Matthæus 5,20-26

6.søndag efter trinitatis | 16.07.2023 | Matthæus 5,20-26 | Leise Christensen |

Hvad er synd?

Forleden var jeg til fødselsdag hos en nu 83-årig kvinde. Det var rigtigt hyggeligt, kaffen blev drukket under megen snak og latter, og dagens forskellige emner blev taget op til diskussion og endevending. Vi nåede da også frem til det emne, som optager en del mennesker i denne tid, nemlig, om deres børn kommer ind på den uddannelse, som de så gerne vil – alt det, som bliver afsløret ganske snart, hvor unge sidder ved deres pc op til midnat for at se den mail, der dumpede ind med optag eller afslag. En havde en søn, som gerne vil læse på BSS/Handelshøjskolen, og det var han udmærket tilfreds med, for der var han selv uddannet fra for ca. 35 år siden. ”Ja” sagde han ”så kan sønnike låne mine noter”. Det grinede man meget af der ved kaffebordet, for 30 år gamle noter?? Helt ærligt. Det er til at dø af grin over. Der er sket en del siden inden for forskningen, var der bred enighed om. Elektrikeren så grinende tilbage til sin tidlige tid som elektriker, hvor begreber som internet var aldeles ukendte. Han kunne heller ikke se nytten af 35 år gammel notelærdom.

Selv sad jeg sådan lidt og holdt mund under diskussionen, for ærlig talt, som professor Sløk engang udtalte: ”Der er ikke sket meget indenfor arvesynden de sidste 30 år”. Jeg kunne med mit fag ikke rigtigt være med der.  Ja, jeg vil sågar tro, at en ung stud.theol. såmænd ikke ville finde alle mine noter, dersom de stadig eksisterede, fuldstændigt bedagede og uden relevans i den moderne teologi eller finde dem uigenkendelige som udtryk for teologiske anliggender også i dag. Da slet ikke, hvad det sproglige angår, altså alt det der med latin, græsk og hebraisk. Teologien er ganske vist et fag, hvor synet på mangt og meget ændrer sig jævnt hen over årene, og hvor metoderne kan være nye og forskelligartede, og hvor menneskers stillingtagen til det teologiske kan være anderledes end førhen, men selve anliggendet forbliver nok på det grundlæggende plan nogenlunde det samme, altså læren om Gud, menneskets forholden sig til Gud i verden og spørgsmålet i det hele taget om Guds eksistens. Svarene på disse spørgsmål er selvfølgelig ikke de samme, om man er middelaldermenneske eller senmoderne menneske, men gamle svar fra oldkirken, middelalderen eller senere udgør alligevel den basis, som man i dag vil svare eller diskutere ud fra, selvom svaret måtte falde anderledes ud. Hvad mente kirkefædrene om dette og hint? Hvad mente skolastikerne i middelalderen og, ikke mindst, hvad mente Luther? Hvad mente Kant eller Kierkegaard eller Sløk eller paven eller hvem nu? Så når Sløk siger, at der ikke er sket noget nyt indenfor arvesynden de sidste 30 år, er det faktisk en central indsigt, selvom det vel mest var ment for sjov i en diskussion ala vores der ved kaffebordet.

Synden er i verden i uændret form fra menneskehedens begyndelse, men vores syn på synden har nok ændret sig, ja, vil mange nok sige i dag: Eksisterer den overhovedet som noget, der kan have relevans i i den moderne verden, og jeg ser ofte trætte blikke, når talen falder på synd: ”Er der virkelig noget, som I stadigvæk taler om henne i kirken? Er det ikke et overstået trin på evolutionens stige”? Næh, det er det sådan set ikke, kan man sige. Man behøver vel bare at tænde for tv’ets nyheder om aftenen for at opdage, at synden vist ikke helt har forladt verden endnu. Syndens frugter formelig vælter ud af tvapparatet med krig, død, nød og katastrofer af forskellig art – lige ind over sofabordet. Ofte er begreberne synd og den til enhver tid residerende gode moral blevet forvekslet. F.eks. var det for ikke mere end 60 år siden ganske skrækkeligt, hvis et par blev skilt eller levede sammen uden at være gift – synd af værste skuffe, meddelte mange inkl. folkekirkepræster – mens man i dag vil være utilbøjelig til at kalde selvsamme som noget på nogen måde bemærkelsesværdigt i forhold til begrebet synd. Det ER jo ikke just noget, der kan forvise mennesker til æreløshed i lokalsamfundet med fingerpeg i gadebilledet.

