2. søn. efter Hellig tre Ko.

Johannes 4, 5-30 | 2. søndag efter Hellig tre Konger 2021 | Af Anne-Marie Nybo Mehlsen |

Træt og tørstig Gud søger menneskelig nærhed, – her sidder han ved brønden og rækker ud til et medmenneske, til en kvinde, der sidst af alle regner med at blive anset for et menneske med noget at give. Hun forventer at blive skammet ud.

Lyt engang ind i deres samtale, Jesus starter:

• Giv mig noget at drikke! (basalt medmenneskeligt behov)
• Hvem er du, der regner mig for et medmenneske og beder mig om hjælp? (Hvad vil du med mig, mig er der er ingen, der regner med!)
• Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem jeg er, ville du bede mig om at give dig kildevand (Vi kunne bytte roller?)
• Ja, og i så fald har du jo brug for en spand – eller hvad? (jeg har faktisk mere end du, – jeg har nemlig spanden!)
• Det vand, jeg giver, slukker tørsten for altid og bliver til et kildevæld, der vælder med vand til evigt liv! (Der er noget, der er vigtigere end vand!)
• Ja tak, så slipper jeg for at komme her. (Det kan du sagtens sige, der ikke skal tage slæbet i det daglige! Jeg har hørt, du sagde ”Gud” og ”evigt liv”, men det her er den virkelige verden!)

Nu skifter samtalen spor, Jesus siger:

• Gå hen og kald på din mand! (Hvad nu, hvis jeg siger, at jeg har set dig?)
• Jeg har ingen mand! (Jeg kan godt selv, tak!)
• Det har du ret i, du har haft 5 og ham, du har nu, er ikke din mand. (Jeg har set dig, og jeg er her stadig)

Og nu taler de for alvor sammen, kvinden siger:

• Herre! Du ser og forstår mere end de fleste, så ved du også, at jeg har tænkt over det med Gud, og det, der skiller os som mennesker med forskellig tro. Er det her på bjerget eller er det i Jerusalem, Gud vil mødes? Hvad er det for noget med en Gud, der sætter skel og forlanger regler for at mødes?
• Nu er det dig, der griber til Skrift og regler, og så er det måske mere Jerusalem end her, men Gud er Ånd og mødes med mennesker, der ærligt kalder på ham. Jeg er i øvrigt da lige gået over de skel, du nu taler om?
• Ja, jeg ved godt, at Kristus kommer, – så ved vi besked om det med Gud. Jeg vil se det, før jeg tror det!
• Det er mig! Jeg er lige her!

I det bibelske univers møder mænd deres tilkommende ved brønden. Her er det Gud selv, der træt og tørstig må diskutere teologi med en kvinde, – der forhåbentligt kan multitaske og har sørget for at give ham vand, mens de taler.

I 2022 mødes vi stadig i køkkenet ved vandhanen af og til – selv efter adskillige års samliv bringes vi sammen af vandets nødvendighed.

Af og til mødes vi i samtale, men da sjældent så insisterende samtale om Gud.

Jesus insisterer på det menneskelige som fælles, han blotlægger sin tørst, sit behov for hjælp, beder om hendes medmenneskelighed. Han ender med at hævde deres fællesskab i ånden; deres fælles længsel efter evighed, hjemsted, forløsning.

Han sætter med sin krop og fysiske tørst en nærhed, der bryder murer ned, går over grænser og former lige ind i hjertet.

Hun derimod forskanser sig bag det materielle; det formelle, der skiller dem ad. Hun hævder en uovervindelig afstand.

Han kalder hende først medmenneske, hjælper.

Hun kalder ham jøde og mand.

Hvor mødes Gud og menneske i ånd og sandhed?

En kvinde mødte ham engang ved en brønd. Midt i sin hverdag. Midt i sit mørke – dannet af andres og efterhånden sin egen forkastelse af hendes menneskeværd. Hun gør sit bedste for at være undseelig, og går til brønden i middagsstunden, hvor ingen andre gør. Hun svarer den fremmede, så han ved, at hun forventer hans foragt og forkastelse.

Jesus taler til hendes længsel, til hendes sjæl. Han taler hjertesprog. Hjertesproget er det, der for alvor klæder os af for hinanden, førend den mindste tøjflig er løftet.

Samtalen på kanten af Jakobs brønd er kærlighedens samtale, sjælen dialog med Gud, der ser.

Vidste vi det allerede – eller anede vi det ikke? At der er så meget kærlighed, så megen nærhed og ærlig ømhed i at høre Guds ord? Vidste vi det måske engang, anede det – men glemte eller turde ikke tro?

Vejen tilbage til kilden, der vælder med vand til evigt liv, begynder i åbenhed: En lytten, en smule opmærksomhed

og en given afkald på facaderne, forsvarsværkerne, der med tiden gør det til instinkt at holde livet på arms afstand. Det er en dialog. Gud kalder – det er mig – du kan svare, komme tæt på – opgive distancen og som kvinden ved brønden lade alle våben falde.

Gud og menneske mødes – et kærlighedsmøde. De forvikles, ja, det er, som om de bytter plads! Og det er den store pointe. Gud blev menneske for at finde sted i vores hverdag – vores liv. Guds insisterer på forening udover regler og huse og helligsteder og alle salmebogens vers. Han vil nemlig også møde os, når vi er udenfor, langt fra alt det rigtige. Når vi er forkastet af os selv og af alle andre. Når livet er tørt og barskt og øde. Han ser os, han kender os og er her stadig.

Han sidder på kanten af en brønd, tørstig, træt og sårbar. Han insisterer på nærheden, på samtalen i ånd og sandhed. Han har sagt os, hvem han er. Han siger, hvad vi også er, og hvad vi kan blive i evigheden, når længslen får lov at slippe fri og blive opfyldt. Når vi vedkender os menneskeligheden og møder ham som Gud, der får kærlighedens kilder til at strømme frit i os. Amen.

—

Sognepræst Anne-Marie Nybo Mehlsen

DK-4100 Ringsted

Email: amnm(a)km.dk