Lukas 6,36-42

Splinten og bjælken i vort eget øje | 4. søndag efter trinitatis | 02.07.2023 | Lukas 6,36-42 | Af Eva Holmegaard Larsen |

Spar dine formaninger! Hvordan skulle jeg folde mig uset ud – når den ganske lille splint, der altid bliver tilbage efter dig, lader hele min person hovne op til én stor finger, der dunker?

Det er altid godt at starte med Benny Andersen. Igen rammer han lige ind i det, vi taler om. Mon ikke han har haft Jesus og lignelsen om splinten og bjælken i tankerne?

Den lille split, der altid bliver tilbage efter dig. Der er masser af splinter imellem os. Fornærmelser, kritik og bebrejdelser. Der skal sommetider ikke så meget til. Et anklagende blik, en lille tøven på et forkert sted. En tankeløs bemærkning, usagte ord, en trykkende tavshed.

I dag er der også en lang række ord, man skal passe på ikke at sige. Uanset konteksten er der ord, der sætter sig som splinter i kødet og svulmer op som en betændt finger. Risikoen for at komme til at støde og såre er på højeste alarmniveau. Komplimenter er et minefelt og flirte skal man bare holde sig fra.

Og får man først en bullen finger, kan man sidde og stirre sig fortabt på den – som en splint i øjet, der forvrænger blikket, så man kun kan se andres fejl men aldrig sine egne.

Det er det, evangeliet advarer imod. Tag den splint ud. Det er umuligt at se klart, når blikket er sløret af forurettelse og vrede, og når man føler sig ydmyget og misforstået.

Det gælder både i det små og i det store. Mange blodige krige udspiller sig mellem nationer, der kun ser bjælken i den andens øje. Tænk på krigen mellem Rusland og Ukraine. Russernes – eller i hvert fald deres leder -ser sig selv som det store offer. Splinten i øjet er forfærdelig betændt, og det koster menneskeliv hver eneste dag.

Ingen går uberørt fra mødet med andre. Og vi kommer alle til at sætte splinter i hinanden. Samtidig har vi også altid muligheden for at gøre det modsatte.

”Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig”, siger Jesus. Det er en mulighed, vi har, fordi vi er Gudskabte væsener. Skabt med kærlighedsevne. Skabt til at være kærlige, tilgivende, gavmilde og givende. Vi har det i os. Det findes.

H.C. Andersens har fortalt blændende om splinten i øjet i sit berømte eventyr ”Snedronningen”. Det er med dagens tekst svært at komme uden om fortællingen om drengen Kay, der får en usynlig troldsplint i øjet.

Splinten stammer fra Djævelens troldspejl. Og det er det spejl, der forvandler alt godt og smukt til noget forvrænget og grimt. Alt hvad der før var smukt og godt, er nu latterligt og skabagtigt i Kays øjne.

Og så kan vi begynde at opregne, hvor tit vi netop har en troldsplint i øjet – sommetider vågner vi op til dage, hvor alt er forkert. Og hvor alle vi møder er tåber, der bare kommer i vejen. Og hvor vi hele dagen kun kan se alt det, der er i vejen med vores liv og med vores nærmeste og med samfundet og med verden.

Der er dage, hvor vi kun har blik for alt det vi aldrig får gjort, alt det der er for dårligt, for kedeligt, forkert og for meget. Troldsplinten har i øvrigt fundet sit bedste sted at folde sig ud på de sociale medier.

Og ligesom Kay i eventyret, kan vi ikke selv se troldsplinten, når vi har fået den i øjet. For så kan man ikke se sig selv udefra. Vi kan kan ikke se bjælken i vores eget øje – men sandelig godt splinten i sin broders. Og hvordan går det så med Kay? Han isolerer sig og kommer til at leve nedfrosset og alene i Snedronningens palads.

En af pointerne i H.C. Andersens eventyr er, at det sete afhænger af øjnene. På et billede af den franske maler Rene Magritte, ser man et kæmpestort øje. Billedet hedder ”Det falske spejl”.

Øjet er himmelblåt og malet sådan, at man forbinder det blå med himlen, og der er drivende skyer inde i det blå. Øjet er blåt, men pupillen er sort.  Og ikke bare sort, men kulsort – som et stort sort hul.

Her i dette øje kan man ente spejle sig i et himmelblåt lys, eller forsvinde i et sort hul og blive til ingenting. Hvad fortæller Magrittes billede? Og hvorfor hedder det ”Det falske spejl”?

Måske fordi det menneskelig øje ER et falsk spejl? Det kan både nedvurdere og overvurdere. I det menneskelige øje er der både anlæg for at se lyst og mørkt på den, der spejler sig i det. Der er mulighed for både at få øje på meget mere, end man troede der var at se. Men der er også mulighed for at se mindre, end der er at se. Ja, måske slet ikke se noget.

Det menneskelige øje kan se med kærlighed og med dæmoni. For det sete afhænger af øjnene. Og øjnene afhænger af det sind, eller den sjæl, der ser ud. Øjnene afhænger af den grundstemning, der er bag dem og som farver blikket.

