Matthæus 5,1-12

Findes der en trøst for enhver sorg? | Alle Helgens søndag | Matthæus 5,1-12 | Af Jens Torkild Bak |

Ved siden af mig ligger et gammelt avisudklip fra Kristeligt Dagblad. Det stammer fra en lille meditation over november måned af litteraturanmelderen Lars Handesten. ”Der er ikke meget pænt at sige om november”, skriver han, og han fortsætter: Skal man tro danske digtere, så er der ingen grund til at dvæle ved november, og de færreste har da også gjort det. Det er en måned, der er alt for meget af, og som bedst egner sig til at blive sprunget over, så dagene igen kan begynde. Hvorefter han bl.a. citerer et digt af forfatteren Thorkild Bjørnvig. Et digt, man også kan finde i Højskolesangbogen. Det består i blot en enkelt strofe, der begynder med ordene: Mørk er november og løvfaldet slut, vandet begynder at fryse, lyset fra solen og blomsterne brudt, da må vort hjerte selv lyse…

Altså, da må vort hjerte stille sig på lysets side som en opstand imod det tiltagende mørke, der omgiver det. Ligesom Saligprisningerne stiller sig på håbets side i dagens tekst.

I kirken begynder november måned med Alle Helgens søndag, som er viet mindet om dem, som vi i sognet og i kirken har taget afsked med i det forgangne år. Naturens og livets løvfald glider sammen Alle Helgens søndag. Hvert år tænker jeg, at det er en dag, som er meget vanskelig at sætte på én bestemt formel. Uanset, at vi alle er del af den samme virkelighed og fælles om dens på én gang vidunderlige og usikre vilkår, er de følelser, der knytter sig til Alle Helgens søndag og farver den i sindet, akkurat så forskellige, som de personlige livshistorier, vi den dag kommer til kirken med, er forskellige. Lige fra det afklarede minde, der først og fremmest har så meget godt og livsbekræftende at tænke tilbage på og ikke mindst takke for, til den smerte, der ikke kan finde sine ord.

Sorg og tab kan midt imellem mange tårer være en sand forløsning af fortælleglæde og -lyst. En fortælleglæde, hvori hele tilværelsen folder sig ud og bliver gennemlyst med udgangspunkt i minderne om den døde. Minder, der også bliver en personlig regnskabsaflæggelse, en bevidstgørelse om noget meningsbærende, man var heldig at få del i og måske i endnu højere grad får brug for at orientere sig efter, nu man selv skal fylde et tomrum ud og tage ansvar for det, der har betydningen med sig.

I en kultur og tidsalder som vores, der som et fast led i sin selvbeskrivelse har beklagelsen af flygtigheden og manglen på tid og ro til fordybelse, er det i de senere år (sådan forekommer det) blevet stadigt vigtigere at finde og fastholde personlige erindringsspor. At mindes er nemlig ikke kun at gå tilbage i tiden, men i lige så høj grad at finde vej, eller endda at forsøge at genopfinde sig selv, som man skal efter store tab. At mindes er at lede efter en struktur i den, man er. Uden minder ville vi være uden orienteringspunkter i livet og uden tyngde. Tænk, hvis man ikke havde nogen eller noget at mindes! Det ville være sort. Helt sort. Derfor er minder, uanset sorgens vemodige følgeskab, grundlæggende forbundet med taknemlighed og lys.

Taknemlige minder løsner tungebåndet og gør talen let. Men virkeligheden er ikke altid sart på vore vegne. Den ruller alle mulige skæbner ud, hvorunder også det ubærlige kan blive et lod i livet. Hvad stiller man op i de tilfælde, hvor sårene ikke vil heles, og hvor smerten gør mere tavs end talende? Salige er de fattige…, for Himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes, læser vi hos evangelisten Matthæus i de såkaldte ”Saligprisninger”, men er det rigtigt?

Her skal man være mere end forsigtig med svaret. Der kan være en slem tilbøjelighed til hurtigt at strø sukker på, straks man mærker, at man selv ikke kan være i den smerte, som det andet menneske – vennen, kollegaen, naboen – er i. Og derfor kaster sig ud i nogle udglattende betragtninger om, at tiden læger alle sår og lignende ligegyldigheder. Og er det ikke også noget lidt uforpligtende i den retning, der er pointen i saligprisningernes smukke ord: Salige er de, som sørger, for de skal trøstes.

