Nikodemus’ spørgsmål – og…

Nikodemus’ spørgsmål – og Jesu svar | Trinitatis | Johannes 3,1-15 | Af Preben Kræn Christensen |

Det er trinitatis søndag! Endelig …. det betyder, at det er blevet hverdag efter et hav af højtider. Den sidste i denne række har været pinsen. Og udover at vi har drukket øl, spist fisk sammen med familien og vennerne og forhåbentlig har set pinsesolen danse, så er det den højtid, hvis betydning er at bekræfte, at vi er Guds elskede. Den højtid, der lægger ansvaret for verden og os selv og hinanden i vores hænder. Den højtid, som forsikrer os om, at Guds ånd er med os til hjælp og støtte, hvis modet skulle svigte, nu og hver gang vi går fra den høje tid ud i den flade tid – fra festen ud i hverdagen.

Nu skal vi prøve på egen krop, hvordan livet på jorden kan forme sig i lyset fra himlen, som slår ned i dag og til enhver tid … ethvert øjeblik!

Så snart man er blevet tør bag ørerne, så ved man, at intet kommer af intet. Kun vrangvillige snakker udenom og siger, at det er tilfældet eller udviklingen, når de ser det, som er udgået fra Gud. Men vi kæmper med tanken – udfordres konstant. Rummet, stjernerne, solen og månen, jorden som vi lever på – hvordan begyndte det? Er det Gud, der skaber, eller er det det store brag, som har sat det hele i gang?  Og begynder man at spekulere over dette, da kan der ske det forunderlige, at i samme øjeblik man har begyndt sine spekulationer og det for alvor roder og regerer inde i hovedet på én, så slår ens tanker ikke til. ”Hvis de vil vide mere” hedder et kendt slogan for en landsdækkende avis – og det er nøjagtig, hvad vi vil: vide mere og mere …  Uanset hvor meget viden vi skraber til os, så vil vi dog altid gerne vide mere – vores søgen hører dermed aldrig op. Dette er muren – den usynlige mur – som man hverken kan kravle over eller gå omkring, men som vi hele tiden render panden imod.

Min erfaring er, at mange tænker så meget over tilværelsen og livet, at livet falder fra hinanden – tanken kan køre et menneske i bund, så det synker i knæ – kender I ikke det med at man hører en sygehistorie og straks begynder man selv at fornemme noget tilsvarende?! Psyken/sjælen kan ikke holde til det. Pludselig smider man bare håndklædet i ringen – giver op – giver fortabt – og hvis ikke man er helt under gulvbrædderne og kan slæbe sig over i ringhjørnet, må man jo håbe på, at der er nogen, der kan hjælpe en på fødderne igen.

Dette vidste natteluskeren Nikodemus. Nikodemus er i knæ, og hvor de fleste af os sikkert ville have gået til lægen og få udskrevet noget, der kunne kvikke os op, ja så går Nikodemus til vor Herre. Han har indset, at han selv er for dårlig udrustet til at finde ud af, hvad det her liv går ud på. Og da åbner der sig pludselig en mulighed for ham, dengang Jesus besøger byen.

Har man prøvet at køre ind i livets rundkørsel uden at ens indre gps kan sige hvornår man skal svinge fra, så er det man bliver frustreret og skælder gps’en ud. Nikodemus vælger ikke at give op, men han dukker op med alle sine spørgsmål – alle dem han ikke selv kunne svare på og alle dem som ingen andre kunne besvare for ham. Ham, der er kommet fra Gud, må da kunne besvare nogle af dem – ellers forstår han slet ingenting længere.

Og der er ingen tvivl om, at de har talt sammen den ganske nat, inden han atter får retning på sit liv. De har talt om Skaberen, som ham der skabte lys – de har talt om ham der satte universet i gang – om ham der sendte Adam og Eva ud af paradiset – om ham der vendte tilbage og ville have noget med os at gøre, så at vi ikke skulle fortvivle, men altid kunne vende blikket mod himlen og se og høre, at Nicodemus og vi ikke er alene.

Han fortalte om det første menneske, som var skabt så det lignede Gud – der var både en kvinde og en mand – så det kunne blive til kærlighed. Så ansigt kunne mødes med ansigt – mund med mund – børn blive til og vokse og fortsætte, hvor vi må give op.

