8. søndag efter trinitatis | 30.07.2023 | Matthæus 7,15-21| Lasse Rødsgaard Lauesen |
Det´ kun vigtigt, hvad det er
Fuck det.[1]
Nu Vælter solen ind
Og fortryller alle støvkorn på min bordplade
Det helt okay at være til
Luften sitrer, når jeg rører ved din overflade.
Ordene er fra sangen: Det´kun vigtigt, hvad det er. Sangen, billedet[2], I sidder med, og evangeliet, I lige hørte, taler over tid med hinanden, så de sammen får indfanget, hvad Gud vil os i dag. Billedet stiller os en gåde: hvem er Matthæus egentlig? Ikke det moderne spørgsmål vi lynhurtigt stiller, hvor vi skal dybt ind i et menneske for at sige noget egentligt. I skal sådan set bare sige, hvem Matthæus er af dem, I kan se, så har I løst gåden.
Gåden blev stillet omkring 1599 af den italienske maler Caravaggio, der var blevet bestilt til at male et billede af kaldelsen. Kaldelsen finder sted ikke langt fra dagens evangelium i Matthæus vers 9,9. Caravaggio havde kun et vers at gå ud fra, som lyder: Og da Jesus gik videre derfra, så han en mand, som hed Matthæus, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: Følg mig! Og han rejste sig og fulgte ham.
Caravaggio vælger at male det chiaroscuro og lade solen vælte ind og fortrylle støvkornene på bordpladen. Lyset afdækker en gruppe mænd, der alle peger på sig selv: for er det mig, der bliver kaldet? Det er tydeligt, at mændene, indtil Jesus afbryder dem, har haft gang i lyssky virksomhed. Jesus er ligeglad med, hvad det ligner, for ham er det kun vigtigt, hvad det er, så hvem rejser sig og følger med?
Billedet er der, hvor sangen er:
Før du griber mig med øjnene og dit mod
Før jeg møder dig der, hvor jeg næsten ikke fatter ting med mit hoved
Det roder
Men modet kan opløse rodet.
Matthæus genkender Jesus på frugterne og får mod fra hans mod og følger efter ham. Det er den lykkelige slutning, som Caravaggio ikke maler. Om Matthæus har hørt bjergprædiken, som dagens evangelium kommer fra, ved vi ikke, den adresserer os også og kalder på handling. Evangeliet lader os kunne lokalisere andres gode frugter, så vi kan kende en falsk profet på de dårlige frugter. Eller måske er det netop her, vi skal stoppe op og spørge, om vi kan skelne, hvad det ligner fra, hvad det er?
Indtil nu har vi fået lov at blive siddende og bedømme andres frugter, men evangeliet lader os ikke i fred. For det skal også lige nævne, at ikke enhver, som siger Herre til Jesus, skal komme i himlen, men kun dem der gør hans himmelske fars vilje. Der sidder vi så som på Caravaggios billede og peger på os selv: er det mig? Bærer jeg nu den frugt, der kan forventes af mig, eller vil jeg bare have det til at ligne. Den angst kan selv ikke 487 års Luthersk forkyndelse i Danmark få til at gå væk. For bør vores liv ikke bære gode frugter, og bør vi ikke svare på kaldet, eller er det nok at være den synder, Jesus tager skraldet for? Det er i hvert fald en anfægtelse for mig, også selv om jeg tror på Luther, når han siger, at vi retfærdiggøres af tro alene. Der bliver jo stillet krav, hvis vi skal løse gåden om, hvem Matthæus er, så skal han rejse sig. Og hvis vi skal kende profeterne, skal de bære gode frugter og måske værst af alt, det er kun den, der gør den himmelske faders vilje, der kommer ind i Himmeriget.
Alle sammen krav, der svarer på kaldet, der skal altså være et svar på kaldet, der på en eller anden måde er synligt. Selv min popsang kan finde ud af det, når den synger:
Fuck det
Nu lukker jeg dig ind
For jeg smelter af den måde du si´r hej på
Det´ nok til, jeg ringer op igen
Foruden toogtyve måder, du er dig på
Sangen kan finde ud af det, men svarer jeg også på kaldet og gør min himmelske fars vilje? Og ved jeg overhovedet, hvad det er ud over næstekærlighed, der ved at ligne kærlighed forvandles til, hvad det er. Det er måske derfor, vi bliver ved med at opsøge kirken; for at blive kaldt på igen.
Tilbage til Caravaggios billede. Vi har set det og tænkt, at nu siger Jesus den sætning, der slår en streg over det lyssky, og så følger Matthæus efter Jesus resten af livet, ja måske skriver han en bog om sine oplevelser. Det er sådan det bør være, men hvad nu hvis det ikke er sådan, det er?
Nu er vi kommet til der, hvor gåden bliver løst, og I virkelig får noget ud af jeres medlemskab af den evangelisk-lutherske kirke. For mit bud på hvor Matthæus er, er at han allerede er gået. Jesus bliver i billedet kirken, der vedvarende forkynder for de andre, at de bør følge efter, men også at Guds nåde findes for dem, der bliver tilbage. Det Lutherske håb er, at den retfærdiggjorte skal leve af tro alene, den sætning er den første, og vores håb er, selvfølgelig, at det også skal blive den sidste. For tro er vel også at tro på, at Jesus kan holde til sandheden, at frugten i bedste fald ikke er imponerende? At vi måske bliver siddende, selvom ordet får vores hjerte til at begynde at smelte. Måske skulle vi have den tiltro til Jesus, at den frugt, han fik til at vokse op, ikke bare var en enkelt god gerning eller rigtig mange gode gerninger, men at han netop kunne tage imod menneskerne, som de er, og tåle sandheden om os. Jesus bliver mærkeligt nok ved med at kalde på os, også selv om han kan skelne, hvad det ligner fra, hvad det er. Han opfordrer os altid til at bære frugt og inviterer os med på vandring gennem livet, med sit menneskesyn og sin etik som rettesnor. Han kan, om nogen, tage imod en undskyldning på 22 måder, for han er ligeglad med, hvad det ligner, det er kun vigtigt, hvad det er.
Amen.
Sognepræst Lasse Rødsgaard Lauesen
DK-5000 Odense
E-Mail: lrl(at)km.dk
[1] Guldimund: Det’ kun vigtigt, hvad det er
[2] Caravaggio: Mattæus’ kaldelse (billede deles ud eller vises på projekter)
Dansk 
Deutsch 
English (UK) 
Português do Brasil 
Español _-_De_roeping_van_Matte%C3%BCs_(1599-1600)_-_Rome_San_Luigi_dei_Francesi_10-01-2011_12-07-56.png){kind=link}