Om at være rig hos Gud

Første søndag efter trinitatis – 14.6.2020 | Lukas 12, 13-21 | Rasmus Nøjgaard |

Salmer:

752 Morgenstund har guld i mund

435 Aleneste Gud i himmerig

292 Kærligheds og sandheds ånd

321 O, kristelighed

726 Gak ud min sjæl

Det er let for en rig og lykkelig at sige, at lykken ikke afhænger af velstand, når man alligevel ikke kan tage sin velstand med sig i døden, og når vi alle alligevel er lige fattige i graven. Det forholder sig unægtelig anderledes for den der vitterligt er fattig og lidende, og hvis egentlige eksistens er truet. Jesu instruktion til sine disciple handler ikke om en sådan letkøbt borgerlig moralisering over penges fordærv: Det er heller ikke en banalisering af lidelse og afsavn og en romantisk idyllisering af fattigdom. Det handler snarere om Guds væsen. Broderen og den rige bonde er et modbillede på den barmhjertighed, som Jesus udfolder. De to historier er Jesu anden samling af instrukser til sine disciple, og som læsere og tilhørere i vore kristne menigheder henvender de sig også til os. Lad os derfor med det samme få på plads, at Jesus ikke er særligt interesseret i penge, mens evangelisten Lukas synes at kredse mere om penge end de øvrige evangelister, han kan ikke rigtig slippe tanken om, at det er lettere for en kamel at kommen gennem et nåleøje, end for en rig at komme gennem himmerigsporten.

Lukas er på afveje. Fortællingerne sigter altid på at beskrive menneskets forhold til Gud og afledt heraf dets forhold til næsten. Når Jesus overhovedet bruger penge og økonomi som et tema, sigter han til gudsforholdet. Den fattige enke giver alt hun har, og giver det dermed tilbage til sin skaber, mens den unge rigmand på Jesu opfordring skal give hele sin formue bort til de fattige for at svare Guds kald og komme i himmerige, men han kan ikke, han er for velhavende til at opgive alt sit eget, han vælger at beholde det, der i virkeligheden tilhører Gud, for sig selv. Fortabelsen og frelsen i disse historier handler altid om at anerkende, at vi skylder Gud alt, og derfor aldrig selv har råderet over det, vi har. Den rigdom og de talenter vi har, er i den forstand Guds virkemidler, og vi skal bedømmes på, hvordan vi forvalter dem.

Denne guddommelige økonomi er også på spil i de to fortællinger om broderen, der vil have Jesus til at skifte arven mellem brødrene, og den rige bonde, der rammes af det velkendte ordsprog: Den der gemmer til natten, gemmer til katten.

I den første fortælling nægter Jesus at skifte mellem brødrene. Jesus tilføjer, at han ikke vil dømme mellem dem. Fortællingen om den rige bonde, skal forklare hvorfor ikke. Her konkluderer Jesus, at det ikke handler om jordisk rigdom og anseelse, men om rigdom over for Gud. Jesus afviser det gammeltestamentlige leveord: Spis, drik og vær glad, for du kender ikke dagen i morgen, for det rette gudsforhold handler ikke om selvtilfredsstillelse, men om at give sig hen for den anden. Her er med andre ord ikke tale om en jordisk økonomi, men en guddommelig. En guddommelig økonomi som vel at mærke skal være menneskers leveregel.

Begge historier handler om at stå i det rette forhold til Gud. Jesus vil ikke dømme mellem mennesker, den pligt er tilsyneladende overdraget mennesker selv. Det svarer til den virkelighed, vi kender, og kalder på et ideal om, hvordan vi så kan dømme bedst muligt, Gud til ære. Altid i skyldig vished om at vi ikke selv ejer verdens rigdomme og selv sidder inde med sandheden, begge dele er skjult for os, ejerskabet er Guds, ikke vores eget, sandheden kender kun Gud, vi er kun hans rigdoms forvaltere.

