Mattæus 25, 31-46

Verdensdommen i Ravenna | Sidste søndag i kirkeåret | Mattæus 25, 31-46 | Af Marianne Frank Larsen |

I den store, gamle kirke i Ravenna, der hedder Sant’ Apollinare Nuovo, er væggene i skibet dækket af gyldne mosaikker fra engang i 500-tallet. Øverst i venstre side er det en lang række scener fra Jesu liv: Brylluppet i Kana, hvor han forvandler vand til vin, opvækkelsen af den døde Lazarus, helbredelsen af den blinde i Jeriko – og mellem alle de andre motiver Jesus, der sidder og skiller fårene fra bukkene. Som om det ikke bare er noget, han fortæller om. Som om det også er noget, han gør. Han sidder på en lille forhøjning i det grønne. På sin højre side har han de hvide får. Dem rækker han sin milde hånd ud imod, mens englen bag fårene anerkender hans dom, klædt i kærlighedens røde farve. I modsætning til englen bag bukkene på Jesu venstre side. Han er klædt i iskoldt blåt med flammer om hovedet. Jesus selv har den samme violette kjortel på som på alle de andre billeder i kirken, og den samme glorie med gyldent kors og ædelsten. Så vi bliver mindet om, at dommeren, der trækker skellet mellem får og bukke, ikke er en fremmed. Det er heldigvis ham, vi kender. Ham, som lod glæden få frit løb ved brylluppet i Kana og lukkede Lazarus ud i solen og åbnede øjnene på den blinde.

Senere tiders kalkmalerier udpensler ilden, djævlene og pinen. Ikke her. Mosaikkens hensigt er ikke at skræmme os. Det er heller ikke evangeliets hensigt. Men mosaikken afspejler den store alvor, der ligger i det billede, Jesus fremkalder med sin lignelse for os i dag. Den alvor, der ligger i, at vi skal dømmes, at vi bliver dømt af en anden end os selv. At vi altså ikke bare hver for sig lever vores liv, som vi nu synes, og så er det godt nok. Men at der tværtimod er én, der ser alt, hvad vi gør, og alt, hvad vi forsømmer, fordi vi lever vores liv foran hans ansigt. Det er ham, der har givet os vores liv og evner og muligheder, og ham, der har givet os til hinanden. Og derfor er han i sin gode ret til at stille krav og fælde dom over os. Og dermed kan det aldrig nogensinde være lige meget, hvad vi gør, eller hvordan vi behandler hinanden. For det er jo dét, der kommer til at stå lysende klart, når Jesus fortæller sin lignelse: at det, han kræver af os, og det han dømmer os på – det er barmhjertighed. Det er hans vilje, hans mening med vores liv, og det er det eneste kriterium. Om vi har handlet barmhjertigt mod de mennesker, vi kom i berøring med. Eller vi har forsømt det.

Dommen fælder han engang, når verden går under, eller når mit liv går under. Men han fælder den også i dag, når vi lytter til lignelsen og ser billedet for os. Det er jo nu, lignelsen stiller sit spørgsmål og fælder sin dom over os. Og det er dyb alvor. For overraskelsen er jo, at Jesus siger, at alt, hvad vi har gjort mod hinanden, det har vi også gjort mod ham. At han på den måde gør sig til ét med ethvert menneske, der tørster eller sulter, fryser eller er fanget eller har det elendigt. Ja, det er jo egentlig ingen overraskelse, for det blev han julenat, da han blev født som et nøgent spædbarn af en mor som vores. Og da han døde som en nøgen mand og blev lagt i en grav som vores. Ét med os, når vi er allermindst. Dermed får alle vores små gerninger og alle vores små forsømmelser jo evighedens tyngde. Så kan ingenting være lige meget. Så er det aldrig bare i orden, at vi gør, hvad der passer os. Alt, hvad vi gør, og alt, hvad vi forsømmer at gøre mod et andet menneske, gør vi, og forsømmer vi samtidig at gøre mod vor Herre.

