At elske og blive elsket

Første søndag efter påske – 19.4.2020 | Johannes 21,15-19 | af Marianne Frank Larsen |

Hver aften går hun ind i sin mands kontor og siger godnat. Og hver aften står hun og venter på, om han løfter blikket fra computeren og svarer hende. Det gør han aldrig. I den lille bog, Ida Jessen har skrevet om afslutningen af et kærlighedsforhold, sidder den mand, hun elsker, med computeren på skødet og blikket fæstnet på skærmen. Han nægter at se op på hende og sige godnat. Selvom hun har bedt ham om det. Han synes, det er et irriterende krav, hun stiller til ham, klæbrigt, kalder han det, som om hun klæber til ham og på dén måde indskrænker hans frihed til at løfte blikket, når det passer ham, og svare, hvad han har lyst til. Jeg kommer om lidt, siger han, hver aften, uden at løfte blikket. Det ene ord, jeg ville have, ville du ikke give, tænker digteren, når hun ser tilbage; det var som en befrielse, du trak væk fra mig, aften efter aften. Hvorfor skulle jeg gå urolig i seng?

Ja, for sagen er jo, at hvis der er nogen, man elsker, så vil man elskes igen. Det ligger i kærlighedens væsen, at man ikke bare kan elske nogen ud i den blå luft, uafhængigt af, om han eller hun bryder sig om én eller ej. Elsker man nogen, en mor eller far, et barn eller en ven, en mand eller en kvinde, ja, så ligger der i kærligheden en længsel efter at mærke, høre eller se, at man selv er elsket af netop det bestemte, dyrebare menneske. Måske bare ved at han løfter blikket og siger godnat. Men det er man jo ikke herre over. Man kan ikke tvinge kærligheden frem hos et andet menneske. Den må komme af sig selv, spontant og frit. Det er det, man længes efter. Og hvis den ikke gør, er der ikke noget, man kan stille op. Man kan bare stå der i døråbningen aften efter aften som Ida Jessen[1] i erindringen og håbe på den befrielse, den anden har magt til at give eller trække væk fra én. Og det er en stor sorg at elske et menneske, der ikke svarer, ikke elsker, ikke slipper skærmen med øjnene og ser op og siger godnat.

Det slående er, at sådan som det er med vores kærlighed, sådan er det også med Jesu kærlighed i dagens evangelium. For det er jo derfor, han bliver ved med at spørge, som han gør: Peter, elsker du mig? Sådan et spørgsmål siger både noget om den, der spørger, og om den, der bliver spurgt. For sådan spørger man kun, hvis man selv elsker og derfor har så inderligt brug for at vide, at man er elsket af den anden. Og dermed afslører spørgsmålet, at Jesus ikke elsker på en helt anden måde, end vi gør. Vi tror, at det er Guds kærlighed, der gemmer sig i hans ord og hans hænder. Og alligevel er han ikke hævet over den længsel, der ligger i vores kærlighed. Det er ham ikke ligegyldigt, hvordan mennesker svarer på den kærlighed, han giver. På det punkt ligner han et sårbart menneske som os. Eller på det punkt ligner Guds kærlighed vores kærlighed. Han har brug for Peters svar og Peters kærlighed, og det er derfor han bliver ved med at spørge – som digteren, der bliver ved med at gå ind til sin mand aften efter aften.

Men spørgsmålet siger jo også noget om Peter. For sådan bliver man kun spurgt, hvis den anden har grund til at være i tvivl. Elskende og venner, børn og forældre, der ved, hvor de har hinanden – de behøver ikke at spørge: Elsker du mig? Det spørger man kun om, når man har grund til at være i tvivl om den anden.  Ikke så sært, at spørgsmålet gør Peter bedrøvet.

