Matthæus 6,5-13

Nytårsdag | 01.01.24 | Matthæus 6,5-13 | Af Rasmus H. C . Dreyer |

Tilgivelse – den eneste kristelige dyd

Godt nytår! Og var det ikke på tide med et nyt år? Igen, igen et annus horribilis. Vi troede, vi havde lagt de svære år bag os under coronaen. Men så kom krigene tilbage, inflationen og nu endnu en krig i Palæstina og Israel – en krig, der har fået alvorlige konsekvenser også herhjemme. Derfor er det på nytårsdag på sin plads at håbe på bedre tider.

I dag har vi hørt Jesus fortælle os, at vi ikke skal være hyklere og bede i det offentlige rum. Jesus kritiserer både jøder og hedninge for denne religiøse show-off: Se, hvor from jeg er! Det er hykleri at prale med sin tro, forklarer Jesus. Troen og bønnen er ikke noget ydre, du skal vise dig med over for andre. Sådan har Det Nye Testamente det indimellem svært med den ydre form for religion, som dets forfattere forbandt jødedommen med. Egentlig lidt mærkeligt, nu Jesus var jøde. Og tænker vi over, at teksten til nytår i modsatte tekstrække er Jesu omskærelse – altså at han som jøde blev omskåret på ottendedagen, så giver det knap mening. Alle jødiske drenge bliver omskåret, og ligeså bliver hovedparten af muslimske drenge. Maria og Josef lod Jesus indgå i deres folks dybeste længsler gennem tiderne, nemlig længslen om at høre til Guds folk, ved at lade Jesus omskære.

Her i Danmark er flertallet af os kristne. På forskellige måder, for nogle er kulturkristne, andre uden at vide det kristne i deres tradition og moral. Men sagt lige ud af posen, så tilbeder vi danskere en guddom, Guds Søn, der var jøde og omskåret. Jeg forstår, at mange danskere alligevel kan stå uforstående over for, at jøder lader deres drenge omskære. Men denne religiøse handling er også en del af vores egen religion i kraft af Jesus. Som den amerikanske forfatter Ernest Hemingway sagde et sted, ”du kan udelade hvad som helst i en fortælling, blot du er klar over, at det kommer med alligevel” – med andre ord: Vi kan prøve at skjule det nok så godt, at Jesus var jøde og omskåret, men foragter vi hans jødiskhed, foragter vi ham og dermed Gud selv. Det jødiske er en del af fortællingen om os. Det er en del af fortællingen om alle os, der tilbeder den Gud, som jøder, kristne og muslimer fortæller om på hver sin måde.

Derfor skal vi selvfølgelig afvise enhver form for antijødisk tænkning og overleveret stof, som vi møder i Det Nye Testamente. Vi skal ikke bruge Bibelen til at slå andre i hovedet med eller gøre dem umenneskelige i kraft af deres blotte anderledes religion. Men når vi er bevidste om, at der findes historisk antijødisk stof i vores hellige skrifter, så kan vi nok godt overføre Jesu kritik af offentlig fremføren af meninger, dyder og religiøse holdninger til nutiden. Du må have din tro, og selvfølgelig er vores samfund tydeligt præget af kristendommen. Klokkerne kimer til jul, og dronningen siger ”Gud bevare Danmark”. Men jeg orker ikke at blive påduttet andres religiøse eller dydige overbevisninger, sådan på et menneskeligt plan. Ja, der findes endog et særlig ord for dette: dydssignalering.

Og dydssignalering er alle vegne i en tid med sociale medier. Det er som andre af tidens modeord hentet fra engelsk, value signalling. Den danske oversættelse beskriver præcist, hvad der er tale om: at vise sine dyder frem for derved at fremhæve egen dyd, væren-bedre-end-dig-hed. De billedbårne og kortfattede formater på de sociale medier indbyder nemt til hurtig signalering af sig selv og sine bedre dyder og meninger på bekostning af dem, der mener noget andet.

Faktisk er begrebet dydssignalering blevet defineret ud fra teologiens verden. Den amerikansk-libanesiske forfatter Nassim Nicholas Taleb har peget på dagens evangelium, eller mere præcist linjerne lige forud for, hvor Jesus advarer om at vise sin retfærdighed for øjnene af mennesker – bare for at blive set af andre. ”Så får I ingen løn hos jeres fader, som er i himlene”, siger Jesus.

