Lukas 14,16-24

At tage livet for givet| 2. søndag efter trinitatis | 18.06.2023 | Lk 14,16-24 | Rasmus Nøjgaard |

Har vi for travlt med hvert vores? Er vi så optaget af os selv, at vi ikke hører at der kaldes på os? Evangeliet om det store gæstebud rammer et ømt punkt i de fleste af os, og ifølge evangelisten Lukas et punkt der burde være meget mere ømt, men som er i fare for at blive hårdt og lukke sig. Evangeliet vil have os til at løfte blikket, åbne øjnene og lytte.

Vi siger at tidsånden i dag er flygtig, at vi haster afsted og har alt for travlt med alt mellem himmel og jord, arbejdet, fritiden, sociale medier, TVserier, – fortsæt selv. Vi siger at tiden accelererer, og at vi alle befinder os i en tilstand af udmattelse, stres og stadigt nye psykiske diagnoser. Evangeliet minder os om, at det åbenbart altid har været sådan. Vi har altid været så optaget af os selv og vores egne opgaver, at vi uden samvittighedsnag undlader at honorere en invitation. Historien melder end ikke om afbud. Gæsterne bliver bare væk, de har vigtigere ting at gøre, de kunne nu godt lige have sendt en sms. Man kunne næsten fristes til at drage en parallel til kirkelivet, hvor klokkerne kalder hele København til gudstjeneste, og hvor mange er vi samlet her i vores bydel på Østerbro? 100? Knap én procent? Som dengang har alle gang i noget og gode grunde til ikke at gå i kirke.

Søndagens fortælling er en slags tilstandsrapport. Vi tager livet for givet. Festen er dog invitationen til at fejre det liv vi har fået, en anledning til at stoppe op og gøre status, at reflektere over livet. Ære vores familiemedlem, ven og kollega. Festen bærer den ydmyghed i sig, at når livet lykkes, så er vi bevidst om at vi har fået det hele foræret. I skabelsens og evighedens perspektiv ejer vi intet, men er i fællesskab en kort stund forvaltere af livet. I det lys kan intet tages for givet, men kalder på vores ydmyghed og lydhørhed overfor vores omverden.

Det er et gennemgående motiv i Lukasevangeliet at ingen rigtig forstår Guds vilje, som Jesus ellers prøver at formidle igennem ord og handlinger med både lignelser og mirakler. Jesus’ guddommelige magt folder sig ud foran øjnene på folk, men de hverken ser eller hører det. De er optaget af deres eget. Ingen erkender Guds vilje af sig selv, heller ikke når Guds vilje er skåret i pap og bøjet i neon lige foran øjnene af os.

Det er en vigtig pointe i evangeliet, at budskabet ikke er møntet på en særlig udvalgt skare i et lokalt geografisk område. Ingen har særlige forudsætninger for at høre og se, her står alle lige. Der sker i evangeliet en demokratisering af Guds nåde, eller sagt teologisk, Guds kald viser sig at være universelt og rummer budskabet om, at Gudsriget er åbent for enhver. Ikke kun ét folk, én nation, én kirke, men for alle.

Det hænder at menighedsrådet får en klage over at kirkeklokkerne generer bydelens morgensøvn. Både når klokkerne ringer solen op og ned og minder os om at vi går en ny dag i møde med Guds nåde og slutter den af med tak for det der blev os til del, og når klokkerne kalder til gudstjeneste. For det er præcis det de skal, genere os, vække os, få os til at vågne og svare på Jesus’ kald: ’Herre, der stadig plads! Så gå ud på vejene og pladserne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt.’ Det som Jesus her sigter på, er næppe et almindeligt hus, men et billede på himmeriget. Vel at mærke et himmerige, hvis udstrækning går ud i alle verdenshjørner og som rummer enhver der reagerer på invitationen. I lignelsen er det de fattige, syge og udstødte. Det er med andre ord alle, og ingen kan tage sin plads for givet, men omvendt er barmhjertigheden og nåden i Guds hus grænseløs.

Jesus anstrenger sig for at få alle med, og han er særligt udfordret af farisæerne. Farisæerne var på Jesus’ tid et rimeligt progressivt jødisk parti, der ville reformere den jødiske praksis og samarbejde med tidens herskere, Herodes og romerne, for at opnå pragmatiske løsninger.  De var ikke vanvittige og firkantede, og også de havde en forventning om at Messias snart ville sig, og derfor var det dem afgørende at gøre sig klar, føre et ordentligt og moralsk liv og overholde lovene, fx buddet om at holde sabbatten hellig. Dette er den fjerde konflikt mellem farisæerne og Jesus om overholdelse af sabbatten, som Lukas gengiver. Noget kan tyde på, at det for Jesus er vigtigt at få farisæerne overbevist, men samtidig også at hans budskab ikke alene er rettet mod hans landsmænd, men er for alle. Ikke kun for de hellige der holder sig indenfor loven, men for alle syndere. For hvad tilsiger loven egentlig, er den til for at dømme mennesker eller for at frelse dem? Scenerne her i evangeliet tyder på at loven er en anledning til at se forskellen mellem væsentligt og uvæsentligt. Loven skal pege på det tjenestelige, men er i sig selv ingenting. Det gælder lovens ånd, ikke dens bogstav. Det får vi udpeget i fortællingen lige efter det store festmåltid, hvor Jesus fortæller, at hans disciple selv skal være som saltet. Det er mennesket selv der er i fokus, ikke loven eller omstændighederne. Jesus kald angår det enkelte menneske, og den måde vi som mennesker virker sammen i fællesskab. Vi skal være hinanden salt.

