Der findes ikke nogen bagdør til et menneskehjerte

12. søndag efter trinitatis – 30.8.2020 | Jonas Bog 2 og Matthæus 12, 31-42 | Peter Fischer-Møller |

Det er ved at være forbi med de lyse nætter for i år. Når klokken er 10 er det mørkt, og det begynder først at lysne igen ved 4tiden. Som barn elskede jeg sommeren med dens lyse nætter, og jeg blev altid lidt beklemt, når vi nåede her hen i slutningen af august, og det var tydeligt, at nu blev nætterne bare mørkere og længere – og at sådan ville det blive ved helt til jul. Jeg var nemlig ret så mørkeræd.

Det er jeg ikke mere, men til gengæld kan jeg – som vel de fleste voksne – have nætter, fulde af mørke tanker og urolige drømme, nætter der føles som om man var slugt af et vældigt havdyr, nætter hvor man føler sig ensom og bange og ikke kan finde retning og mening i noget som helst.

Oven på sådan en nat kommer daggryet som en befrielse. Det er som at blive hostet op på stranden af nattens hvalfisk, at få skænket en ny dag, hvor vi kan se hinanden og tale sammen og glæde os over livet.

Det er her vi er nu, på det tørre land, endnu en dag har vi fået givet.

Man kan se det som et tegn, vi får, et tegn på at Gud er til, et tegn på Guds nåde og kærlighed.

Når vi samles til gudstjeneste, så er det netop for at hjælpe hinanden og få hjælp fra Gud til at tyde tegnene. Når vi samles netop om søndagen er det fordi søndag er opstandelsesdagen, fordi det var påske søndag morgen Jesus opstod, blev udfriet, ikke kun af nattens bekymring og uro, men af dødens mørke, som tegnet på at intet nu nogensinde skal kunne skille os fra Guds kærlighed. Det er søndag, vi lever og er til. Her i kirken øver vi os på at tyde de daglige tegn.

Træk vejret, mærk brystkassens bevægelse op og ned! Hver eneste morgen, hvert eneste åndedrag er i virkeligheden et lille mirakel!

Men ofte er vi som blinde overfor Guds livstegn.

Det at vi er i live og måske endda er raske og har arbejde og mad på bordet og tag over hovedet og mennesker omkring os, der holder af os – det kommer vi så let til at opfatte som det selvfølgeligste af verden. Som noget vi egentlig bare har ret til og krav på.

Sortseere er vi måske ikke, men mange af os har lettere ved at få øje på fejlene end på det fantastiske. Aviserne er fulde af alt det, der er noget i vejen med, alt det, der går galt i verden. Og vi spørger os selv og hinanden: hvorfor tillader Gud den slags? hvorfor griber Gud ikke ind? Er det her ikke tydelige tegn på at der slet ikke er nogen Gud til? Men er det virkelig så galt? Er der ikke bedre historier at fortælle? Det vil en række bistands- og udviklingsorganisationer hjælpe os med at få øje på. De har igangsat kampagnen: ”Verdens bedste nyheder”, som løber af stablen her i september, og hvor vi bl.a. får at vide, at fattigdommen i verden faktisk er på retur og at flere børn end nogen sinde får en uddannelse. Og at det nytter noget at hjælpe nødlidende og socialt udsatte og give udviklingsbistand.

At medfølelse og gavmildhed findes og tænder små glimt af lys rundt om i verden, glimt af Guddommeligt nærvær måske. Men tør vi tro på det?

De kloge hoveder i evangeliet i dag ville også gerne have nogle klare tegn at holde sig til. Ja de ville allerhelst have beviser. Beviser for, hvad det egentlig var, der var på færde omkring Jesus. For det var selvfølgelig udmærket – som de havde set – at en blind havde fået synet igen, men måske var det bare et tilfælde, måske var det bare et smart trick. Måske var han i virkeligheden ude på noget skummelt, ham Jesus.

Men Jesus svarer, at de ikke får andet tegn end profeten Jonas’ tegn. Og hvad er det så for et tegn.

Jonas kender vi fra Det gamle testamente. En herlig 2500 år gammel historie.

Navnet Jonas betyder ”Gud har handlet nådigt!” Men netop Guds nåde har Jonas det i virkeligheden lidt svært med.

Jonas vågnede pludselig en morgen og var sikker på, at Gud havde talt til ham. Gud ville sende ham til den store onde by Nineve, for at forkynde dom over befolkningen der.

Men Jonas var bange for sit skind, bange for at skulle tale den slags skrappe ord til skurvede hoveder. Derfor stak han fingrene i ørene og tog et skib og sejlede den modsatte vej

Det blev et vældigt stormvejr. Søfolkene blev klar over, at der var ugler i mosen, og de gav sig til at kaste lod for at finde den skyldige. Loddet faldt på Jonas, som de derfor smed overbord. Men Gud viste sig nådig, han reddede Jonas fra druknedøden, da han lod en hvalfisk sluge ham. Og han fik lov at sidde inde i bugen på den i tre dage og tre nætter, før den spyede ham op på land.