For en ting er at have den rigtige dydige tilgang eller mening og vise den frem i offentligheden, noget andet er, når den møder virkeligheden. Det er også et kirkeligt problem. Det er nemt at være moralsk med Kristus i ryggen – men hvad så, når virkeligheden rammer, altså når vi som mennesker fejler og synder? Skal vi så stå på vores moralsk korrekte, dydige holdninger og afvise den angrende synder? Eller er Jesu budskab vel ikke netop: døm ikke, så skal du ikke selv dømmes? Er det ikke tilgivelsen, der lever bedst skjult og personligt mennesker imellem, der er den eneste regel og norm for kristnes livsførelse? ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere”, siger Jesus i fadervor. Tilgivelse er ikke noget at prale af. Synd og fejl heller ikke. Virkeligheden er meget sværere end de nemme moralske statements i offentligheden.

Et af de mest trøsterige skrifter, jeg tit vender tilbage til, er også et af de – målt på virkelighedens alen mest forfærdelige – er Anne Franks dagbog. Den jødiske pige, der skrev den berømte dagbog om tiden i en skjult lejlighed i Amsterdam. Historien endte som bekendt ulykkeligt, fordi familien blev stukket, og Anne dræbt i koncentrationslejr. Dagbogen vidner dog om en pige med længsler, drømme og en eminent evne til at holde ud trods tidens dårligdomme. Omverdenen signalerede dengang sine dyder i form af jødehad og forfølgelser. Her minder dagbogen os om, at der på bagsiden af enhver aktuel mening, enhver aktuel forfølgelse og enhver aktuel menneskelig lidelse – uanset hvilken side af en krig og en konflikt – er ægte mennesker, der lider under andre menneskers idealer.

Og Annes liv ville være forblevet ukendt, hvis ikke hun havde skrevet sine tanker ned. Derfor kan vi møde mennesket på den anden side af forfølgelsen. På et tidspunkt er Anne blevet forelsket i Peter, som hører til den anden jødiske familie, som bebor lejligheden. De fleste af dagbogens optegnelser er tilegnet den fiktive modtager Kitty – men i sin forelskelse og længsel efter Peter skriver hun til ham. Og her kigger vi ind i Annes inderste.

Anne Frank skriver:

”Nogle tanker til Peter. Der er meget vi må undvære her, virkelig meget, og i lang tid, og jeg savner det alt sammen, ligesom du gør. Nu må du ikke tro, at jeg taler om udvendige ting, dem er vi velforsynede med her. Nej, jeg mener andre ting. Akkurat som du længes jeg efter frihed og luft, men jeg tror, at vi fået en rigelig erstatning for alle vores afsavn. Jeg mener erstatning indefra”.

Anne fortæller nu videre, hvordan hun en morgen havde sat sig ved vinduet, trukket gardinerne fra og så ud, og så

”følte jeg mig egentlig ansigt til ansigt med Gud og naturen, og da var jeg lykkelig, fuldkommen lykkelig”, for, fortsætter Anne – ”rigdom, anseelse, alt kan man miste, men lykken i ens eget hjerte kan kun midlertidigt sløres”.

Hun har ret. Hjertet er ukrænkeligt. Og det bekræfter Gud for os – derfor retter vi også vores bønner op til Gud ”i himlene”, som vi begynder i fadervor. Anne, der jo ikke var kristen, men nok troede på den samme Gud, siger lidt det samme: Kig ud og op – ikke bare på husene og tagene, ”men på himlen”. For herfra vil du få erstatningen for ethvert afsavn og enhver lidelse, fortæller hun, det kan holde modet, troen, håbet og kærligheden i live trods alle ydre afsavn og ulykker. Jorden kan forgå i lidelse, men himlen er altid over os. ”Fadervor, du som er i himlene!” Med andre ord er den lidende jord altid omsluttet af Gud, en Gud vi tror er gået helt ind i vores lidelse. Det var dengang i Betlehem til jul. Må dette nye år være en påmindelse om, at det herefter altid er jul i verden. Fordi Gud ville lide og leve med os.

Godt nytår. Og amen!

—

Adjunkt, Københavns Universitet

Ph.d. Rasmus H.C. Dreyer

Slagelse, Danmark

Email: rhd(at)teol.ku.dk