Nej, det tror jeg ikke er pointen i Saligprisningerne. Jeg tror, Saligprisningerne henvender sig til mennesker i situationer, der så langt øjet rækker er uden formildende omstændigheder. Situationer, der ikke giver mindste håb om nogen bedring. Skæbner, man helst lukker øjnene for. Budskabet er derfor heller ikke, at det nok skal gå alt sammen, men at Gud selv er håbet og lyset og oprejsningen dér, hvor ingen andre kan være det, ligesom Gud på Golgata er dér, hvor alt er sort nat.

Den tyske sociolog Hartmut Rosa fortæller et sted, at han voksede op i et, som han udtrykker det: ”virkeligt ikkekristent hjem”, men noget af det, der slår ham som en paradoksal troserfaring, er, at der, hvor bunden går ud af tilværelsen, hvor ordene holder op med at fungere, fordi der intet fornuftigt er at sige, dér kan man blive mødt af en dybere form for virkelighed. En virkelighed, man kan være i med hele sit tab. Især kristendommen giver os en følelse af, at der på bunden af vores eksistens ikke er et tavst eller fjendtligt univers, men én, der hører os, ser os og taler til os. Siger han. Saligprisninger taler fra denne dybere virkelighed.

Tabet af den elskede kan forløse en strøm af fortællinger om alt det, som gav livet mening. Samtidig fortæller erfaringen, at ord ikke kan sige det hele.  For ordene gælder der som for alt andet i denne verden en begrænsning. Hvis ordene magtede at sige alt det, vi føler og har brug for at meddele os til hinanden om, hvad skulle vi så med kys og kram, blomster, kunst, musik, gaver, alterbord og ritualer, og hvad deri rummes af budskaber og betydninger? Eller hvad skulle vi med et gravsted at besøge og dvæle ved? Hvis ord alene kunne sige det hele, ville ingen finde på at smække med en dør.

Der findes et sprog for enhver sorg. Men det er ikke nødvendigvis et sprog, der har ordet i sin magt. Tavshed kan sige mere end mange ord. Man kan som bekendt ikke alene blive stum af forundring, men også lammet af sorg. I vores generation har vi lært, hvor vigtigt det er at kunne sætte ord på tingene. Værdien af det kan næppe heller benægtes. Men det er ikke for enhver sorg, man kan finde ordene. Da bliver smerten spørgsmålet, som kun Vorherre kan svare på.

Man skal være forsigtig med det, man siger. Ord åbner verden for os. Ord kan være forløsende, som når man har skullet vente længe på at høre bestemte ord. Men ord kan også være bedrageriske, når de i deres medfødte talent for forklaringer og begrundelser fører længere og længere væk fra en virkelighed, der ikke kan sættes ord og forklaring på. I sådanne situationer kan man i sin sorg føle sig bedre rummet og genkendt i selskab med naturen, i skoven og ved havet, eller på kirkebænken og ved den elskedes grav, hvor det ikke handler om at forklare endsige bortforklare, men om at komme til sig selv i den virkelighed, der var og især blev. I tillid til, at Gud også er dér, hvor ordene ikke rækker ud.

”Der er ikke meget pænt at sige om november” skriver Lars Handesten, nej, det er rigtigt, men Saligprisningerne fandt så alligevel evangeliet frem, og også Thorkild Bjørnvig sluttede overraskende sit i øvrigt helt verdslige digt med at sætte måneden i evangeliets toneart:

Om der svæver dødeligt dræ, vil vi dog elske – og plante et træ; frugter kan uspået komme.

Glædelig Alle Helgens søndag! Amen.

Salmer: 754, 217, 555, 732, 664. Under altergangen: 558

Note:

Om Hartmut Rosa: Fra portrætsamtalen ”Vi har glemt at lytte og lade os overvælde” i Tulinius, Bjørg & Henriksen, Michael Bach 2019: Mellem frygt og Håb, Kristeligt Dagblads Forlag, København, s. 200.

Bjørnvig, Thorkild 1959: ”Mørk er november”, Højskolesangbogen 17. udgave nr. 358

Domprovst Jens Torkild Bak

DK-6760 Ribe

Email: jtb(at)km.dk