En dag skal vi ikke være her mere, men livet fortsætter hernede gennem vores børn og børnebørn, som fortsætter livet med at give af kærlighed og modtage kærlighed. Og livet fortsætter også på den side, om jeg så må sige.

Forstår du det? forstår I det? Nej, i bund og grund er det umuligt for vores forstand at få ind. Vi vil allerhelst have regler, retningslinjer, styring – vi vil allerhelst beskæftige os med logikkens verden. Dér har vi nemlig mulighed for at have styr på tingene – der kan vi overskue det – dér har vi magten! Men Gud får vi aldrig i vores hånd – Gud får vi aldrig magten over for ”vinden blæser, hvor hen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke hvor den kommer fra”.

Og så får vi at vide, at den, der er født på ny, kan se Guds rige – dvs. forstår alt dette. Vi kan ikke selv åbne for herlighederne, om jeg så må sige. Dertil har vi brug for hjælp.

At være født af vand og ånd, betyder at give slip på sig selv – og lade Gud komme til. Dermed ikke være sagt at man så slipper lettere om ved livet – eller at livet bliver en lang vandring på den side af gaden, hvor solen altid skinner. Eller at man aldrig kommer i knæ her i livet.

Men at tage imod gaven – at tage imod livet – at tage imod Guds rige – betyder, at, at man tror på, at Guds riget er blevet én givet en gang for alle. Dengang du blev døbt. Dermed følger troen på, at Gud er hos os – også under modgang. (ensomme, glemte, forladte…)

Dåben er altså stedet, hvor den nye skabelse finder sted. Efter at have forladt det lille vand i moders mave skal vi atter fødes. Vi må atter møde vandet – og i samme øjeblik det sker, har Gud indgået sin pagt med det lille barn – med dig – med mennesket. hans tro på dig, hans håb for dig og hans kærlighed til dig åbner Guds rige. Og vi kan hverken se det, føle det eller mærke det. Men vi kan tro på det, når han taler til os – forstå det kommer vi i hvert til fald aldrig nogensinde til.

Når vi sidder en aften og mørket har sænket sig og spekulerer over meningen med det hele, drukket et glas rødvin, vendt skråen i munden endnu en gang, og man er ved at gå til grunde i ensomheden og forladtheden og fortvivlelsen, da kan det gavne at huske på de ord, der blev sagt ved dåben: den almægtige Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som nu har genfødt dig ved vand og Helligånden. De ord understreger nemlig, at du er blevet født af vand og ånd – at du allerede har del i Guds rige. Gud er steget ned fra himlen for at fortælle os dette – og han er efter sin jordiske død steget op igen. For vores skyld – For Guds kærlighed kan ikke gøres kold! End ikke al menneskelig forstand kan ikke lægge den øde.

Guds kærlighed betyder, at der er mere i livet og at sige om livet end fodbold og rejser, end arbejde og blindt forbrug – der er mere end dig selv – der er også Ham der lader vinden blæse og lader den suse hvor hen han vil.

Således gik Nikodemus ikke fra vor Herre med uforrettet sag. Han fik svar – svaret på hvad Gud betyder. Han fik at vide, at han er den for hvem alt er muligt. Han oprejste Menneskesønnen, for at vi skal have evigt liv i ham. Han slipper dig aldrig – han forlader dig aldrig – i livet er han hos dig – i døden sprænger han lænkerne og tager dig til sig – du er ikke intet, du er noget, når du er elsket af mig, sådan taler han til den, der er født af vand og ånd.

Født på ny betyder, at Guds er gerningen. Både når vi lever og dør. Og Kristus sidder nu efter Nicodemus er gået hjem – med ro i sindet – ved Guds højre hånd. Han er oprejst fra de døde. Han ser alt, men han dømmer med mildhed, godhed, barmhjertighed, kærlighed – det er det man plejer at kalde for Guds nåde. Forstår du det? Hvis du ligner mig bare en lille smule gør du ikke, men det er også ok, for det skal tros!

Amen!

—

Provst Preben Kræn Christensen
DK-6710 Esbjerg V

E-Mail: pkch(at)km.dk