Anden påskedag

5.4.21 | Lukas 24, 13-25 | af Eva Tøjner Götke |

Salmer: 245 Opstandne Herre, du vil gå, 241 Tag det sorte kors fra graven, (100 salmer) 829 Opstandelsen er lige her

Opstandelsens forvandlingskraft

I Emmaus sker der noget, som er svært at tale om. Det er svært at tale om, fordi vi ikke kan forklare det. At møde den opstandne. At se et menneske, der er død. Lyslevende her som om han er til stede – nej, er til stede.

I Emmaus sker det for to fortvivlede disciple. Men det siges ikke med ord. Sproget rækker ikke. Et brød rækker. I det brød, der rækkes dem, genkender de ham. Og virkningen af det syn kommer til at forvandle dem selv.

Det er svært at tale om. Og dog genkender vi, i kraft af denne fortælling, de øjeblikke, der kan have en virkning på os, så vi forvandles. Det er ikke altid noget, der kan siges med ord. Sproget rækker ikke. Et uventet besøg rækker. Et stille morgengry, før storbyen vågner rækker. Et skarpt forårslys henover de endnu visne marker. En opringning.

Øjeblikke, der bliver betydningsfulde.

Som ændrer vores morgen eller vores dag eller vores liv fremover, giver det en ny retning, eller giver os en indsigt, en dyrebar indsigt.

Øjeblikke der kan vække os til live, vække vores sanser, så vi erfarer betydningslag, som tidligere havde været lukket land og svært at tale om – men som nu lader sig tyde som guddommelige øjeblikke, der taler til os og gør noget afgørende ved os.

Nu går det da meget godt med at tale om det, kan jeg høre på mig selv. Men jeg taler jo ikke om dét, der sker – sætter blot ord på det. Som når vi kigger på et maleri af måltidet i Emmaus, hvor Jesus sidder i et forklaret lys, der kaster sit skær ind i disciplenes mørke. At se det malet er ikke det samme som at erfare det ske.

I Emmaus sker det. Det har vi fået fortalt. For at vi skal kunne se det for os. Og håbe, at det kan ske for os.

To fortvivlede disciple bliver forvandlede i mødet med den opstandne. De genkender ham i brødet, der rækkes dem. Dér bliver han synlig for dem. Et kort øjeblik. Så er han væk.

De ser det, de ikke før kunne se.

Kan det også ske for os? Kan vi følge dem på deres vandring? Kan vi sætte os til bords med dem? Er det os, der siger: Bliv hos os! Det er snart aften og dagen er allerede gået på hæld.

Deres øjne åbnes, og de forstår det, som de ikke før kunne forstå, da de talte sammen, og heller ikke da han slog følge med dem og udlagde skrifterne for dem. Sproget rakte ikke. Trængte ikke ind. De havde ikke nøglen til at forstå.

Den fik de givet, da han brød brødet. I den gestus genkendte de ham. Dér var han tilstede.

Og synet blev til et klarsyn. Det, der før ikke gav mening, faldt nu på plads.

Den betydning, som lå i brødet, gav betydning til det hele. Til alt det, der var sket. Ikke bare det i Jerusalem – at Kristus skulle lide og dø og gå ind til sin herlighed. Men også det, der var sket på vejen. Brændte vores hjerter ikke også i os. Det hele åbnede sig. Og samtidigt faldt det på plads. Også det, der var inde i dem selv faldt på plads. Det, der var gået i stykker, det, de havde mistet, troen, den brændte nu i deres hjerter.

Nu kunne de vende tilbage og tale med om alt det, der ikke kan forklares, alt det, der er svært at tale om, fordi vores rationelle fornuft gør os tungnemme og uforstandige over for det, som ikke hænger sammen i logisk forstand, det som rummer modsigelser og ambivalens.

Nu kan de selv tale med, fordi de har erfaret det. Dér i Emmaus ved bordet.

De havde været uforstandige og tungnemme. Selvom de ikke kunne forklare sammenhængen vidste de nu, at det som var sket, var sket. Han var død og det var, som kvinderne havde sagt: graven var tom og det var, som englene havde sagt til kvinderne i et syn: han lever.

De havde bedt ham om at blive hos sig. De ville ikke lades alene med deres sorg og fortvivlelse. Han var så langt væk, og så nær. Han var der ikke. Han var død og begravet. Og alligevel var han midt iblandt dem.

Han er her ikke. Og alligevel er han her. Som opstandelsens forvandlingskraft.

Det er det, vi fejrer gudstjeneste på. Her dagen derpå. Anden påskedag og på alle de søndage, der har været siden den dag, da de fortvivlede forlod Jerusalem og gik mod Emmaus.

Vi er med på den vandring mod Emmaus.

Vi har bygget kirker for at byde ham indenfor.

Bliv hos os, dagen er ved at gå på hæld! Det er mørkt derude. Vi sætter os til bords og deler et brød. Giv dig til kende. Lad opstandelsens forvandlende kraft give os øjne at se med og hjerter, der brænder, og vi mærker, at vi ikke er ladt alene. Heller ikke når vi går herfra.

I ham har vi nøglen til at lukke skriften op med, åbne os for det liv, der kommer os i møde, lægge vores uforstandighed og tungnemhed bag os og tyde tegnene, de guddommelige øjeblikke, hvor vi kan høre livet kalde på os. Kalde os tilbage.

Glædelig påske! Amen.

Sognepræst Eva Tøjner Götke

DK-5230 Odense M

Email: etg(at)km.dk