at)km.dk