Når vi hører lignelsen og på den måde står ansigt til ansigt med ham, der dømmer os, kommer vi til at indrømme, hvad han for længst har set: At alt i vores liv ikke har været bestemt af barmhjertighed. At der var nogen, vi ikke besøgte, og nogen, vi ikke gav den hjælpende hånd, de havde brug for. At der var nogen, vi ikke orkede at høre på eller lukke op for, og nogen, vi svigtede eller trådte på eller forlod eller gik forbi. Og det kan aldrig gøres om. Det er vores skyld. Gå bort fra mig, siger han så i lignelsen, og rækker ikke bukkene sin hånd på billedet, men overlader dem til den kolde, blå engel. Og da kan vi kun håbe, at det billede og de ord, gå bort fra mig, ikke siger hele sandheden.

I kirken i Ravenna er der også en lang række billeder øverst i højre side af skibet. Det er scener fra skærtorsdag og langfredag: Den sidste nadver, Judas, der forråder Jesus med et kys, Peter, der fornægter Jesus, Jesus på Golgatha. Og Jesus, der står op af graven påskemorgen. Billedet af kongen, der skiller fårene fra bukkene, siger altså ikke det hele. Billederne af Jesu lidelse og død og opstandelse siger, at han, der kræver barmhjertighed af os, selv har givet os al sin barmhjertighed. Til trods for, at vi svigter som Judas og Peter. At det var dét, han døde for: at give os sin egen barmhjertighed i stedet for den, vi mangler. Til forskel fra kongen på mosaikken siger Jesus ikke: Gå bort fra mig. Han rækker sin hånd til de skyldige og fortabte. Og til os, når det er dét, vi er. Og det må vi håbe og tro på og bede om: at han vil vise os den barmhjertighed, vi har brug for, når vores egen barmhjertighed kommer til kort.

Som jeg forstår det, har lignelsen i dagens evangelium et dobbelt sigte. Det ene er alvoren, dommen over os, når vi har forsømt hinanden, nu og engang, når alt er forbi. Intet kan være lige meget. Det andet er appellen, den indirekte opfordring til os om at gå ud og gøre barmhjertighedens gerninger her og nu, fordi det er dét, han forventer af os. At vi spejler hans barmhjertighed. Og prøv så at lægge mærke til, hvad barmhjertighedens gerninger er. Det er jo ikke spor heroisk. Det er bare at hente et glas vand til den, der er tørstig. At lave et måltid mad til den, der er sulten. At finde en trøje til den, der fryser. At besøge den, der er i fængsel. At se til den, der er syg. At åbne døren for den, der er fremmed. Det er ganske almindelige små gerninger, som man ikke skal være spor opfindsom for at komme i tanker om, og som vi alle sammen kan overkomme. Men de små ting kan gøre livet udholdeligt for den, der er i nød. Det ved vi jo godt fra os selv. Hvor stor forskel et andet menneskes barmhjertighed kan gøre, når vi har det elendigt. Den kan redde vores dag og vores lyst til at leve. Ja, sådan set redde vores liv.

Og derfor slutter jeg et andet sted i middelalderen med en meget smuk legende. Den er ikke fra Italien, men fra Frankrig. Det fortælles, at en romersk soldat, som hed Martin, en dag kom ridende ind mod byen Tours. Det var en isnende kold vinterdag; vinden gik gennem marv og ben; ved byporten sad en tigger, som ikke havde andet end sine tynde pjalter på, og han rystede af kulde. Da holdt soldaten sin hest tilbage og steg af. Han løsnede den store, uldne kappe, han selv var svøbt ind i, og så trak han sit sværd og skar kappen over i to og gik hen og lagde den ene halvdel om skuldrene på den frysende tigger. Selv tog han den anden halvdel på og steg til hest igen og red videre ind i byen. Samme nat havde Martin en drøm. I drømmen så han Jesus sidde med en halv kappe om sine skuldre. Denne kappe har jeg fået af Martin i Tours, sagde han. Det forstod Martin jo ikke. Men det forstår vi jo godt. For alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I også gjort mod mig. Men en Gud i himlen, som gjorde sig til ét med en pjaltet tigger en bidende kold novemberdag nede på jorden – ham kunne Martin simpelthen ikke lade være med at tro på. Så han blev døbt, han blev kristen – og da gæssene skræppede op og afslørede hans gemmested, blev han også biskop. Vi tror på den samme Gud som Martin. Fra næste søndag kommer han igen med sin barmhjertighed. Amen.

Sognepræst Marianne Frank Larsen

DK 8000 Aarhus C

mfl(at)km.dk