Det hænger godt sammen med måltidsscenen: Uden salt er maden smagløs, uden gæster om bordet er der intet fællesskab. Disciplene og alle der kaldes indenfor i Gudsriget er hver især saltet der fuldender måltidet. Det er Jesus’ tredje måltid med farisæere. Det optager Jesus at få vendt sine landsmænds opmærksomhed mod lovens ånd fremfor at strande ved bogstaven. Det er næsten rørende som Jesus bliver ved med at tale til sine landsmænd, farisæerne, og prøver at få dem til at forstå. Men ligesom disciplene forstår de ikke noget. Alle er optaget af deres eget. Lige indtil korsfæstelsen, påskemorgens opstandelse, den dramatiske himmelfart og åndens komme til alle folkeslag på hele jorden. Det er en universel bevægelse, det lærer vi, men den er allerede i gang her i huset omkring bordet med farisæerne og de lovkyndige. Vi kender det fra næstekærlighedsbuddet der samler hele loven i ét bud, hvor kærligheden er lovens salt. Måltidet har en så fremtrædende rolle i Lukasevangeliet, at mange bibelforskere i dag fremhæver måltidet som Jesus’ foretrukne billede, når han taler om Gudsriget. I måltidet har vi lod og del med alle ved bordet, ikke mindst med bordets vært, Jesus. Måltidet handler om Gud og om menneskers delagtighed. Derfor slutter Jesus af med at sige: ’Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid’, hvilket giver sig selv, da de ikke tog imod invitationen og blev væk. Men det står også klart, at alle der tager imod invitationen, skal smage Jesus’ måltid. Måltidet er med andre ord billede på det evige liv, himmeriget, det der allerede var, er og som kommer, fællesskabet i Kristus.

Når vi hører evangeliet på denne søndag, også der kom, så får vi at vide, at vi ikke skal tage livet for givet. Vi er inviteret til fest og tager del i måltidet og får lod og del i Gudsriget. Men det er ikke alt. For vi bliver også mindet om, at budskabet lyder i dag og til alle tider, at den der tager imod invitationen, har del i Gudsriget og skal mærke tilgivelsens ord som et lettelsens suk. Ligesom Jesus blev til den bitre ende og ikke kastede håndklædet i ringen, sådan skal også vi blive ved med at ringe med klokkerne og invitere ind til fest. Vi skal måske også gå i rette med vores egen dovenskab og bekvemmelighed og nøde lidt flere til at komme. Ikke for vores egen skyld, men for Guds skyld. For Gud elsker ethvert af sine børn, og glæder sig over enhver der kommer.

Jesus’ lignelser kan aldrig oversættes en til en, for de er præcis: billeder. Oftest billeder på himmeriget, som selv Guds søn ikke kan tale om i direkte tale: Himmeriget ligner! Jeg kan ikke tænke anderledes end at Jesus forkynder troen i billeder for at åbne budskabet for enhver af os der lytter, og samtidig for at undgå at hans ord kan skrives ned på formler og regneark. Guds søn vil ikke føre regnskab over himmelen, men han vil åbne en dør for alle os, som han kalder hjem. Jeg tænker det er derfor hans advarsel er så streng: ’Ingen af de mænd der var indbudt, skal smage mit måltid.’ Tage del i måltidet kan man nu engang ikke, hvis man ikke tager imod invitationen og sætter sig ved bordet.

En lærer, mentor og kollega fortalte engang at modsat andre evangeliske så prædiker vi danskere altid over sakramenterne, dåben og måltidet. Han har ret. Det gælder da også i dag, hvor vi igen deler Herrens måltid, når vi inviteres til nadveren. Engang lærte kirken, at kun den hellige og fromme måtte gå til alters efter at have skriftet og renset sig. Men evangelisk forstået lyder budskabet i dag, at vi alle er inviteret med, ja – budskabet er vel nærmest at husets herre gerne så at vi alle tog del i måltidet, om vi så skulle hentes, bæres og nødes op til herrens bord uanset hvor meget snavs og skidt der fulgte med. Så vi alle får en forsmag på himmeriget, som Jesus åbner for alle der lytter og ser, trods vores tvivl og syndighed. Ja, måske fordi vi som tvivlende og syndige har brug for dette sted til at heles og mærke et fællesskab af en anden verden.

Det nåderige er, at Jesus aldrig fælder dom over os og efterlader os sønderbrudte med en tilstandsrapport fyldt med k1ere, k2ere eller k3ere. Her i kirken bliver vi aldrig vurderet og prissat. Vi kommer her for at mærke evighedens fylde. Den kærlighed som vi ikke selv kan finde og opfylde, men som omslutter os herinde i Guds hus. Sammen hver for sig. Hver især fælles i Guds fylde. Vi er her fordi vi hørte Guds kald og kom. Hver gang rummer dette hus budskabet om en ny begyndelse, hvor vi ses og velsignes som den vi er, med alt vi er. Det er forvandlingens sted. Vi kan gå herfra forsonede og forvandlede, trods utilstrækkelighed og ufuldstændighed. Fordi vi ikke kun her i kirken, men i hele vores liv er i Guds hånd. For Guds historie er vores historie, og af den grund er vores liv og historie allerede en del af Guds virkelighed, om vi ved det eller ej, om vi taget livet for givet eller ej.

Sognepræst Rasmus Nøjgaard

DK-2100 København Ø

Email: rn(at)km.dk