Der er et barn i stuen

Julesøndag | Lukas 2, 25-40 | af Anne-Marie Nybo Mehlsen |

Begrundet salmevalg i DDS:

99 – Velkommen igen Guds engle små (er julesorgen slukket? eller stadig aktuel? Eller nu trøstet, måske forvundet, skønt ikke forsvundet?)

115 – Lad det klinge sødt i sky (profeten Esajas spådom går i opfyldelse og vi fyldes, som Simeon af lovsang)

Salme efter prædikenen 117 – En rose så jeg skyde (Tegnet fra Gud i barnet er spædt endnu, håbet er midt i vinteren og vi må vente at se, skønt vi allerede ved. Salmen fortæller om at se dybt med troens blik, der forvandler nuet allerede)

103 – Barn Jesus i en krybbe lå (fordi menigheden elsker den, og fordi den naivt beskriver inkarnationens dybder.

712 – Vær velkommen Herrens år (Ja, allerede! Særligt i år er håbet bundet til det nye år, der er på vej – og vi hilser det på forskud og bringer fremtiden ind i nutiden – håbet er et transportmiddel)

 

Det er næsten som at være til barnedåb i dag, Julesøndag, når vi kommer med til fremstilling af Jesus i templet. Som alle andre af sit folks drengebørn blev Jesus 8 dage gammel omskåret, og inden for et år derefter fremstillet i templet i Jerusalem.

Vi genkender sceneriet, når et barn kommer til verden, og familien samles. Det sker i en vis rækkefølge, først de nærmeste, så slægt og venner. De ældste i familien venter, til de nybagte forældre kan bringe barnet til dem.

Det er altid sådan, at et nyt familiemedlem beundres, og iagttages: Hvem ligner barnet? Der fortælles om fødsler tidligere i familien. De nybagte forældre får fortalt, hvem de er, og hvem der var før dem. Der tales om alle de håb og glædelige forventninger, der er til barn og fremtid. Der bliver både velsignet og bedt med mange kærtegn og gode ønsker. I vores tradition er det dåbsfesten, der har denne karakter af offentliggørelse, fremstilling og præsentation for det større fællesskab. Vi ser det for os, næsten, som var vi der selv, – og smiler. Det går godt hånd i hånd med resten af julens godter i skålen, træet i stuen og måske et glas portvin i stearinlysets skær. Det er jul, og der er varme og dybe røde farver i billedet.

Vore egne gamle i slægten står med, uanset om de er døde eller endnu hos os. De er med i dette smukke, røde billede af fyldt og opfyldt liv. Det er smukt.

Der er et smil, et helt særligt smil og et lys i øjnene hos de gamle. Det er for mig en personlig erindring om særlige smil og særlige lysende blikke, jeg har oplevet, de gange, jeg har taget afsked, siddet ved dødslejer. Umiskendeligt taknemmelighed, glæde, velsignelse har lyst i de blikke, de smil. Som en anden Maria gemmer jeg dem i hjertet. Ligesom jeg gemmer de små børns glade smil og lyse blikke, grinet, de småbitte fingre, der griber om min finger, latteren, legen. I hjertet.

Det er ikke et helt hjerte længere, det er knust og kværnet i livet, og har sin del af sår og brud. Præcis sådan har jeres hjerter det nok også. Sommetider er det nok, ja, rigeligt! Men næste barn i slægten heler lidt og lindrer smerten i det godt fyldte hjerte.

Jesus barnet blev omskåret 8 dage gammel og fremstillet. Dermed var også dette barn en del af aftalen mellem Gud og folket. Den aftale skulle samme barn vise sig at forny, forandre, udvide. Barnet er forandringens begyndelse. Lad konservative teologer bare besvime af skræk over følgende udsagn: Gud er forandringsparat!

Det er let at læse med egne øjne og erfaring, som I lige har hørt. De gamle sammenhænge bliver set med nutidige øjne. Det er heller ikke forkert, hvis vi tror på, at det budskab, der brød ind i tiden for ca 2020 år siden, har evig gyldighed. Det har betydning for os i dag, ellers ville det ikke have mening, – mere end så mange andre historiske begivenheder og fantastiske fortællinger.

Ud over mit eget hjertes livserfarne røde og varme billede, ser og hører jeg skam også nuancer og klange, der i den grad hører til netop nu, netop her, netop, som vi lever.

Den gamle Simeon er som en ældre professor, der glad som et barn forkynder, at vaccinen mod corona er på vej, at pandemien er sat skak og forhåbentligt snart også skakmat.

Det ses, at det gør manden, der siger det, yngre på stedet. Håbet, udsigelsen, glæden ved at sige det højt, lyser langt væk. Frelsen er nær!

Julesøndags Simeon og Anna er skam ikke langt fra nogen af os!

