1.Korinther 12,1-7; Lukas 19,41-48

10. søndag efter trinitatis | 13.08.23 | 1.Korinther 12,1-7; Lukas 19,41-48 | Af Rasmus Nøjgaard |

Hvad tjener til din fred?

Anden gang Jesus græder er hér på Oliebjerget, hvor Jesus sidder og ser ud over Jerusalem. Tårerne trænger sig på, fordi han elsker det han ser. Det er op mod påske, endnu inden det store drama, men skinsygen og magtbegæret har allerede drevet de ledende i templet til at lægge planer om at komme af med Jesus. De vil ikke dele byen og troen med andre. Jerusalem har stadig denne magt over folk, og Jesus budskab har endnu ikke forplantet sig til hans eget folk eller deres nabo:

Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred.

Det bringer tårerne frem. Det er hans eget folk, det er hans brødre og søstre. Det er menneskebørn, Guds skabninger.

Et gennemgående spor i Jesus’ taler er, at han foragter selvretfærdigheden. Især når den viser sig hos hans egne. Selvforherligelsen. Den foragter han. Ligesom den falske fromhed. Han kalder ligefrem selvtilfredsheden for ugudelig, når hans folk gør gudstjenesten til en metervare der kan købslås om. Alt hvad Jesus gør, handler om at bryde grænserne ned mellem kendt og fremmed. Alt det vi hænger ved af materielle, nationale, etniske og religiøse kendetræk hudfletter han som et djævelsk blændværk. Han spiser hos de syndige, han omgås letlevende kvinder, han gør den barmhjertige samaritaner og andre hedninge og vantro til forbilleder, gør ligesom dem!

Jerusalem og templet er selve billedet på Guds fællesskab, Guds hus, fredhelligt. Han ser ud over byen og sit folk, og så græder han. Hans brødre og søstre, hans disciple, alle de omvendte og troende, de ser ikke, at de er et hus i splid med sig selv.

’Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred.’

Jesus peger aldrig fingre ad nogen uden også at vende pegefingeren mod sig selv:

’Hvad tjener til din fred?’

Der er to afgørende temaer på spil: tjenesten og freden:

Først tjenesten: Du skal tjene. For tjeneren er større end herren. Herren kom selv til verden som en tjener, og for alle kristne er forestillingen om Gud dermed en gang for alle vendt på hovedet: Vi har ikke en stærk udadreagerende Gud, men en svag Gud. Vi har ikke en Gud der med vold og magt styrer verdens gang. Han har gjort sig svag for at sætte os fri. Vi kan ikke retfærdiggøre vores ret og privilegier som Guds vilje, for han har alene sat os fri til at tjene verden. Til gengæld er Gud med os uanset, hvad der sker. For den fromme er det en vederstyggelighed, at Gud også oprejser den faldne. Men er det omvendte ikke i virkeligheden værre? At der ingen barmhjertighed er for synderen, at den afvegne aldrig igen vil have en anledning til at vende om, og vende tilbage til fællesskabet og tjene det gode?

Du skal tjene. Ikke for at få igen, men fordi kærligheden ligger i at give. Gavmildhed er kærlighedens frugt.

Det andet tema er freden. For målet med tjenesten er fred:

Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred!

Det er den fred, som skænkes os i velsignelsen, og det sidste der lyder her i gudstjenesten, måske fordi freden er hele målet med at søge Gud: Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred! Kristus møder os med tilgivelse og opmuntring, også når vi mindst venter det, så vi selv kan finde fred og bringe fred til vores omverden.

Fred er det vi ønsker at vores børn må opleve. Fred ønsker vi de døende, og gravfred de døde. Fred giver vi hinanden. Ikke ved at lade hinanden være i fred, men ved at skænke hinanden frihed til at bidrage med hvert vores i fællesskabet og være til stede som den vi er uden forstillelse. Det er også viljen til at give andre rum og mulighed til at udfolde sig selv, og ikke lade egne idiosynkrasier begrænse andre. Fred er en detronisering af bekymringerne, og evnen til at lægge det fra sig som fodrer misinformation og løgnen. Det er for en stund at kunne leve som markens liljer og himlens fugle. Fred ser vi i det lille barns øjne. Den gave, der skænkes os når vi lever tillidsfuldt. Det handler om at turde overgive sig. Opgive sin sikkerhed. Lære at vove livet og leve uperfekt i Guds og menneskers nåde. Acceptere at vi i grunden kun har én opgave: At tjene næsten.

Det lyder banalt, og er det egentlig også. Men vi lægger forhindringer ud for hinanden, og hober begærligt betingelser op for os selv. Det er svært at nøjes, og det vi havde indrettet som et bedehus bliver til en røverkule. Det er så banalt, så simpelt, og tilsvarende så tragisk at vi barrikaderer os, alt imens synden belejrer os fra alle sider, trænger ind på os, overmander os og jævner alt med jorden. Vores tempel der er bygget af sten, skal falde, men det tempel der er rejst af ånd skal bestå.

’Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred’.

Den sætning mangler kun et ’amen’. Amen betyder ’sandelig, sådan vil Gud have det’. Guds ord er uransagelige. Gud vil os mere end vi aner, og hans ord rummer en visdom, vi ikke kan sige os selv. Alene vil vi kun os selv, i lyset af Kristus tjener vi freden.

Vidste blot også du på denne dag,

hvad der tjener til din fred.

Amen.

—

Sognepræst Rasmus Nøjgaard

DK-2100 København Ø

Email: rn(at)km.dk