Nytårsdag | Matthæus 5,65-13

Nytårsdag | Matthæus 5,65-13 | Af Anders Kjærsig |

Et guddommeligt inferno

Indtil mit 15 år blev nytårsaften fejret hjemme på Sønderhvedegård. Det var i 60’ erne, og på det tidspunkt var bedstemors gård én af de indremissionske højborge i Kibæk. Gården blev passer af to ugifte sønner med farmor i spidsen. Der var både grise, høns, køer, kalve, duer og lam. Der var også en hest, den hed Ezekiel efter den gammeltestamentlige profet, der var kaldet af Gud til at forkynde for folket.

Det nærmeste Ezekiel kom et ”kald” var at spise. Han åd som en flodhest, og vi børn elskede at fodre ham. Gården var firelænget med en stor brobelagt gårdsplads. I midten af gårdspladsen var der en brønd. Her stod Ezekiel og drak vand. Men ikke den aften. Når det blev nytår, så pakkede farmor bogstaveligt talt alle dyrene ind i halm, så de kom helskindet ind i det nye år. De skulle også mærke, at der blev kælet for dem, lige som der blev kælet for alle os andre.

Vi ankom ca. 17:30. Alle fætre og kusiner var der, ca. 25 i alt plus de voksne. Nu skulle der være fest. Vi børn var fuldstændig gearet op. Vi udvekslede nytårskrudt, lagde planer om, hvordan vi kunne forskrække de voksne, bandt små kinesere på stearinlysenes væger, så de sprang i tusinde stumper, når de blev antændt.

Senere på aftenen ville vi gå over til naboen og hejse hans trillebøre op i flagstangen. Det gjorde vi hvert år. Gårdmand Jensen havde derfor taget højde for det og anbragt børen, så den var let tilgængelig. Ved indirekte at give os lov, tilfredsstillede han vores trang til frækhed, så vi ikke hittede på det, der var værre. Jensen var en god pædagog: alt er tilladt, men ikke alt er gavnligt.

Middagen bestod af suppe med kød og melboller lavet fra bunden af og af Klara, farmors køkkenpige gennem 45 år. Klara vejede over hundrede kilo og var ikke særlig høj. Når hun stod ved den store sorte gryde iført et blåt forklæde med opsmøgede ærmer og skæl i det gråsprængte hår, mindede hun mig om Madam Mim, den gamle heks, der brygger suppe af flagermusvinger og uglegylp. For mig var Klara en blanding af fantasi og virkelighed. Hendes suppe smagte vidunderligt, men hvad der gav smagen, ved jeg lykkeligvis intet om. Suppen blev skyllet ned med citronvand, for man måtte ikke drikke vin og øl.

Alkohol, spil og dans fandtes ikke på Sønderhvedegård. Afholdenhed var en dyd, og dydens smalle vej skulle man ikke forlade. Gjorde man det alligevel, fik man ikke utak, bedstemor begyndte blot at græde og bede for en. Hvem kunne klare det syn? Så hellere dyden.

Der var ikke plads til alle i stuen, så bordene var sat op i forlængelse af hinanden og løb som labyrinter rund om i de tilstødende lokaler. Man skålede i sodavand, alt imens man slubrede suppen i sig, så kinderne og mundvigerne lyste af fedtperler og melbollestumper. På trods af afholdenhed var stemningen høj. Ingen kunne få et ord indført. Alle råbte i munden på hinanden. Sommetider kunne man fra et af rummende høre to der diskuterede fra hver sit rum, så samtalen fløj rund i lokalerne. Det skete, at en af de mere højrøstede fik en serpentin galt i halsen. Men det var ingen hindring, den faldt ned i maven til suppen, mens ordene forsatte i en lind strøm ud af munden. Man skulle også passe på, at man ikke blev ramt af en bordbombe. Luften var tyk af konfetti. I det hele taget var middagen én stor ravnerock. Ikke engang det engelske parlament kunne følge med. Havde myndighederne målt støjsekvensen, så var festen blevet lukket. Det var som et måltid i Guds rige – og for fulde gardiner.