Også meget nutidigt kan jeg høre, at der gøres meget ud af Simeon, Herrens tjener, der fortroligt fortæller Gud og hver mand, og her den lille familie, om sin egen fornøjelse og værdien af en helt personlig aftale imellem ham selv og Gud: Han, Simeon, skal nemlig først forlade denne verden, når hans øjne har set frelseren. Og nu sker det! Hør bare, hvor han kan synge højt! Ham, Simeon. Og velsigne, så det lyser op omkring ham. Og advare Maria, den lykkelige moder. Hun skal bare lige vide, hvor barsk livet er, og hendes sjæl bliver ikke sparet for smerte:  Et sværd skal gennemtrænge…

Hov, hov! tænker jeg og andre – ”me too” bevægelsen får os til at hæve øjenbryn, lad nu Maria være! Vi kan næsten høre, hvordan Simeon tager den unge pige under hagen, og ser hende i øjnene, mens han truer, – eller velmenende advarer? eller hvad det nu er, han gør.

Mere afsides ses Anna, en profetinde. Vi får hendes ægteskabelige historie med mere. Hvor mange år og med hvem, ja, ja, Også hun priser Gud, og fortæller om barnet til alle, der vil høre. Det er måske kun mig, der hører et uskrevet: ”typisk kvinde” eller et usagt: ”og så videre”. Hvad Anna, profetinden, egentligt havde på hjerte, forbliver ufortalt. Ikke hendes budskab, men hvem hun er, og hvad hun gør, bliver hendes eftermæle. Der er forskel på mænd og kvinder, endnu mere forskel på gifte og enlige. Selv en enke må give afkald på noget af sin autoritet som vidne om noget som helst.

Strukturel krænkelse er let at læse ind i 2000 år gamle tekster…

Det første smukke røde billede af hele slægten i den festligt oplyste stue falmer lidt. Er der ikke en onkel lidt for tæt på den unge moder? Og hviler hans blik ikke et andet sted end på barnet i favnen? Vi har mistet uskyld, Ingmar Bergmann er blevet instruktør på det indre teaterstykke – ak!

For at hente lidt af julefreden tilbage i stuen, henter jeg komponisten Johannes Sebastian Bach og sætter kantate på anlægget: ”Ich habe genug!” Sådan hedder arien. (BWV 82) En smuk basstemme, vuggende strygere og himmelsk obo. Arien er Simeon, der synger om at have set alt, der er værd at se, i dette barn, frelsen er kommet. Og selvom det endnu kun er en spire, et glimt af håb, er det fuldt ud nok til at forandre alt. Det er meget renhjertet og meget uskyldigt, det her. Der er en tone af ydmyg længsel efter Gud i det. En smule er nok, den lille krumme; et barn, noget, der kommer engang. Det er alt nok.

Evangeliets lys kastet ind over et menneskes liv. Nu begynder der at ske noget. Det her forvandler os, der hører det. Os, der synger om det, og nynner med i det evige kor. Gud bevæger os og lader sig selv bevæge. Gud forandres. Den gamle aftale holder ikke, den om at følges ad i tykt og tyndt og lydigt gøre, som der bliver sagt. Der må forandring til, de lydige børn er blevet oprørske teenagere, der vil selv, unge voksne med rigeligt at se til og afprøve. Gud går ind i det, han går med os. Stiller sig ikke op som gammel alfader med formaning og krabask. Han er selv listet ind i billedet og står i stuen, fyldt af slægten. Gud kender de blikke, de smil Den renhjertede længsel i os når frem til Guds eget hjerte. Gud træder ind og tager del, og bliver selv menneske, bliver barn. Som svar på det menneskelige kald, der altid råber: ”Far!” ”Mor!” og forventer at blive taget i favn, en tryg favn. En favn, vi kan stole på. Et smil, et lysende blik, der velsigner og heler det brudte, smertelige, der var.

Der er et tegn, vi skal se efter – ikke nødvendigvis lige til, men også i modsigelsen, skal vi se tegnet. Vi skal se Guds tegn i mørket. Også.

Det kræver altså øvelse, og daglig træning. Troens opmærksomme blik er ikke noget, man bestemmer sig for pludselig at se med. Ligesom man ikke fra den ene dag til den anden kan bestemme sig for at gøre godt og fra nu af, vupti! være et godt menneske –  vi må præges af noget undervejs. Præget af Kristus.

Det kræver øvelse, ja. Indøvelse. Udsættelse for velsignelsen, de milde smil, det særlige lys. At lade sig mærke med fylden i livet, det opfyldte. Det kræver også mod til at lade sig mærke med smerten i det knuste hjerte. Samtidigt er det også ren og skær gave. Det er noget, der sker for os i ubevogtede øjeblikke. Både i det særlige og i det helt almindelige, når vi røres og bevæges af Guds Ånd, som en anden Simeon.

Der er et barn i stuen, og alt forandres. Amen!

 

Sognepræst Anne-Marie Nybo Mehlsen

DK-4100 Ringsted

Email: amnm(a)km.dk