‚Husene i vort liv‘
Da jeg så småt onsdag begyndte at overveje, hvad jeg ville
sige i min prædiken, så jeg om aftenen TV-avisen. Og så
blev retningen for min prædiken pludselig givet. Jeg havde tænkt
mig at sige noget om lignelsen med de to huse – det ene bygget på
sand og det andet på klippegrund. Jeg ville nok også have
talt om dette hus, vi er i: kirkehuset.
Men så kom altså TV-avisen og fortalte om to andre huse,
som i en nutidig kontekst er med til at sætte dagsordenen, nemlig
børsen og sygehuset
Så min prædiken i dag vil komme til at handle om de tre
huse: børshuset, sygehuset og kirkehuset. For det lød
i mine øren, som om Gud ikke blot er at finde i kirkehuset, men
også i børsen og på sygehuset. Gad vide, hvor man
bygger på klippegrund eller på sand.
De tre huse rager op i landskabet – både arkitektonisk – fra tidernes
morgen har man i den vestlige civilisation tydeligt kunne udpege børshuset/banken,
sygehuset og kirken:
Tænk bare på Børsen inde i København. Den
røde bygning, med det grønne tag. Beliggende i magtens
centrum, ved siden af Folketing og Kongekirke.
Bygningen ligger centralt. I centrum – det er mod centrum, pengene
strømmer, for de udgør et netværk i vores samfund
(selvom vi jo nok må sige, at mønten er afskaffet til fordel
for kortet og IT-skærmen)
Tænk på sygehuset – Rigshospitalet el. Herlev – det rager
op i vejret. Man skal ikke være i tvivl om stedet, når man
bliver syg. Man skal vide, hvor man kan blive frelst/helbredt.
Eller kirken. Bare vores egen Lyngby kirke. Den er bygget på
en jordknold, så det for gamle og handicappede næsten kan
være et bjerg at komme op til. Kirken er på bjerget, så
er man tættere mod himlen. Sådan har det været siden
Jesu dage. Talen om de to huse, der er bygget på sand og klippegrund
blev holdt på et bjerg. For her var man tættere på
Gud i Himlen.
Ser vi historisk på det, så kunne man sige: i begyndelsen
var kirkehuset (religionens hus), siden kom børsen (penge-huset)
og sygehuset (sundhedsanstalten). Tre centrale institutioner i vort
samfund.
Kirken var det første og vigtigste hus. Det var fundamentet i
samfundet. Herfra hørtes Guds stemme: Gud der havde skabt verden
og universet. Rammerne for vores liv. Gud var den, der kunne skabe ud
af intet. Guds søn var den mand, der helbredte mennesket fra
sygdom og død. Guds søn var den, satte fjenden på
plads, der kom og viste ham en mønt og spurgte: hvad var vigtigst:
at betale skat til Gud eller kejseren. Og svaret var: giv kejseren,
hvad kejserens er og Gud, hvad Guds er.
Kirkehuset var klippen. Jesus var hovedhjørnestenen i huset.
Og så var der huse, der lagde sig forbindelse med kirken. Tæt
på, men på afstand. Med anden arkitektur. For her skulle
man noget andet.
Hospitalet kom til som sidegevinst til de første klostre: det
var en hellig pligt at tage sig af de syge og svagelige. På sjæl
og krop. Kirken har været med til at institutionalisere social-
og sundhedsvæsenet. Det har været afhængig af religionen.
Børsen blev en central bygning den dag, man opgav naturalieøkonomien
til fordel for pengeøkonomien. Ikke længere en gås
for en ko, men en mønt og et stykke værdipapir blev bytte-
og omvekslingsfod. Den dag kunne man også begynde at spekulere
i penge og værdi papirer.
Kirken, sygehuset og børsen. Tre vigtige samfundsinstitutioner.
De holdt virkeligheden i gang og på ret køl. Gav retning
og mål.
Men mennesket vidste i gamle dage, hvad der var vigtigst: først
Gud, dernæst bankmanden og lægen.
Kirkehuset var første- huset Det hus, hvis grundvold var Kristus.
Han var vejen og sandheden. Han gav retning og mål for det liv,
der skulle leves. I ham fandt man op og ned på livets indretning,
og der var ingen tvivl om, hvor man kunne finde opmuntring og trøst
og oplysning, hvis det vaklede for én uden for kirkehuset.
Naturligvis gik mennesket til bankmanden i andenomgang – der skulle
sørges for fremgang og velstand i hus og hjem. Og bankmanden
var en god mand at opsøge, for selvom penge ikke kan spises,
så kan de gemmes til dårlige tider.
Og blev man syg på sjæl og legeme, søgte man hospitalet.
Lægen kunne kurere, så mennesket blev i stand til at leve
et sundt og normalt liv.
I dag ser det nok anderledes ud. Kirkehuset er ikke første-huset
længere. Kirken er ikke kun klippegrunden i menneskers liv. Og
så lægger de to andre huse sig som hjælpere for dette
hus.
Nej, kirkehuset er blevet konkurrent for de andre to huse.
Og det var det som TV-avisen i sin reportage afslørede. Børsen
og sygehuset bliver omtalt som katedraler. Som hellige steder.
