At bede og vide sig bedt er at elske

6. søndag efter påske | 24.5.2020 | Johannes 17,20-26 | Christiane Gammeltoft-Hansen |

 

Salmer: 289 Nu bede vi den Helligånd, 587 Guds egen kære Søn.

 

Selv et folk, der ellers ikke beskriver sig som religiøst, beder. Direkte adspurgt svarer vi således, at bøn ikke er os fremmed. Ikke fuldstændig i hvert fald. Vel kan bønnerne så at sige melde sig bag om ryggen på os, så det først er, når vi er midt i dem, at vi opdager, hvad vi er i færd med. Og vel drager vi langt fra altid den konklusion af vores bønner, at vi så må være troende. Men ikke desto mindre er bønnerne der, som en indre refleks til at vende sig ud ad.

 

Bønnens anledning er mangfoldig.

 

Den kan være en skamfuld viskende bekendelse af skyld eller en vrede over noget ukrænkeligt, der er blevet krænket.

 

Den kan have sin anledning i, at et overordnet hensyn er blevet tilsidesat. En sådan tilsidesættelse kan vi ikke have. Vi kan ikke have den menneskeforagt, der afslører sig i krænkelserne. Eller den ligegyldighed over for skønheden, der ligger i ødelæggelserne. Der en fordring om at handle, når menneskeforagt og ligegyldighed trækker sine ødelæggende spor. Men bønnen er også en del af det. En bøn for dem, der lider og en bøn om at få kræfter uden for en selv.

 

Bønnens anledning kan også være et behov for at sige tak. Man ved måske knap nok til hvem, man retter dette tak, man ved bare, at takken ikke tilfalder en selv. Noget stort er overgået en eller det kan såmænd også være noget for en udeforstående forholdsvis ubetydeligt. Ikke desto mindre føjede det til ens glæde. Livet byder på utallige ufortjente glæder og det kan få selv de mest jordbundne til et øjeblik at vende blikket taknemmeligt op ad.

 

Verden og livet rummer skønhed og mennesker er ikke uden værdi. Den erfaring er en del af vores dagligdag. Så derfor beder vi.

 

En bøn er en samtale. Grundtvig digter om, at der er et naturligt Gudsord i os. At vi er født med en indre samtale, der kan hive os ud af det selvkredsende. Vel bliver vores bønner ofte karikerede og fordrejede. De kan blive til enetaler, hvor modtageren ikke tillægges andet end at have en birolle eller at være statist. Én der er der for syns skyld, men som ikke skal bidrage med noget selvstændigt. Men selvet bliver et lukket, ildfattigt rum af det.

 

Som samtale løfter bønnen os fri af det indelukkede. Den kan endda løfte os fri af den konkrete situation og det personlige ønske. Ikke sådan at situationen og ønsket ikke stadig er afsættet og anledningen for vores bøn, men det løftes fri på en måde, hvor vi ikke på forhånd har lagt os fast på, hvad svaret på vores bønner er. Eller vi bliver mindre specifikke og beder i stedet om styrke til at klare livet, som det nu er.

 

Vi er et folk, der beder. Vi er ét i at bede. Og det viser sig: vi er også ét med Gud i at bede.

 

Evangeliet i dag er en bøn. Den sidste del af den bøn, der bliver kaldt Jesu ypperstepræstelige bøn.

 

Hvad beder Jesus om? Han beder om det, der ligger til grund for og klinger med i vores bønner. Nemlig at vi midt i alt det, der er vores, må opleve at være del af noget større. At vi må opleve vores virkelig som en del af Guds virkelighed eller som værende Guds virkelighed.

 

Bevægelsen er dobbelt i Jesu bøn. Han er ikke kun afsender, han er også modtager. Det sætter et svimlende perspektiv for enhver bøn udsprunget af en higen efter at blive fortalt på ny i en verden, der ikke kun er min:

Gud deler vores bønner med os, samler dem op for at føre dem med sig hjem.

Samtidig er han også den, der modtager dem.

 

”For at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig”, siger Jesus, idet han samler alle vores bønner op i drømmen om et fællesskab, der er så stærkt, at det den ene har, får den anden del i. Et fællesskab der rækker ud over, hvad et menneske er og kan blive i sig selv. Jesu bøn er en bøn om, at vi må blive ét, så vi kan få del i det, der hører Gud til

 

På den måde er Jesu bøn mere end dobbelt. Den er også en myndiggørelse af mennesker. Der ligger således en mandat i den: Når I har del i det, der er mit, kan og skal I også dele det med hinanden.

 

Den, der ikke beder, bliver så underlig lille. Det hedder sig, at vores liv ikke bliver større end de drømme vi har for det. Måske er det snarere sådan, at det ikke bliver større, end de bønner vi beder for os selv og for hinanden. I bønnen fortæller vi nemlig ikke bare om vores drømme, vi deler dem. Uden bøn bliver drømmene forhutlede og længslerne kølige, for de bliver uden retning. Men værre endnu: den, der ikke beder, gør sit medmenneske lille. Den der ikke beder, ser den anden, som et menneske, der ikke har noget at give, et menneske man ikke forventer sig noget godt af.

 

Bøn er kærlighedens sprog. Det er at have de største forventninger til hinanden. Når forældre beder børn om hjælp, gør de dem til selvstændige og myndige mennesker. Når børn beder deres forældre om hjælp, bruger de dem til det de er, og skal være. At bede er at give en anden mulighed for at give. At bede og vide sig bedt er at elske.

 

Jesu bøn klinger som et testamente. Vores arv er, at vi er ét – med Gud og hinanden. Herfra er vores fortælling en fælles fortælling, som vi alle er blevet kaldt til at vidne om.

 

Vi er ét og derfor melder bønnerne sig af sig selv, for hvordan bedre gribe ud efter hinanden og give os til kende over for hinanden, end i bønnens åbne form, hvor vi på en gang kan stå ærligt frem med alt det, der ikke lykkes, men samtidig også vide os myndige.

 

Amen.

 

Sognepræst Christiane Gammeltoft-Hansen

DK-2000 Frederiksberg

E-mail: cgh(at)km.dk