15. søndag efter trinitatis

15. søndag efter trinitatis | 12.9.21 | Galaterbrevet 5,25-6,8; Matthæusevangeliet 6,24-34 | Af Christiane Gammeltoft-Hansen |

Forslag til salmer: 29 Spænd over os dit himmelsejl; 36 Befal du dine veje

Hver dag har sit håb

 En nyudnævnt præsident holdt sin første nytårstale for nationen. Talen indeholdt en vision for nationens opbygning. Visionen lød: ”Jesus, ikke Cæsar”.

Præsidenten var Vaclav Havel, og talen blev holdt kort efter fløjlsrevolutionen i det forhenværende Tjekkoslovakiet. Ordene var ikke nye. ”Jesus, ikke Cæsar”, sådan havde den første præsident i Tjekkoslovakiet også sagt. Hen over århundredet talte de to statsmand således med hinanden og genopvækkede efter årtier med et undertrykkende regime drømmen om at bygge et samfund på medmenneskelighedens og Åndens kraft.

Vaclav Havel beskrev i sin tale en magt, der er uden for mennesket selv, samtidig med at den virker ind i vores verden og ind i vores liv. En magt der er forbundet med realiteternes verden, samtidig med at den overstiger den og som ikke kun forbinder sig med det enkelte menneskes liv, men som virker ind på vores fælles liv.

En statsmand der taler om Ånd og vender sig mod den i sin samfundstænkning er usædvanligt. Engang spurgte man godt nok digterne med særligt åndeligt gehør til råds, også i samfundsspørgsmål. Men det ligger langt tilbage. De store ideologier tog i stedet ordet, ligesom økonomien fik mere og mere taletid. Gud eller mammon? I samfundsspørgsmål blev det det sidste, der fyldte – ikke en kærlighedstanke og et budskab om forsoning og barmhjertighed.

Måske er det også for svævende at tale om en fælles sandhed og en åndelig magt midt i verdens realiteter. Når så meget er i opbrud, og vi fornemmer, at det ikke længere er nok at tænke i gamle løsningsmodeller. Men Havel mente ikke, at Jesus måtte falde til fordel for Cæsar, når virkeligheden pressede sig på. Det var omvendt. Jesus meldte sig, da virkeligheden pressede sig på. Midt i en opbrudstid var det derfor denne overskud-magt Havel pegede på. På samme måde som der er brug for at pege på den i denne tid, hvor verden ikke er mindre i opbrud. De store fællesskaber er under pres, nogle trækker sig, andre bliver overladt til sig selv og det fælles ansvar kan være vanskeligt at gøre gældende.

Gud eller mammon, Jesus eller Cæsar? det vibrerer lige så intenst og alvorligt nu som dengang. Det er spørgsmålet om, hvilket liv vi ønsker os, og hvad vi orienterer og efter, hvilken målestok vi bruger i arbejdet for det fælles bedste.

Derfor er det også overraskende, ja provokerende at evangeliet følger op med endnu et udsagn, der umiddelbart kan synes at tage brodden af det første. ”Vær ikke bekymrede”, lyder det. Men hvordan det i en verden, hvor det brænder på og evakueringen fra brændpunktet er kaotisk og traumatisk? ”Vær ikke bekymret”, det kan man sige til den, der bekymrer sig for mere, end der er belæg for, som man kan sige det til den privilegerede, den raske og den der lever beskyttet og er sikret en seng og et måltid. Men sagt i en verden, hvor så mange har meget lidt grund under fødderne, vækker det modstand.

Tro kan være forbundet med ro. Ro til at falde på plads i sit liv, ro til at tænke dybere og længere og til bare at være. Men tro kan ikke blive til ro, hvis den er virkelighedsfornægtende og lukker sig om sig selv, ubekymret om hvordan det ellers går derude. ”Bær hinandens byrder”, siger Paulus derfor også i en forståelse af, at tro er forbundet med handling og en opmærksomhed på det fælles liv og den andens særlige vilkår og situation.

Vel har ingen lagt en dag til sit liv ved at bekymre sig. Men bekymringen kan dog være en anderkendelse af situationen her og nu. Det kan være en medmenneskelig tilkendegivelse af, at man ikke vil efterlade den anden alene med hans ellers hendes urolige tanker. På den måde kan bekymringen være med til at binde os sammen.

Når statsmænd hen over et århundrede taler om at bygge et samfund op på Jesus, ikke Cæsar, så er det ikke fordi, de ser ubekymret på verdens gang. Det er ikke de resignerede, indifferente, uengagerede der her taler. Det er mennesker, som vover at drømme og tænke stort om verdens gang.

Måske er det da også med handlingen som fortegn, at vi skal høre udsagnet om ikke at være bekymrede. At der er en frisættelse i handlingen, der virker tilbage på bekymringen. Den frisættelse der fx er i, ikke at ville overlade fremtiden til modstanderen. Handlingen i sig selv bærer på et håb, den kalder noget medmenneskeligt frem, det også selv om man ind imellem kan føle sig magtesløs.

Evangeliet er da heller ikke fortællingen om en ubekymret Gud. Det er derimod fortællingen om, hvordan Gud bekymrer sig for mennesket og dets verden og derfor sender sin søn i kampen for at det skal blive til liv for os. Og overalt hvor livet svinder, puster han ånde i det igen med handlinger, der tilkendegiver, at Gud og mennesker hører sammen. Sagt af den bekymrede, handlende Gud får udsagnet om ikke at bekymre sig med ét en anden klang. Det går fra at være en kold leveregel til at være et løfte og en kærlighedserklæring.

Vi er ikke kun et produkt af den ydre verden. Vi kan trække på kræfter fra et højere og dybere sted. Og det kan få statsmænd til at sige: Jesus, ikke Cæsar. Åndens kraft udelukker ikke bekymringen, kan det heller ikke, for det hører til kærlighedens væsen at bekymre sig for den anden. Men det kan sætte fri til at handle, fordi det vækker håbet om forandringens mulighed. Det er ikke hver dag har nok i sin plage, men derimod: hver dag har sit håb. Amen.

Sognepræst Christiane Gammeltoft-Hansen

DK-2000 Frederiksberg

E-mail: cgh(at)km.dk