Det handler om, hvad der bor i den, der ser: Fordømmelse eller tilgivelse? Hvad er hjertet fuldt af? Er det vrede og forbitrelse, eller er det kærlighed? Et øjet imødekommende og åbent, eller er det mistænksomt og afvisende?

Vi mennesker spejler os i hinandens øjne. Og vi er dybt afhængige af, hvad vi ser og hvad der møder os. Det er derfor meget rammende, når Jesus netop bruger øjet som billede på det sted, hvor det afspejler sig om vi er frelste eller fortabte.

Det er i hinandens øjne, vi søger at finde ud af, hvem vi er. Det er her, vi søger anerkendelse, opmuntring, mod, trøst og selvværd. Bliver jeg set, eller set igennem. Bliver jeg bekræftet i, at jeg er et nul, en ingenting, uduelig og overflødig? Eller er der nogen der ser noget dejligt og smukt og enestående ved mig?

Problemet og det skrøbelige ved at være så afhængige af hinanden er, at der er dem, der kun ser splinten i mit øje, fordi bjælken i deres eget spærrer for, at der også kunne være andet at se i mig.

Er det menneskelige øje et falsk spejl? Det er det i den forstand, at det som øjet ser, er farvet af sindets grundstemning. Det afhænger af viljen til at se – det er ikke sandheden om os, der spejler sig, når vi ikke kan se andet end foragt og ligegyldighed i den andens øjne. Det er fordi, den anden ikke vil se andet. For enhver kan se, hvad han eller hun vil.

Det er måske det, Jesus taler om, når han opfordrer os til at omvende os. Når vi hører ordet omvendelse, kommer vi til at tænke på noget med at klæde sig i sæk og aske og hælde vand ud af ørene.

Men det græske ord for omvendelse er ”metanoeå” – og det betyder faktisk blot at ”fatte et nyt sind”. Eller at ”omsinde” sig.

At omvende sig betyder altså at skifte sind. Det betyder at få den bjælke ud, der hindrer dig i at se din omverden og dine medmennesker i et forsonligt, tilgivende og barmhjertigt lys. Og altid have blik for det mere, der er at se i os alle sammen. Kærligheden ser altid mere.

Hvordan gik det med Kay i Andersens eventyr? Han kunne ikke redde sig selv. Det er der ingen, der kan. For en blind kan ikke lede en blind. Men han blev reddet af pigen Gerda, hvis kærlighed trodsede enhver modstand. Hun ser gennem hans ondskab, og hans svigt og kulde. Hun ser det hele, men hun ser længere. Hun ser, at svigt og kulde ikke er den eneste sandhed om Kay. Kay er andet og mere end den, der har svigtet hende.

Men det lykkes kun for Gerda at redde Kay, fordi der bag alt det nedfrosne bor en længsel i ham. Ligesom der bor en længsel i os alle sammen. Det tror jeg også er det, Paulus skriver om i Romerbrevet – ”Skabningen venter med længsel på, at Guds børn skal åbenbares” skriver han. Og endnu ”sukker og vånder” vi os under tomheden og trældommen under forgængelighedens åg.

Men der er en længsel efter lyset og kærligheden. En længsel efter at blive befriet og forløst fra alt det, der sætter sig som bjælker og troldsplinter i vores øjne. En længsel efter at blive vores sande jeg.

Og det er kun kærligheden, der kan forløse vores sande jeg. For kun kærligheden kan se klart. Det er evangeliets budskab. ”Vær barmhjertige som jeres fader er barmhjertig”, siger Jesus. For Gud er barmhjertig og ser med kærligt blik på sin skabning – ser gennem ondskab og svigt og kulde og ser det, vi egentlig er skabt til at være. Vores sande jeg.

Det er kærlighedens blik, der tror alt godt og venter alt godt. Det var det blik, verden så i Kristus – han viste med tydelig klarhed hele vejen igennem, at vi mennesker altid er mere end vores gerninger. At der er et Guds barn gemt i os alle.

Og det barn skal elskes frem. Guds kærlighed vil lære os at elske os selv fra grunden – elske bjælken ud af vores øjne, så vi bliver bedre til at se! Bedre til at vise barmhjertighed og lukke andre mennesker ind i varmen.

Ikke bare vores nærmeste, men alle de utilpassede, kulderamte mennesker, der lever i vores samfund. Flygtningen, de dårligt integrerede unge mennesker, der laver ballade af bare desperation, de underlige enspændere, der ikke kan passes ind i et normalt liv. Alle de skæve, længselsfulde skæbner iblandt os.

Der er så mange, der trænger til, at vi ser længere og ser mere, end der umiddelbart er at se. Lad os bede til, at vi bliver bedre til at spejle det himmelske klarsyn, verden har så inderligt brug for. AMEN

---

Sognepræst Eva Holmegaard Larsen

Nødebovej 24, Nødebo, DK-3480 Fredensborg

E-mail: ehl(at)km.dk