Andet Korintherbrev 5,14-21; Johannesevangeliet 8,28-36

4.søndag efter påske | Andet Korintherbrev 5,14-21; Johannesevangeliet 8,28-36 | Christiane Gammeltoft-Hansen |

Salmer: 613 Herre, du vandrer forsoningens vej, 492: Guds igenfødte, ny-levende sjæle

Vi klarer os – sådan da.

I skal blive frie, siger Jesus.

Det behøves ikke, for vi er allerede frie, lyder svaret. De grundlæggende frihedsrettigheder er allerede for længst lovfæstet her hos os. For den ufrie er frihed, det der endnu ikke er opnået. Det er håbet om, at det kan være anderledes. At fremtiden kan være uden tremmer. For den frie er frihed det erhvervede. Det betyder ikke, at vi ikke taler om friheden, for det gør vi. Men friheden får et andet indhold. Den bliver mere til goder. Den bliver til det enkle liv på landet, successen på jobbet, at rejse, at have tid, at have overskud. Vi sætter fri foran det meste: fri fugl, fri dressur, fri proces, fri bar. Og så er der disse rettigheder, der er gjort til lov. Retten til at mene, tænke, tro og tale frit. Friheden er vi på alle måder optaget af. Den er en drivkraft. Men trælle, det er vi ikke. Så derfor den venlige afvisning på det evangeliske ”I skal blive frie”.

I skal lære sandheden at kende, siger Jesus.

Det behøves ikke, for vi kender allerede sandheden, lyder svaret. Ja, måske er det lidt hurtigt sagt, for helt kender vi den jo ikke, men aldrig har vi været klædt bedre på til at kende sandheden, end vi er i dag. Vi ved mere, end man vidste før. Vi ser flere sammenhænge, og kan regne os til det meste. Sandheden er en nød, vi er ved at knække. Så tak, men vi klarer os.

I skal lære sandheden at kende, gentages det.

Det behøves ikke, lyder igen svaret. I hvert fald ikke hvis det er sandheden med stort ”S”. Når magthavere og agitatorer har påberåbt sig at have sandheden med stort ”S”, har det sat sig blodige spor. Der har været for mange sandheder, der er blevet sat igennem med magt. Det har resulteret i død, ikke liv. Det er ikke fordi, vi ikke forholder os til sandheden, men den gøres mere overkommelig, ikke så absolut og omfattende. Den gøres individuel. Eller den bestemmes som det, vi alle sammen kan blive enige om. Som et kunstværk, der skal stemmes om, før det kan få plads på byens torv.

Noget er lykkedes, når friheden er blevet gjort til lov. Men noget er også blevet for småt, når den bliver til goder. Noget er lykkedes, når vi lærer af erfaringen og husker hinanden på, at den sandhed, der sætter sig igennem med magt, er intolerant og anløben. Men noget er også blevet for småt, når sandheden bliver individuel eller bliver noget der er til forhandling. Når vi interesserer os mere for goder end for det gode, og vægrer os ved, at der skulle være noget af absolut betydning, er det som at fjerne overtonerne i et stykke musik. Klangen forsvinder. Det bliver fladt, løfter sig ikke. Eller det er at fjerne det inderste princip og kun forholde sig til det ydre, overfladen.

Frihed og sandhed har altid været i centrum af begivenhederne, når der er sket forandringer i verden. ”Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til”, skriver Paulus. Han skriver om en forandring, der har betydning for, hvem vi er som mennesker, hvordan vi forstår vores verden og lever vores liv. Hvad det er for en frihed og sandhed, der fører til denne gennemgribende forandring, udfolder Paulus ved at tale om kærligheden. Vi svækker friheden, når vi gør den til vores egen, til en rettighed og et personligt projekt. Friheden har vi ikke for os selv. Den har vi kun sammen. Virkelig frihed er, når kærligheden tvinger os, siger Paulus. Det er en frihed med grænser – grænser der er defineret af kærligheden. Vores liv er villet af Gud. Kærlighedens krav til mennesket er, at det så også skal ville den anden. Det er mennesket fri til. Fri til at leve vendt mod den anden, tvunget af kærlighed.

Det kan godt være, at der ikke er meget fri fugl over en bundet frihed, men det kan såmænd også være en befrielse, at blive lukket ud af sit eget indelukke. Friheden ligger i medmennesket. Den ligger i at finde sig selv i fællesskabet, at finde sin identitet i at være ikke en ener, men forælder, barn, søster, bror, elskede, ven. Det er det gode.

Og sandheden. Også den findes i relationen. Når Jesus fortæller sandheden om sig selv, hvem han er, gør han det ved at fortælle om Faderen. Han er den, han er på grund af sin relation til Faderen.

”Noget nyt er blevet til”, og det er det, for vi er her jo sammen. Der er noget, der gælder, og som har absolut betydning. Faderen har vist os, at mennesket gælder, ved at lade sin søn blive menneske. Sønnen har vist os, at medmennesket gælder, ved sit liv, død og opstandelse. Friheden og sandheden er og sætter sig igennem. Kalder os ind i et fælles liv, vender os mod hinanden. Her begynder det i evangelisk forstand. I en frihed og sandhed der springer af kærligheden og ikke lader sig ikke hæmme af vores begrænsede forståelse. Amen.

—

Sognepræst Christiane Gammeltoft-Hansen

DK-2000 Frederiksberg

E-mail: cgh(at)km.dk