Matthäus 4, 1-11

Gud lad os leve af dit ord som dagligt
brød på denne jord.

I fastetiden må det godt siges højt, at vi alle, hver og
en, kender til slåskampe med djævle og dæmoner. Det
er tilladt at tage den maske på, der viser, hvem vi er. At klæde
sig ud er også klæde sig af, smide sløret.

Også Gud viser, hvem han er. Han bruger ikke maske, men sin søns
skikkelse. Han har fået ham døbt som én af os, nu
sender han ham ud på et af de ørkenophold, som også vi
kender til, ud i gudløsheden – det tomrum, som hurtigt kan
fyldes ud med djævelske fristelser.
Derfor ber’ vi Fadervors bøn

”Led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde”

Sådan har han lært os at bede, Guds søn, som vidste
hvad det gjaldt. Fastetiden betoner den bøn: Det onde findes,
lad det ikke få mere magt, end det har i forvejen, beskyt os mod
os selv!
Fri os fra det onde, for afskaffet bliver det jo ikke, så længe
verden står!
Stå os bi, når fjenden frister, vi kan jo ikke selv, når
det er alvor! Når det gælder magten og æren. Eller
når det er det meningsløse eller tilfældigheden, der
driver os helt op i fortvivlelsens krog. Derhen, hvor man i sin afmagt
fristes til at give efter, selv vil gøre ondt, smage hævnens
sødme, lægge livet øde, for en selv, for andre. Slukke
for glæden i den andens øjne.
Det onde er der; forklares kan det ikke – kun på bekostning
af alvoren i det. Vi kan bortforklare det. Ikke, at det er videre effektivt.
Nej, det onde må ikke fornægtes, det skal forsages!

Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen

Det er lettere sagt end gjort. Det skal der hjælp til. Fra ham,
der ene af alle formår at modstå fristelser. Uden ham går
det os som det gik Adam og Eva i tidernes morgen, viser erfaringen.
Der er dem, der finder, at de to (og det vil sige menneskeheden) i virkeligheden
er ofre. Ofre for slangens komplot. For Guds lyst til at prøvekøre
skaberværkets krone. At man burde have medlidenhed med dem, fordi
de lod sig friste. At det var synd for dem, at de lod sig forføre
af forventningen om – haps! – selv at komme til magten og
blive guder.
Og hvor var så for øvrigt krisehjælpen, da de sad
med resultatet af deres grænseoverskridelse! Menneskeheden har
lidt af posttraumatisk stress lige siden.

Men her gælder det om at melde fra: Vi må ikke oven i alt
andet også lade os friste til at have ondt af Adam og Eva, fordi
learning by doing, fandt ud af, at det onde er frihedens pris. Vi må ikke
misbruge dem som skabelon for vores egen selvmedlidenhed. Så hellere,
ganske nøgternt, bruge dem som det spejl, enhver synder kan kigge
sig i, men genkendelsens glæde og gru.

Almindeligvis er vi vel også stolte af, at vi netop ikke er et
stykke lukket og formålsbestemt natur på linje med ulve,
grise og chimpanser, hvis handlingsmønstre er fastlagt på forhånd.
At vi ikke bare er natur, men kultur og kan holde til det ubehag, den
forvolder.

Vi skal da stå ved den frihed, Gud har skabt os til. Selvom – nej:
fordi frihed kræver ansvarlighed, fordi der følger valg
og mulighed i kølvandet på den.

Kundskabens træ var tabu for Adam og Eva. Men evnen til at skelne
mellem godt og ondt, til at handle rigtigt eller forkert, den havde de
allerede, før de nogensinde satte tænderne i æblet.
Den lå indbygget i Guds forbud. Det var af Guds NEJ, friheden blev
født, friheden til at vælge, til at tage et nej for et nej
eller til at sætte sig ud over det.

Adam og Eva var langt fra naive stakler. De valgte, og de blev skyldige.
De lærte at kende forskellen på godt og ondt, ligesom Gud.
De lærte at stå til ansvar. Og det var dengang, det at føle
sig som et offer blev opfundet! Det var ikke mig! jeg er simpelt hen
blevet offer for slangen!……for kvinden….for samfundet…..for
arv og miljø.
Jeg gjorde kun min pligt, sagde Auschwitzbødlen. Det er faktisk
mig, der er offer!
Den slags udtalelser munder sjældent ud i erkendelsen af afmagt
og afhængighed. De ender lige lukt i forurettetheden.
Og den hygger man sig så med, alt imens man varmer op til de næste
fristelse, som ens ønsker og drømme vil lede én
frem til – i sidste ende at sikre sig magten; at blive sit eget
grundlag og sit eget mål; et selvberoende individ, sin helt egen ø,
løsrevet fra fastlandet og uafhængig af Gud og næsten.

Spring ud i det, smiler djævlen imødekommende, – mon ikke
der gælder særlige regler for dig! Du kan selv skrue dem
sammen og skabe dit helt eget godt-og-ondt!

Led os ikke i fristelse – men fri os fra det onde!

Også Jesus blev ledt i fristelse; af sin egen fars Ånd oven
i købet. Han skulle være menneske på menneskelige
betingelser, være vores bror. Ikke mirakelsmager eller verdensforbedrer.
Han skulle turde være ingenting, den ikke-tilbedte, ikke-beundrede,
den, hvis krop kendte til smerte og hvis sjæl til angst.
Faktisk blev hele hans liv én lang fristelse. Han kunne have meldt
fra. Han havde muligheden; denne frygtelige, fristende mulighed for at
skaffe sig selv og sine medmennesker lindring.
Sådan var det ude i ørknen; sådan var det, når
folk ville gøre ham til konge, når hans venner ville overtale
ham til at vælge den nemme vej; sådan var det torsdag nat
i parken og fredag middag på Golgatha. Men Jesus gennemførte:
han lod sig ikke friste.
Hvilken uhørt solidaritet! ikke at ville være andet og mere
end vi andre, men sandt menneske på den slagmark, hvor godt og
ondt konstant bekæmper hinanden, hvor meningsløshed og tilfældighed
tilraner sig mere plads og får mere opmærksomhed end glæden
og barmhjertigheden.

Her vil Guds søn være, sammen med os. Her bærer han
vores skyld og vores skam. Han er her ikke for at gøre nytte,
skabe trivsel, lade som om lidelsen kunne afskaffes. Han er her som den,
der giver sig Gud i vold og nøjes med hans nåde.

Og vi andre? Ja, vi er døbt til at have lod og del i hans liv!
I hans død og opstandelse.

Men vil vi nøjes med det? Har vi nok i det? Kræver vi ikke
mere af tilværelsen end bare at være afhængige af Gud
og hans vilje og magt? End bare at være hans skyldnere. Er vi ikke
frie mennesker?

Frie til – men ikke for – ondskab!

Ak, Herre – fri os fra det onde, vi kommer jo ikke fri af det
selv!

Lov og tak og evig ære
være dig vor Gud – Fader Søn og Helligånd
Du som var, er og bliver
é
n sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse
nu og i al evighed.

Amen

Pfarrer Jørgen Demant
Hjortekærsvej 74
DK-45 88 40 Lyngby
Tel.: ++ 45 – 45 88 40 75
e-mail: j.demant@wanadoo.dk