17. søndag efter trinitatis

Markus 2, 14-22 |af Eva Tøjner Götke|

Salmer: 392, 450, 30; 728, 330, 752 v.4

 

 Imod den selvretfærdige religiøsitet, der tager ritualerne mere alvorligt end livet

Der var engang en mand, der efter en gudstjeneste spurgte mig – og sig selv – om, hvad der mon blev af sådan én som Levi.

Om, hvad der mon blev af alle de mennesker, som Jesus mødte på sin vej, og som slap, hvad de havde i hænderne, og fulgte ham.

Sådan som Levi.

Det spørgsmål kan jo ikke undgå også at handle om os selv og den måde vi selv giver vores tro form – eller rettere: lader vores dåb være et nyt liv.

Nyt i forhold til hvad?

Det må vi spørge os selv om: hvad er det, som vi gerne vil gøres fri i forhold til i vores liv? Fri af noget, som måske styrer vores liv, som vi ikke ønsker at lade det styre af.

Hvad kom det mon til at betyde for Levis liv, at han havde lagt hus til de her måltider med halv- og helkriminelle mennesker? Mennesker på kanten af samfundet, for ikke at sige: uden for det gode selskab af borgerlige normer og den religiøst foreskrevne livsstil. Det vi i dag ville kalde ’ordentlighed’.

Vendte han mon tilbage til sin toldbod og satte sig og talte penge igen, – de indkrævede skatter til romermagten?

Talte dem op på sin egen rituelle måde og lavede søjler af mønterne alt efter størrelse og værdi?

Sikke et syn! – passede på, at de ikke væltede.

En tilfredshed gav det – også at spille smart og – uden at nogen opdagede det – hvidvaske nogle af dem til sig selv – sådan som de var berygtede for, tolderne.

Eller – mon han tog Jesu mange bonmot’er bogstaveligt – ung vin på nye lædersække – dette radikale budskab. Tog han det til sig?

Måske gjorde det ham til en fanatiker? Der er noget voldsomt radikalt i Jesu ord, sådan som han taler her: ”de raske har ikke brug for læge, det har de syge.”

”Syr man en ny lap på en gammel klædning? Nej, nye lapper på nye lædersække.”

Fremad! En marche!

Eller – betød det møde dér ved toldboden med dette

lysende menneske, Jesus, der pludseligt- fra det ene øjeblik til det andet – stod dér og kaldte – med en stemme, der gik lige til hjertet, – at han blev kaldt op fra dét, der var ’undergangens grav’ for ham, for Levi – op af slam og dynd – trak ham ud af tomheden – og viste en ny vej?

En helt ny vej. En helt ny bevægelse.

En helt ny måde at leve med sin Gud på: at dele Gud med andre. Så simpelt. Uden at dømme andre, men dele Gud med andre. Sådan som Gud, ved Jesus Kristus, deler alt sit med mennesket.

Og måske lærte glæden ham ved alle disse måltider – med denne brogede forsamling – at det for os alle handler om at lægge hus til, – ikke kun til de særligt udvalgte – men til alle. At være rummelige.

At det handler om at dele sin rigdom med hinanden.

Ikke som en moralsk løftet pegefinger, som når indsamlingen går i gang efter en gudstjeneste – men noget som kommer af sig selv, glæden ved at give og dele med hinanden. Ikke for at få igen – men fordi…

ja, slet ikke noget fordi – men bare: fordi man ikke kan lade være?

Og det kan vi jo så godt alligevel, lade være.

Og derfor har vi nogle love og regler, der beskytter os selv og hinanden mod griskhed og egoisme.

Derfor har vi love og regler. Det var Jesu budskab ind i en tid, hvor lovene og reglerne var religiøst begrundede – som om de var for Guds skyld.

De er jo til for vores egen skyld. For at beskytte os selv og hinanden mod griskhed og egoisme og selvretfærdig religiøsitet.

 

Johannes’ disciple faster, det gør dine ikke? Hvad har du gang i?

Og Jesus svarer: Lad dem faste alt det de vil.

Det behøver ingen gøre – og slet ikke nu, hvor vi er sammen og skal feste og være glade.

Men en dag kan det måske gøre godt for jer at faste – for jeres egen skyld. Ikke for Guds.

Eller:

Loven siger, at vi skal holde hviledagen i hu, for den er hellig – og du løber rundt og helbreder syge i kirketiden?

De raske har ikke brug for læge. Det har de syge. Hold helligdag alt det, I vil. Det er godt for jer. Men døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes.

Og listen er lang.

For Jesus rev tæppet væk under den selvretfærdige religiøsitet, som tager sine ritualer og traditioner mere alvorligt end næstens tarv og livet selv.

Og det endte med et brud.

Måske var Levi med i den bevægelse, der brød med jødedommen og dannede sine egne menigheder – med Ham i centrum, der kommer med lyset og livet – som en stemme, der går lige til hjertet – og trækker os op fra undergangens grav og sætter vores fod på klippen, så vi står fast – får givet et grundlag, – noget, der holder og bærer i vores tilværelse – hvad der end sker.

Og måske fik også Levi lagt den nye sang i munden, en lovsang til vor Gud – som hjælper os med at stemme sindet og være åbne over for den kærlighed, der, på uforklarlig vis, får os til at glemme os selv og vores eget og vores småneurotiske daglige rutiner og ritualer – og gør os frie.

Og måske – forhåbentlig – betyder alt det her, at vi, hver i sær, bliver frie til give vores tro en form, der giver mening ind i vores liv, hver i sær, sådan som det ser ud nu – uden at dømme hinanden – ved bøn, ved sang, ved at tænde lys, måske gå en tur i skoven, – alt dette, hvad vi end gør – ikke for Guds skyld, men for vores egen –for at få givet anledninger til at få åbnet øjnene for alt det, der er at glæde sig over – alt, det vi får givet – nåden! En smuk morgen med dug på æblerne i græsset. En gudstjeneste her på en stille villavej, der lægger hus til et måltid, et fællesskab, en dåb – til tro og til håb. Amen.

 

Sognepræst Eva Tøjner Götke

DK-5230 Odense M

Email: etg(at)km.dk