Men i bibelsk forstand er det aldrig den type ”synd”, som Jesus taler om. Tværtimod ville han vel snarere sige, at de mennesker, der fordømte den fraskilte, den homoseksuelle, den alt muligt til et liv udenfor det pæne, borgerlige selskab af gode, ordentlige mennesker, var syndige. Synden har ikke ændret sig siden Jesus’ tid, men det har det menneskelige syn på, hvad der er synd altså.  Synden er aldrig og bliver aldrig det, som vi kan pege ud hos andre og dermed skamme ud som særlige eksponenter for synden. Synden er et vilkår. Synden er det, som gør, at vi alle altid i en vis forstand er på kant med verden. At den aldrig går op, om man så må sige; at verden aldrig bliver hel og pæn og rund og ordentlig. Der er altid noget, der stikker ud, og som burde være anderledes for, at alt kan blive godt. Det er synden. Syndens udtryk i verden findes alle de steder, hvor vi kalder hinanden idioter eller raka, som egentlig betyder ”tom” (mener jeg i hvert fald ud fra mine 30 år gamle studenternoter).  Hvor vi går direkte til angreb på medmennesker uden tanke for, hvad det menneske måtte lide under vores angreb. Der, hvor relationen mellem mennesker ødelægges. Der, hvor vi lader vreden få frit løb, selvom vi gør ondt – helt banalt udtrykt sådan i kassekøen, i venteværelset, til forældremødet, i bilens overhalingsbanen, på Facebook, eller hvor vi nu slår os løs med vores ubændige vrede og trang til at råbe idiot efter hvert eneste menneske, der ikke makker ret på den måde, som jeg synes, at man skal makke ret. Alle dem, der står i vejen for mig og mine. I forhold til den synd, som vi har del i overfor andre mennesker, graduerer Jesus ikke. Når vi gør et andet menneske ondt, er det forkert, det er vrang, det er synd. Siger altså Jesus. Og vi skal forlige os. Hmm. Nå, var det så det, vi kom i kirke for at høre i dag: Dels at vi er syndere uanset, hvad vi gør, og dels at vi bliver dømt til Helvedes flammer blot ved at tænke ilde om vores medmenneske. Man husker jo nok på sin indre skærm alle de gang, hvor man indvendigt har brølet: ”Styr dig, din idiot”. Det er jo ærlig talt ikke særligt trøste- eller nåderigt, det her. Og ved man sig sikker på at sidde fast i syndens hængedynd, ja, så er det nemt at ende i fortvivlelse. Er det meningen en dag som i dag? At vi skal sidde der i dyndet og hænge fast i tomhed, fortvivlelse og angst? Tomhed i livet, fortvivlelse over, at gjort gerning ikke står til at ændre, når vi har gjort et medmenneske ondt og i angst for dommen. Er det sådan, at vi skal gå hjem? Nej, det er det jo ikke, for det ville der jo ikke rigtigt været noget evangelium, dvs. glædeligt budskab i. For Gud lader nemlig nåde gå for ret og besvarer vores mangel på indbyrdes kærlighed med netop kærlighed. Kærlighed er det eneste, der kan overvinde nøden, den indre og den ydre. I vores dåb er vi som lille Eddy blevet lovet, at vi lever med nådens fremtid for os uanset hvad. Det betyder, at vi kan være til stede lige her og nu, hvor vi er, og tage imod kærligheden og glæden. Det betyder, at vi kan gå ud i verden i frihed og levet livet sammen med dem, som vi nu engang er sat til at leve sammen med. Det betyder ikke, at synden er væk, den er her som for 2000 år siden, som for 30 år siden. Det betyder, at vi ikke skal gå og dømme os selv og andre, for det er allerede gjort. Af Gud, en nådefuld Gud. Amen.

—

Sognepræst Leise Christensen

DK 8200 Aarhus N

Email: lec(at)km.dk