Matthæus 7,7-14

Store Bededag | 15.05.22 | Matthæus 7,7-14 | Af Rasmus H.C. Dreyer |

‘Korsets teologi er vores teologi’, siger Luther. Eller på det sprog, han skrev det på, nemlig latin: ”CRUX sola est nostra theologia”. Mange teologer vil kende dette citat. Færre kirkegængere. Jeg kan fortælle jer, at Luther skriver ordet kors med stort: KORS. CRUX. Ligesom han skrev Gud med store bogstaver, eller som vi gjorde i den gamle bibeloversættelse, hvor Herren også blev skrevet ud med store bogstaver hele vejen igennem.

Luther-citatet stammer fra Luthers forelæsninger over Salmernes Bog fra 1519-1521. Heri findes endog et endnu bedre citat, at ’korset er altings prøve’. Disse centrale og afgørende Luther-formuleringer fremkom også lige efter det skrift, hvor Luther mest berømt formulerede sin såkaldte korsteologi. Det gjorde han i de såkaldte Heidelberg-teser fra en akademisk forhandling ved universitetet i selvsamme by i 1518. Jeg vil i dag prædike med udgangspunkt i disse teser, ikke mindst fordi jeg ud fra et lille tekststykke i disse teser kom til at tænke på dagens evangelium. Jesus taler i dag om, at vi skal banke på Guds dør. En formulering, der også i århundreder indgik i den danske kirkes dåbsritual – den såkaldte bede-banke-bøn, som kom ind i den danske liturgi fra Luther af. Det er ikke med i det nuværende ritual – men indimellem har jeg dog brugt ritualet for voksendåb, der er ældre og stadig gyldigt. Her beder vi med ord fra dagens evangelium: ”Vi råber til dig over denne din tjener – eller tjenerinde – som beder om din dåbs gave og i genfødelsens bad begærer din evige nåde: Herre, tag imod ham – eller hende – og, som din enbårne søn har sagt: ’Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for’” osv. Dåben er den dør, der åbner ind til Gud og samfund med ham. Det er en stærk bøn, og det er værd at efterspørge, at den måske kan komme med ind i det almindelige dåbsritual igen. Biskopperne har, som det vil være nogen bekendt, i alle tilfælde planer om, at en dåbskommission snart skal arbejde med kirkens dåbsritualer.

Nå, men tilbage til Luther. For i Heidelberg-teserne skriver Luther et sted under henvisning til sidste søndags prædiketekst om Fillip, der gerne vil se Gud – men bliver vist hen til at se Gud i Kristus. Det får Luther til at sige, at ”det er således i den korsfæstede Kristus, den sande teologi og erkendelse findes”. ”Kristus er døren”, slutter Luther sin forklaring på det stykke. Det er Kristus, der er døren – og en dør er kun til for at blive gået ind ad. Kristus er dør og vej på en og samme gang. Luther siger i en af sine teser, at ”navn af teolog fortjener den, som forstår Guds synlige og udadvendte væsen ad den vej, at han får indsigt deri gennem lidelse og kors”. Med andre ord, kan vi ikke se Gud, vi kan hverken gribe om hans herlighed, eje hans majestæt eller se ham ansigt-til-ansigt. Eller jo, kun i gennem hans modsætning: Kristus på korset. Gud dyrkes på den rette måde, mener Luther, når vi ser ham, ”som han er skjult i sine lidelser”. Det virker bagvendt. Og det er i alle tilfælde paradoksalt. Det indrømmer Luther også åbent og ærligt. Luther viser videre til endnu en bibeltekst, nemlig 1. Korintherbrev kapitel 1 og Paulus’ modstilling af verdens visdom og prædikenens dårskab (1 Kor 1,21). Anderledes sagt: Det virker bagvendt, ja, dumt, at selveste Gud skal kendes via den fornedrede og lidende Kristus på korset. At korset er vores sande erkendelse om Gud.

I en senere tese fra Heidelberg går Luther direkte imod dem, han kalder for herlighedsteologer. Det er hans samtids lærde og skolastiske teologer. Men det er også mere end det: Det er også os. Vi, der vil gribe Gud, nærme os ham gennem vores egne præstationer, eller ikke vil se, at lidelsen, det dybe mørke, døden og intetheden, er der, hvor Gud er og der, hvor Gud kan rejse os op igen. Luther siger: ”Herlighedsteologen kalder dét, som er ondt, godt og dét, som er godt, ondt. Korsteologen kalder tingene ved deres rette navn”. Herlighedsteologen foretrækker alt det, der er omvendt det egentlige: Han foretrækker gerninger, fremgang osv. frem for lidelser, nedgang, kors og undergang, som der hvor Gud kommer os nær.

Det lyder dystert. Og Luther mener ligefrem, at vi skal helt ned i mørket, helt ned i en tilintetgørelse af os selv, før vi kan blive rejst op igen. Igen er det korset, der er på færde. Vi skal dø og opstå også nu og her. Ligesom Kristi kors er død, men også opstandelse.