Så drog Jonas endelig til Nineve. ”I er nogle onde og ugudelige folk, om 40 dage er byen ødelagt!” råbte han. Og så skete der det helt overraskende, at folk faktisk hørte efter. Indbyggerne i Nineve omvendte sig, Gud valgte at skåne byen, og Jonas blev rasende. Hvad var så meningen med at sende ham af sted og forkynde dom, når dommen ikke faldt alligevel! Hvortil Gud sagde, at verden jo ikke er Jonas’ og at Gud har ret til at være lige så inkonsekvent og barmhjertig, som det passer ham.

Da Jonas er allermest arrig, lader Gud en olieplante skyde op, så den kan give Jonas lidt skygge derude i den bagende sol. Gud vil også vise sig nådig overfor Jonas, men også skrap. Han lader olieplanten gå ud, så Jonas igen bliver bagt af solen og da han klager sin nød, siger Gud til ham: se det er et tegn mere til dig. Det var sådan du ønskede at det skulle gå med byen Nineve, at den bare skulle visne, men jeg har altså ønsket at mennesker i den by igen skulle blomstre, og det har du hjulpet mig med. Tak for det!

Historien om Jonas er en historie om, hvordan Gud hele tiden er på færde i vores liv. Men vi kan bare ikke altid få øje på det. Derfor var det Jesus kom til verden.

”Og se, her er mere end Jonas!” Siger Jesus om sig selv.

Hvordan nu det? kan vi spørge.

Jo, med Jesu komme til verden er der sket noget med Gud selv.

I Jonas’ fortællingen er Gud en kommandostemme, der styrer begivenhedernes gang, der skaber storm og lader hvalfisken sluge Jonas og styrer hvalen til Nineve. Her er Gud som en slags naturkraft.

I evangeliet er Gud blevet et menneske. Jesus møder mennesker i øjenhøjde, spiser sammen med dem, deler deres sorger og bekymringer og lytter til det, de ikke kan magte og bære alene.

Med Jesus har Gud virkelig vist mennesker, det der lå i Jonas navn, vist os sin nåde, sin tålmodige, tilgivende kærlighed. Men selvom det er et tegn, som rummer mere end Jonas, så er det stadig ikke noget bevis. For når det handler om nåde, om kærlighed og tilgivelse, så kan der ikke gives beviser. Det ved vi jo fra os selv. Hvordan i alverden skulle jeg kunne bevise min kærlighed til et andet menneske, Jeg kan sige søde ord og give blomster, men det kunne jo alt sammen være løgn og bedrag. Der findes ikke nogen bagdør til et menneskehjerte, vi kan ikke se ind bag ordene og tegnene, vi kan ikke få bevis her.

Og det er netop her Jesus tar fat med grovfilen i evangeliet i dag. Han bliver vred og utålmodig. Han styrger ikke sine tilhørere med hårene. Og det kan nok få os op ad stolene, hvis vi virkelig hører efter. For hvad var det han sagde? At der er bespottelser, der ikke er tilgivelse for. Og at lutter onde ting kommer ud af munden på onde mennesker. Sådan noget er ikke særlig rart at høre. Det er faktisk temmelig ubehageligt. Men lyt engang til din egen erfaring og din egen samvittighed. Så ved vi at han har ret.

Hvis vi ikke tror på tilgivelse, så er der jo virkelig ingen tilgivelse. Så vil vi blive ved med at være uvenner med hinanden, og vi vil ikke være i stand til at slutte fred. Vores liv vil blive et hårdt og nådesløst og trist sted at være.

Når det onde har fat i os, ja så bliver vi også onde i munden. Tænk på hvordan arvesager og skilsmisser og pengemellemværender kan forpeste vores liv.

Her haster det virkelig med at få vendt skuden, med at finde troen på godheden og tilgivelsen og Guds nåde. Det er faktisk det eneste, der kan udfri os og redde os i land.

Det handler altså ikke om, at vi kan komme til at sige og gøre noget, som Gud bliver så vred eller forarget eller fornærmet over, at der ingen vej er tilbage.

Det handler kun om hvorvidt vi stopper vores egne ører til eller om vi vil høre.

Guds nåde er en realitet i vores liv – også selvom vi ikke altid kan få øje på det. Det er da ganske utroligt, at vi, uanset hvor selvoptagne og gudsfornægtende vi har teet os og udtrykt os, har fået lov at leve endnu en dag. Det er i sig selv et tegn, et tegn på, at vi – som Jonas – ikke er opgivet af Gud. Han bliver faktisk ved med at tro og håbe, at vi vil høre ham, at vi vil tro på at der er tilgivelse for det, vi – og andre – gør forkert, og håb for os, også der hvor det hele ser håbløst ud.

At lytte til evangeliet betyder at høre, at der er et alternativ til mørket og ondskaben. Jesu historie er det endegyldige tegn på, at det nytter at tro og håbe og kæmpe.

I oldkirken var Jonas i hvalfiskens bug et af de mest elskede motiver. For de kristne var netop det billede et tegn, som de satte på deres grave og kister. For at fortælle hinanden om Jesu opstandelse og den vej han har banet også for os ud af mørket og døden til Guds lys og kærlighed. Amen.

Biskop Peter Fischer-Møller

Roskilde

Email: pfm(at)km.dk