Allerede klokken 8 om aftenen var gårdspladsen oplyst af nytårskrudt; og resten af aftenen helt til midnat lå den badet i lys. Det lignede scenen fra Johannes Åbenbaring, hvor det ny Jerusalem kommer ned fra himlen i røg og damp. Alle var helt oppe at køre.

Ovre i det ene hjørne stod Peter. Han havde bundet raketter sammen, så de fløj i hver sin retning. De nærmeste kastede sig ned på jorden for ikke at blive ramt. I det andet hjørne stod Thomas. Han havde hugget én af de voksnes store kinesere og anbragt den i udstødningsrøret på farmors knallert med det resultat, at røret kom til at ligne en udbasuneret basun. Farmor grinte blot og mente, at da udstødningsrøret havde forvandlet sig til en basun, så kunne hun jo lovprise Gud, mens hun kørte. Proportional med den moral, der var for spil, druk og dans, var der den amoral med hvilket, man håndterede nytårskrudt. Her var der ingen grænser. Det gjaldt også for ulovlige knallerter og biler.

Ved midnatstid samledes alle ude på midten af gårdspladsen rundt om brønden. Man kunne knap nok trække vejret i al den røg. Her fik alle de voksne et lille glas portvin. Den eneste flaske, der var i huset, og som kun kom frem denne aften, var gemt oppe på loftet, et sted som kun farmor kendte. Højtideligt skålede vi med hinanden. Farmor læste op fra bibelen, hvorefter vi alle fadervor.

Det var både stemningsfyldt og morsomt, specielt fordi farmors fadervor var dobbelt så lang, end den vi andre anvendte. Lige inden amen, begyndte farmor nemlig at nævne alle de, som Gud skulle ”beskærme”. Og der var mange: Hele familien, naboerne, indremission, kartoffellavets bestyrelse – alle med navns nævnelse. Farmor sagde bl.a.:

”Kære Gud vil du beskærme onkel Hans og moster Dagny, morbror Sigurd og tante Inge og Aase og Ezekiel, altså hesten, og anden Didrik og alle ællingerne – giv dem i dag deres daglige brød.” Og hun fortsatte: ”Thomas, Peter, Lorenz og Jens – led jer ikke i fristelse” – med en ekstra formaning til Jens, den frækkert. Og endelig: ”Jytte og Klara og Gerda, fri dem fra det onde – måske lige på nær Jytte…”.

Til slut sang vi ”Vær velkommen, Herrens år”. Da vi var færdige, dansede vi alle i én lang kæde, hånd i hånd, rundt om brønden, ind i huset, rundt om juletræet, der stod i én af stuerne, og ud ad den anden dør til gårdspladsen og tilbage til brønden. Én lang kæde af børn og voksne, jublende og glade. Da dansen var færdig, ønskede vi hinanden et rigtigt godt nytår. Vi børn blev stuvet ind i bilen, og hjemad det gik.

Fra jeg blev 15 år holdt jeg aldrig mere nytårsaften på Sønderhvedegård. Spil, druk og dans var så småt begyndt at vække min nysgerrighed. Mine forældre lærte mig at omgås det med en vis måde, men de ville ikke have, at jeg eksperimenterede med nytårskrudt eller kørte på en ulovlig knallert. Min barndom var åbenbart forbi. Nytår blev aldrig rigtig den samme mere. Senere bællede vi en masse vin den aften, men entusiasmen var ikke voksende. Vi prøvede også med champagne, men det hjalp ikke. I dag findes Sønderhvedegård ikke mere. Min farmor er død for mange år siden. Hvordan mon mine egne børn vil opleve deres nytårsaften, når de engang skal fortælle om den? Skal de have en hest, skal den så hedde Ezekiel?

Amen.

—

Sognepræst Anders Kjærsig

5881 Skårup Fyn

Email: ankj(at)km.dk