Men sagen er jo, at Jesus har grundt til at være i tvivl, og det bliver helt tydeligt, når vi hører, hvad Peter svarer. Du ved, at jeg har dig kær. Det er påfaldende, når spørgsmålet nu lyder: Elsker du mig? Jeg har dig kær. Det er ikke samme uforbeholdne hengivelse, som når man siger: Jeg elsker dig. Sådan, indirekte, kommer Peters selverkendelse til udtryk. For samtalen i dagens evangelium finder sted efter påske. Efter natten til langfredag, hvor Peter tre gange har sagt nej til, at han kender Jesus, og på den måde har benægtet sin egen forbindelse med den tilfangetagne i ypperstepræstens gård. Da det kommer til stykket, har han ikke mod til at stå ved sin kærlighed til den mand, hans eget liv står og falder med. Det er alt for farligt. Men jo også dybt beskæmmende for Peter, da hanen galer og han opdager, hvad han har gjort. Det er derfor, han ikke længere kan tage de store ord i munden og sige: Ja, jeg elsker dig. Peter har lært noget om sig selv og sit eget mod og sin egen kærlighed. Og det er den selverkendelse, der ligger i de beherskede ord: Jeg har dig kær.

Tre gange sagde Peter nej til at kende Jesus den nat i ypperstepræstens gård. Tre gange giver Jesus ham nu mulighed for at erklære den kærlighed, han fornægtede. Tre gange står Peter nu ved sin selverkendelse og sin kærlighed med det ordvalg, han kan stå inde for. Den er kaldt frem af den kærlighed, han hører i det spørgsmål, Jesus stiller. Kaldt frem, fordi han i det spørgsmål hører, at han stadig er elsket af den, han har svigtet. Det er også det, opstandelse betyder. At den kærlighed, der blev svigtet og trådt på og begravet, nu rejser sig af døde og kalder på den elskede igen.

Tilgivelse kan komme til orde på en måde, der demonstrerer vores eget storsind og udstiller den andens skyld, så ingen af os er i tvivl. Men sådan gør Jesus ikke. Vogt mine lam, siger han i stedet for. Vær hyrde for mine får. Vogt mine får. Uden forklaring. Og dog er vi helt klar over, hvad der gemmer sig i de ord. Tre gange giver Jesus Peter den opgave, han har til ham. Tre gange siger han indirekte: Jeg har brug for dig. Jeg stoler på dig. Selvom du svigtede mig, tror jeg på, at du kan hjælpe mig med det, jeg vil have gjort. Det måske den fineste måde, man kan blive tilgivet på: ved at den, man har svigtet, viser én tillid og beder én om hjælp på ny. Peter bliver ikke nedgjort af den måde, Jesus tilgiver ham på. Tværtimod. Han bliver rejst op og sat til det, som han kan bidrage med. Nemlig at være hyrde for de mennesker, der kommer til at tro på Jesus. Værne dem mod håbløshed og kulde og finde næring til deres tro og håb og kærlighed.

I dag er det vores kærlighed, han spørger efter, på trods af det, vi har svigtet, og dem, vi har sagt nej til. Og det er os, han sætter til at elske og værne om de mennesker, han giver os ansvar for. Som om han har brug for os og vores kærlighed. Som om vi er dyrebare for ham. Som om han elsker os med en kærlighed, der håber, at vi løfter blikket og svarer frit med vores kærlighed. Han nedgør os ikke med sin tilgivelse. Han rejser os op og ser os som mennesker, der har noget at bidrage med. Og sådan fortæller dagens evangelium på smukkeste måde, hvad påsken betyder for Peter og for os. Både tilgivelse, for her møder vi en kærlighed, vi ikke kan slå ihjel. Den står trodsigt op af graven. Og oprejsning. Fordi han rejser os op og har brug for os.

Og så bare til slut: Samtalen med Peter finder sted en morgen efter påske i solopgangen ved Genesaret sø. Jesus ligger ikke død i sin grav, som man skulle tro. Han sidder lyslevende på stranden og har tændt bål og venter med morgenmaden. Det er derfor, Hans Anker Jørgensen digter så smukt om Simon Peters tilgivelse, som han gør, i den salme vi skal synge om et øjeblik: Det er som at løftes af mægtige hænder fra drukning i mørket til morgen blandt venner. For mig er også dét et billede af paradis: At sidde ved vandet i morgensolen og møde et blik, der siger, at man er blandt venner. Sådan er det for Simon Peter og os andre at møde den opstandne mester, både i dag og engang, når det hele er forbi. Det er som at løftes af mægtige hænder fra drukning i mørket til morgen blandt venner. Amen.

Sognepræst Marianne Frank Larsen

DK 8000 Aarhus C

mfl(at)km.dk

[1] Ida Jessen: Ramt af ingenting (Gyldendal 2012)