Den underlæggende tråd i Jesu discipel-instruktioner er, at han maner til ydmyghed. Jesus har netop advaret disciplene om at være ligeså hykleriske som farisæerne, der tror de kan udlede sandheden om Gud ud fra loven. Her er Lukasevangeliet på linje med Paulus, når han opretholder loven en nødvendighed for at afsløre synden. Det kalder på ydmyghed at ville forvalte Guds økonomi.

Den rige bonde mister sit liv, lige som han skal til at nyde det. Det er en grusom historie, som jeg tænker var ligeså almindelig og velkendt dengang som i dag. Vi kender alle flere end en, der har knoklet hele sit liv, men falder død om, ligesom han skulle til at nyde sit otium. Forestillingen om et otium hvor man trækker sig tilbage fra arbejde og offentlige forpligtelser for at nyde livet, er et velkendt græsk-romersk ideal. Den rige mand mister livet, og på græsk får vi en bedre forståelse af, hvad det at ’miste livet’ betyder. Det græske ord for ’liv’ er her ’psyke’, som kan betyde det ’åndelige liv’ eller måske ligefrem ’det fælles liv’. Liv er ikke alene en evne til at trække vejret, men forudsætter at man forbinder sig med hinanden, skaber en fælles sjæl og åndelighed, bruger sig selv og sine talenter til at skabe et fysisk og åndeligt fællesskab. Måske ligger der i Jesu billede om bondens død, at han gennem hele sin tilværelse slet ikke har levet, eller endnu mere grumt at han har levet som en levende død. Det kaster også lys over andre nytestamentlige billeder som den kristne dåbs genfødsel til et nyt liv i Jesus Kristus. Et liv der ikke alene skal bruges til at blive rig og vinde verdslig anseelse, men som allerede er kendt retfærdigt og har vundet sin anerkendelse over for Gud, og som derfor kan bruge sit liv på at fremme fællesskabet i stedet for selvoptaget at jage vinden. Det er et budskab om at leve i ydmyghed overfor Guds ejerskab, og i lydhørhed overfor at Jesus henviser os til at være ødsle med vore rigdomme til gavn for fællesskabet.

Evangeliet består således af to skyggetekster, som hver især henter sin egentlige betydning i sin modsætning. Broderen der vil have sin arv udbetalt med det samme, henter sin betydning i at Guds retfærdighed har som forudsætning at alt tilhører Gud selv. Broderens økonomiske og ejendomsmæssige arveret er i det perspektiv suspenderet. Den rige bonde troede hans lykke var af økonomisk og verdslig karakter, mens den i virkeligheden var relationel og afgjort af hans egen barmhjertighed og gavmildhed over for sine medmennesker.

Hvordan denne belæring skal sige noget om treenigheden her på første søndag efter trinitatis, er måske ikke helt oplagt. På den anden side udtrykker den måske meget godt en forståelse af, hvordan far, søn og ånd kan folde sig ud i en enkel og praktisk teologi. Som mennesker ved vi, at vores tid er endelig, populært sagt har vi kun livet til låns. I sidste ende må vi give det tilbage til Gud, som i begyndelsen skabte det. Men mellem disse yderpunkter må vi søge en praktisk udfoldelse i lyset af det liv, som Guds søn har åbenbaret for os. Alene gennem sønnen, ærer vi faderen. Faderens kærlighed til sin søn, og sønnens kærlighed til mennesket, er det ideal vi må stræbe efter, vel vidende om at vi tilgives de fejl vi gør i forsøget. Modet til at turde får vi af faderens og sønnens kærlighed til os. Denne Helligånd giver os mod til ikke kun at leve for vores egen sikkerhed, men at bruge vores eget på at dele fælles live med hele sønnens og faderens skabelse.

Denne guddommelige gave, at vi i dåbens og nadverens fællesskab har del i den ånd som faderen og sønnen rækker os ud af et ønske om at dele fællesskab med os, det er troens sande mysterium. Et mysterium vi kun kan høre, når det fortælles os, og som vi kun ydmygt kan tage imod, når det rækkes os, og i sidste ende kun folde ud ved selv at række det videre, mens vi kan.

Sognepræst Rasmus Nøjgaard

DK-2100 København Ø

Email: rn(at)km.dk