Fra børsen blev man via eksperten orienteret om, hvorledes mennesker
reagerede på de svingende aktiemarkeder efter 11.september. KFX-indexet
var som en roulette. Mennesker i dag forbandt udsvingene i penge- og
værdimarkedet som en usikkerhedsfaktor – kan vi overhovedet føle
os sikre på noget. Børsmanden med tlf.’en i den ene hånd
og øjet på skærmen, og den anden hånd i vejret
gør alt for at sikre os.
Børsen er en religionsanstalt, en kirke, der sørger for
menneskers sikkerhed: det mindste udsving på aktiemarkedet, og
det giver nervøse trækninger i hænderne, og vi griber
til pengepungen eller mobilen for at søge internettet, om det
skulle give udslag på ens konto – ens sikkerhed og garanti i verden.
Man ved på hvem man bygger, banken og al dets væsen? Økonomisk
sikkerhed og garanti.
Og debatten om sygehuse har efterhånden nået højder,
der er enhver religionsdebat værdig.
Sygeplejersken, lægen, hospitalsdirektøren står
for skud fra os brugere, som anlægger sager og kritik i et sprog,
hvor vi næsten opfatter sygehuset som livsforlængelsens
/ foryngelsens / udødelighedens hus – et hus, der ikke kun kan
forlænge vort liv, forskønne det, men også give os
næsten udødelighed.
Man ved på hvem man bygger, sygehuset og al dets væsen:
sundheden, veltilpasheden, skønheden og udødeligheden
.
Jamen, vil nogen sige: Er det ikke godt nok med de to huse: børsen
og sygehuset. De giver os økonomisk sikkerhed og udødelighed.
Er det ikke gode fundamenter? Og er det ikke det, vi ønsker for
vore børn, for os selv?
Og videre: Jamen, er kirkehuset her ikke også en form for forsikring,
en garanti mod usikkerheden? Mod uroen? Mod vilkårligheden? Og
er Jesus ikke én, der lover os udødelighed, det evige
liv?
For det første må man sige, at siden11. september 2001
– hvor World Trade Center blev terroriseret, et direkte angreb på
den amerikanske økonomi, så er vi vist alle i den vestlige
verden blevet klar over økonomiens og velfærdens skrøbelighed.
For det andet: Livsforlængelsen på krop og sjæl, som
sygehuset arbejder hårdt på, giver jo ingen garanti for
livskvaliteten på det åndelige plan. Men det kan man jo
debattere.
Men så er det da rigtigt, at kirkehuset holder fast i at ville
være fundament, klippegrunden i vort liv. Ja, hele vores gudstjeneste
i dag vidner om, at her tales om Gud, der vil være vores far,
Jesus som vil være vores bror, og helligånden vores ven.
Det er indholdet i vores kirkehus. Ånden og troen. Der tilbydes
et uroligt hjerte, det menneske der føler sig på usikker
grund, den sjæl, der har bange anelser om sig selv og sin fremtid.
Men har du og jeg en garanti for, om fundamentet holder? Om ånden
og troen fra dette hus holder, når jeg kommer hjem i mit eget
lille hus? Mit hus på jorden og på sletten?
Dertil er at sige, at der gives ikke anden garanti end vores erfaring.
Huset her stiller ingen garantier – det gør børshuset
og sygehuset jo mange gange – men ikke her. Kun din egen erfaring: det
vil vise sig.
Jamen er det nok for dit og mit liv: at det vil vise sig, om huset er
bygget på klippegrund eller sand?
Ja, der gives én ting mere. Jeg kan kun henvise til, hvad folkene
på Bjerget dengang de hørte Jesus fortælle om huset
på klippegrund eller sand, sagde, da de havde hørt fortællingen:
de blev slået af forundring over hans myndighed.
Hvori består hans myndighed? At det han sagde, det stod han ved
og levede efter. Det han sagde, det gjorde han også. Han sagde
ikke eet, og gjorde noget andet.
At tale med myndighed indebærer, at man selv lever det, som man
tror på..
Jesus lagde et fundament, en grundvold af tillid til livet og en kærlighed
til det. Hvad han blev udsat for, hvem han stod overfor: der var kærlighed
og tillid i hans sind. Det levede han på, det døde han
af. Det var den sikkerhed, han viste. Og den var meget usikker , for
den førte ham til døden. Og udødeligheden består
deri, at Gud lod det liv opstå, så vi kan få del i
det. Så det ka‘ blive vort hus‘ fundament, klippegrund.
Man kan bygge sit liv og sit hus derhjemme på ånden og
troen fra forskellige huse.
Men for mig er det uomgængeligt med den myndighed, den kraft,
der trænger sig på fra Jesu tro og ånd: hans kærlighed
og tillid.
Jeg har kun ordet om hans liv, jeg har set tre håndfulde vand
blive hældt over et barnehoved, og jeg kan spise et stykke brød
og drikke lidt vin. Så skrøbelige er sikkerheden i tegnene.
Det er ikke beviser.
Men jeg overgiver mig foreløbig til det som grundvolden – og
regner med at bankmanden og lægen sørger for, hvad der
ellers bliver fornødent. Amen.
Sognepræst Jørgen Demant
Hjortekærsvej 74
DK-45 88 40 Lyngby
Tel.: ++ 45 – 45 88 40 75
j.demant@wanadoo.dk
Deutsch 
English (UK) 
Português do Brasil 
Dansk 
Español