Åndens tid

10.søndag efter trinitatis | 1. Korintherbrev 12, 1-11; Lukasevangeliet 19, 41-48 | Af Christiane Gammeltoft-Hansen |

Salmeforslag: 750 Nu titte til hinanden, 46 Sorrig og glæde de vandre til hobe

Man siger, at fortiden ikke kan forandres. Sket er sket.

I den store historie, verdenshistorien, afløser den ene begivenhed den anden i et fremadskridende forløb. År følger år, årti følger årti, århundrede – århundrede. Godt nok kan vi finde på at sige: Det går tilbage. Men det gør det jo ikke. Det går altid fremad.

I den lille historie, vores egen personlige historie, gælder det samme. Vores egen historie er også fremadskridende. Det begyndte med en fødsel og nu er vi her. Barn, ung, voksen, ældre, gammel, sådan er et menneskes lineære livsforløb. Og med den tidsforståelse er sket sket. Ind imellem kan vi måske opføre os som om, det ikke passer, men når vi først har passeret en hvis alder, bliver vi ikke børn igen.

Ved siden af den store historie og den lille historie, findes der dog en tredje historie. Det er Åndens historie, og den er ikke så nøjeregnende med rækkefølgen. Åndens historie har en helt anden tidsforståelse. I Åndens historie er det derfor heller ikke sikkert, når noget er slut, at det ikke kan begynde igen. I Bibelen møder vi således hele tiden nye gennemspilninger af gammelt stof. Og da en engel i det sidste skrift i Bibelen, Johannes Åbenbaringen, annoncerer, at tiden er ude, og man tror englen, for det er jo det sidste skrift i Bibelen, så følger alligevel derefter 12 nye kapitler og en vision om, at nej det er ikke slut, det skal først for alvor til at begynde, og der skal komme et nyt Jerusalem.

I Åndens historie er sket altså ikke nødvendigvis sket. Eller jo, det er det. Men det er ikke sket i den forstand, at det er en skæbne, der nu for altid vil bestemme verdens og menneskets forløb.

Psykologen Jung, der beskæftigede sig med vores bevidste og ubevidste lag og tydede vores drømme sagde: Det er aldrig for sent at få en lykkelig barndom. Det er lidt det, der er på færde i Åndens historie. I Åndens historie er det aldrig for sent. I Åndens historie er der en forståelse af tiden, hvor man godt kan vende tilbage, eller hvor noget også bare kan eksistere samtidig.

Som nu Jesu ankomst til Jerusalem. Hvis der kun var den lineære tid, hvor vi bevæger os fra A til B og ikke andet end det, kan hans ankomst godt virke lidt overstyret. Det er jo en helt almindelig dag som så mange andre i en by, hvor mennesker passer deres ting. I går var i går, sket er sket. Og nu er vi her, det må være godt med det. Men i Åndens historie løber tiderne sammen og derfor kan både fortiden og fremtiden også godt pludselig tale med.

Da Jesus ankommer til byen, ser han den derfor heller ikke kun, som den tager sig ud lige den dag. Han ser dens potentiale, hvad den er rundet af. Men han ser også, hvor den er på vej hen, og det kalder tårerne frem.

I springet fremad i tid, ser Jesus byens undergang. Nu ligger den dér med sin gyldne kuppel og sit farverige gadeliv. Men der skal komme dage, hvor der ikke skal lades sten på sten tilbage i den.

Det er et af de tidspunkter, hvor Gud træder meget menneskeligt frem. Han græder. Det er ikke en urørlig Gud, der har trukket sig tilbage i sin himmel. Men en Gud, der bevæger sig ind i vores virkelighed og lader sig bevæge af det, han ser.

Jesus græder, fordi byen og dens indbyggere kommer ham ved. Han tager sig måske ikke stor ud ved det – en Gud med våde kinder. Men hvem ville han være, hvis ikke han græd? Hvem kan forstå et barn, der græder, hvis man ikke selv har grædt. Hvordan skulle det give mening at synge om, at ”Gud ånder på øjet, når det græder”, hvis tårer var Gud fremmed?

Og der er grund til at græde. Alt det der lover af så meget, og som alligevel ikke rigtig folder sig ud. Alle de forpassede chancer, tilløb og ufærdige løsninger. I begyndelsen skabte Gud jorden, og han så, at den var god. Men siden har det været svingende med menneskets forvaltning af det gode.

Igen, det kan måske virke lidt overstyret sådan en helt almindelig dag, men i Åndens historie kan tårerne godt løbe til, fordi man her kan se bag om nuet, eller se det i et større perspektiv. Man kan fx ane, at gadelivet en helt almindelig dag, andre dage godt kan forvandle sig og blive til en hob der råber: Korsfæst ham.

Men i samme øjeblik må man så foretage endnu et spring fremad. Det byder Åndens historie os. For ja døden venter i byen, men det gør opstandelsen også. Og hvem ved, måske det også er den, der får øjnene til at løbe over. At der også er blandet glæde ind i tårerne.

I det almindelige fremadskridende forløb er vi nået til forudsigelsen af Jerusalems undergang. Men vi lever i Åndens tid og her kan der aldrig tales om undergang, uden at der også klinger noget liv med. Og som der et sted dér langt tilbage var en skabelse og en fødsel, kan det i Åndens tid godt blive til nye begyndelser. Et nyt Jerusalem, en ny chance, forløsning.

I den lille historie har vi det med at binde os til en bestemt version af, hvad vores liv er og blev til. Vi er dem, der lykkedes, dem der troede eller også er det omvendt. I Åndens historie kan der sagtens eksistere flere versioner samtidig. Det er som denne by Jesus ankommer til. I Åndens historie kan den være en fiasko og en succes på samme tid. Sammenholder man den lille historie med Åndens historie giver det derfor også mening at synge sorrig og glæde i én og den samme vejrtrækning, at beskrive sig selv som både tvivler og troende og sige tak og bede om hjælp i en og samme bøn.

I Åndens historie er der en samtidighed, som intet andet sted. Her har vi en bog, der indeholder både et nyt og et gammelt testamente og et evangelium, hvor vi kan hoppe både frem og tilbage i tid, eller hvor forskellige spor kan krydse hinanden eller følges ad for en stund.

For os betyder det, at vi ikke behøver at binde os til en bestemt version af, hvad vores liv er og blev til. Når det ene er sagt om os, kan der altid føjes noget andet til.

Der findes et sanseligt udtryk for netop dette sammensatte, denne dobbelthed. Det er tårerne. Det kan give tårer i øjnene, når vi knækker sammen af grin. Det kan give tårer i øjnene, når vi knækker sammen af fysisk eller mentalt slid. Det kan give tårer i øjnene, når vi har forspildt en mulighed. Det kan give tårer i øjnene, når vi får en chance til.

Jesus græder, og mere skal der ikke til, for at vi ved, at det er Åndens tid.

Amen.

—

Sognepræst Christiane Gammeltoft-Hansen

DK-2000 Frederiksberg

E-mail: cgh(at)km.dk