Når Kristus siger, at mennesket skal fødes på ny (Joh 3), må mennesket først dø og så ophøjes med Kristus. Det kan vi også med et teologisk ord kalde for kenosis. Selvudtømning og tilintetgørelse af mennesket – det er Guds fremmede og for os skjulte og ukendte værk i tilværelsen, men det er samtidig en vejbereder for nåden. Korsteologien, hvor vi fældes af os selv, hvor vi smerter og vånder os over, at vi ikke selv kan præstere os frem til lykke og tilfredshed; hvem bliver nogensinde tilfreds med sit liv. Nej, ingen kan præstere det perfekte, men i Kristus kan vi, er er ufuldkomne blive fuldkomne. Korset er er således ikke slutningen på en proces – at vi også engang skal dø og opstå. Det er heller ikke en art erkendelsesprincip, at vi kun kender Gud gennem hvordan han fremtrådte historisk i verden og døde på et kors. Nej, korset er udgangspunktet for os som kristne – dér, hvor Gud begynder sit egentlige værk med os. Og Guds egentlige værk – hvad Gud vil os – er at række sin nåde. Først må vi vende vrangen ud, og det skal vi nok opleve igennem et liv – bagefter kan vi så iklæde os tøjet på den rette måde. Sådan elsker Gud os, der er uelskelige. Ikke i vores egne øjne, men i Guds øjne, fordi vi tror, vi kan klare os selv. Men her kommer vi altid til kort. Eller til kors, frises jeg til at sige. Luther er befriende ærlig: ”Loven (altså, hvad vi bør gøre ifølge Gud) siger: Gør denne gerning! – og den bliver aldrig gjort. Nåden siger: Tro på denne person! – og straks er alting gjort”.

Men okay – hvad er så tro? Er det i vores autencitetskrævende samtid ikke også noget, der er en præstation. ’Ægte tro’ kan vi nogle gange tale om. Eller konfirmanderne taler om en ’100 procent-tro’. Nej, tro er ikke en præstation. Ifølge Luther er troen også rakt os af Gud. Det er, at Kristus ”er i os ved troen, ja, er ét med os”. I gennem korset, ved troen, er Kristus i os. Kristus tager del i os, og vi tager del i Kristus. Er i en union med Kristus i troen. Så er vi både intet og alt, både synder og retfærdig, dødelig og udødelig. Det er som med dåben og nadveren. Vi ser ét, men hører noget andet. Vi hører, at Kristus døber, vi hører, at Kristus er i brødet og vinen. Sådan er Kristus også i os i troen. For også Kristus har været, og er som os. Han er endda død som os. Derfor er korset døren, hvorigennem vi går ind til fællesskab med ham i hans opstandelse. Der er måske få, som finder den dør – eller port, som Jesus taler om senere i dagens evangelium. Ikke fordi, der er få, der skal blive frelst. Men fordi der er svært at begribe, at vejen til Gud går gennem det mest modsætningsfulde til Gud selv: Et torturinstrument, hvorpå Gud dør med og som os. Men ikke for at dø – for at vi også skal leve.

Jeg skal slutte. Og forlad mig min synd, hvis det blev for akademisk. Jeg ved, at det fremførte kan være et kors for tanken alt sammen. Men hør så Luthers sidste artikel fra Heidelberg. Den handler om Guds kærlighed. Igennem denne sidste artikel, skal alle hans øvrige 27 artikler fra Heidelberg selvfølgelig begribes.

Den sidste artikel rummer en paradoksal modsætning: Guds kærlighed kontra menneskets kærlighed: ”Guds kærlighed finder ikke men, skaber dét, den elsker. Menneskets kærlighed bliver til ved dét, den elsker” Den menneskelige kærlighed, forklarer Luther, er en bundet kærlighed, fordi dens årsag er dens genstand: en, der elsker en anden, elsker den anden på grund af den andens værdi. Over for denne menneskets kærlighed, der i virkeligheden søger sit eget, når den søger kærlighed, står Guds kærlighed. Guds kærlighed er ikke er afhængig af dens genstands værdi. Ergo elsker Gud ikke mennesker, fordi de gør godt imod ham; tværtimod elsker Gud det uelskelige. Det er os. Os, der ærligt talt er svage. Sådan er det i livet, vi kan ligeså godt sige det, selvom vi gerne vil vise vores stærke sider frem – også over for Gud. Vi er svage, men Gud vil elske os, der er svære at elske og gøre os stærke. Sådan giver Gud fra sig, er gunstig, god og giver os en gave – hans kærlighed er ydende. Det er en omvendt forståelse af, hvad vi som mennesker gør. Derfor er det et kors for os. Men gennem korset bankes der på, lukkes der op – og får vi del og fællesskab med Gud. Amen.

___

Phd. Rasmus H.C. Dreyer

DK – 4180 Sorø, Elmevej 6

E-mail: rhd(at)teol.ku.dk