6. søndag efter påske

Haggaj 2, 3-9; Johannnes 15,26 – 16,4 | Af Marianne Christiansen |

Håbets vidner

”Os? Er det nu pludselig os, der skal foretage os noget? Og hvorfor taler han i datid? Er vi overladt til os selv nu?”  Måske ser disciplene ned i tallerkenerne, piller lidt ved gaflen og kradser i dugen. Det er den sidste aften, før Jesu død, det er de nok begyndte at fornemme. For de har talt længe sammen om afsked og om kærlighed. Han har sagt: ”Som faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer, bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed. Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen, Dette er mit bud, at I skal elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer”.

Det er smukt, næsten som et fuldendt kredsløb af kærlighed. Men nu er det, som om han slår døren op på vid gab: ”I skal vidne. I skal ikke blive siddende her omkring bordet, opfyldt af vemodig kærlighed til det, der var, og dem, I er – men I skal ud til det, der kommer, og dem, I skal blive. Og det bliver ikke nødvendigvis sjovt, men det, I har fået, skal I give videre, for verden mangler det. I skal give Guds kærlighed videre, som jeg har vist jer og givet jer.”

Jamen dog! Hvordan gik det nu lige til – at flaskehalsen peger på os, og at det pludselig trækker fra den åbne dør? Sådan kan det føles, hvor som helst vi hører det, og bliver ramt af de samme Jesus-ord som de første disciple: ”I skal være vidner om mig, for I har været med mig fra begyndelsen”.

Mange vidner har det kostet og koster det stadig livet at vidne om Jesus, men havde det ikke været for modige vidner, havde vi aldrig hørt om ham. Og nu er vi endda i den del af kirken, som er så heldige, at mange af os er døbt som små, og er blevet disciple endnu før vi kunne tale eller gøre noget. Vi har sådan set fulgtes med Jesus fra begyndelsen, vores egen begyndelse.

Hvad skal vi gøre?

Er vi troens riddere, kærlighedens utrættelige forkæmpere i en verden, der lider under misbrug og undertrykkelse? Søger vi Guds rige, retfærdigheden og freden og glæden for alle? Er det pejlemærkerne for vores liv og handlinger?

Njaaa. Det kunne være bedre. Tit nok søger vi bare vores eget.

Og alligevel lyder kaldet til os helt uafviseligt enkelt: I skal vidne – som dem, I er, med det, I kan!

Hvis vi kalder os kristne – altså nogen der er knyttet til Kristus –  så har vi en historie at fortælle videre. Vi kan fortælle om et menneske, der brugte sit liv på barmhjertighed, helbredelse, tilgivelse og oprejsning for de udstødte, som døde sammen med forbrydere som en forbandet gudsbespotter og trods alt opstod, så hans ord og historien om ham bliver ved med at hævde, at dette er Guds mening. Det, vi ser i ham, er den evige mening med alting. I ham ser vi den kærlighed, Gud elsker verden med.

Vi har en historie, et evangelium, at bære videre og give til bedste for alle, der vil høre det. Og vi har et vidnesbyrd, nemlig om, hvad det betyder for os:  Hvordan lever og handler og taler vi, hvis vi tror og håber på, at det, vi ser i Jesus, er meningen med livet?

Hvad betyder det, at Gud er blevet menneske og er død sammen med de elendige og opstået fra de døde? Det kan ikke udtrykkes færdigt i nok så mange prædikener. Det skal udtrykkes gennem vores liv, og indøves i gudstjenesten. Hvad betyder nåden? Hvordan ser barmhjertighed ud i virkeligheden? Hvordan lever vi lyset af Guds menneskelighed, så vi får øje på menneskeligheden i os selv og i hinanden?

Det skal vi svare på og vidne om, vi der har hænder og mund og hjerte og hjerne tilfælles med alle andre mennesker på jorden og deler menneskeligheden med dem såvel som med Jesus.

Og inden vi enten bliver ligeglade og opgiver, fordi det er for meget for os, eller fortvivler over, at vi er for egoistiske og travle og magelige, over at vi bliver aldrig ordentlige vidner – så må vi hellere lytte til mennesket midt for bordet igen:

”Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig. Men også I skal vidne…” Ja, det skal vi, men altså også Talsmanden, Helligånden. Jesus giver os et håb, ja, et løfte om, at der er andet og andre end os i verden til at bære evangeliet videre, når vi svigter. Så godt vi kan, skal vi blive ved at fortælle og huske, holde gudstjeneste og aldrig slippe håbet om, at Helligånden gør vores ord levende og vores handlinger kærlighedsfulde, så de vidner om Jesus. Men Helligånden vidner også til os. Derfor skal vi lytte til efter Helligånden hos andre mennesker og på andre steder. Helligånden kommer med noget andet end, hvad vi kan sige os selv. Sandhedens ånd vidner om Jesus. Den peger alle vegne på, at Gud blevet menneske og er tilstede i og hos verdens elendige og truede. Den vidner om, at Guds vilje er forløsning, trøst og oprejsning for alle små.

Det må vi altid bede om at få åbenhed og fantasi til at høre og se. Alt, hvad der virker for menneskeligheden, er Åndens vidne om Jesus.

Det er altid svært at lytte til andre end sig selv, men det kalder Sandhedens Ånd os til. Og den kalder os til at slippe længslen efter det, der var, til gengæld for håbet om det, der skal komme.

Om det skrev profeten Haggaj.  Han fortalte om genopbygningen af templet i Jerusalem på ruinerne af det gamle tempel, men vi kan altid høre ordene som talt ind i alle vores egne og vores tids ruiner:

Er der nogen af jer, der er tilbage,
som har set dette hus
i dets tidligere herlighed?
Hvordan er det,
som I nu ser?
Ser det ikke ud
af ingenting?
Men
Fat mod, landets folk!
siger Herren.
Gå i gang, for jeg er med jer,
siger Hærskarers Herre.
Det var den pagt, jeg sluttede med jer,
da I drog ud af Egypten,
og min ånd bliver hos jer.
Frygt ikke!

Husets kommende herlighed
bliver større end den tidligere,
siger Hærskarers Herre.
På dette sted giver jeg fred,
siger Hærskarers Herre.

Fred. Med den fred sendes vi fra gudstjenesten, fra samtalen om bordet ud i verden – som vidner om håbet i Jesus Kristus for alle. Gå i gang, for jeg er med jer, siger Hærskarers Herre. Amen.

Biskop Marianne Christiansen

Ribe Landevej 37
6100 Haderslev

Email: mch(at)km.dk