Det handler endnu…

Det handler endnu engang om menneskesynet | Mariæ bebudelsesdag | Lukas 1,46-55 | af Jens Torkild Bak |

Salmer: 71, 172, 201, 73, 441/72

Han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort, synger Maria, efter at hun få dage før over for ærkeenglen Gabriel har erklæret sig parat til at være det lydige redskab for Guds vilje og føde Hans søn, Jesus. Og hvorfor skulle hun ikke også være villig til at gøre det, hvis det nu er sådan, det er. Israels Gud er nemlig ikke en hvilken som helst Gud, men en Gud, der især har et godt øje til de små i samfundet, ser dem der som hun selv intet er i verdens øjne, ser dem og giver dem anerkendelse og værdighed. Ved at tage dem i sin tjeneste!

Marias sang er en lovsang til den Gud, der er sådan og handler sådan. Og på det konkrete plan foregriber sangen en virkelighed, en ny retfærdig verdensorden, som Gud vil sætte igennem i skikkelse af Jesus fra Nazaret.

I sin bog ”Det som er os givet” kommenterer den amerikanske litterat og kristne filosof Marilynne Robinson Marias lovsang med følgende betragtning: Bibelen lovsynger sjældent Gud uden også blandt hans egenskaber at nævne hans konstante og til tider skelsættende omvæltning af den eksisterende orden, i særdeleshed forstilt retmæssighed eller magt og rigdom. Når samfundet synes at have en form for orden indlejret, er det en uretfærdig orden. Og Guds retfærdighed forstyrrer den… Hvad alt dette i hvert fald beviser, er, at Gud vitterlig er opmærksom på de fattige, de ydmyge, de navnløse, de klemte og tyngede og har været det i hele deres levetid. Citat slut.

Det har Robinson uomtvisteligt ret i. Men netop derfor kan man ikke lade være med at spekulere over, hvad det bliver til, det hele. Man kan ikke lade være med at spekulere over betydningen for den kristnes liv af Marias lovsang og den samfundsomvæltning og nye retfærdighed, sangen giver løfte om. Eller hvor tæt evangeliet, det kristne budskab, skal forbindes med et bestemt samfundssyn, herunder en særlig socialpolitik. Og hvilke konsekvenser vores selvforståelse som kristne har eller skal have for de konkrete valg vi træffer i spørgsmål, hvor der står et menneskesyn på spil. Ja, for vores behandling af hinanden simpelthen. Det er en diskussion, som i perioder er blusset vældigt op og aldrig dør helt ud. Lige i øjeblikket kan diskussionen om menneskesynet eksempelvis tage form af spørgsmålet, om det nu også er videre fornuftigt at sætte hele verdensøkonomien på spil for at beskytte os imod en corona-epidemien, når dødeligheden blandt de smittede ikke forventes at overstige 1 %, og det tilmed kun er i forvejen svækkede og herunder især ældre mennesker, der risikerer at dø af sygdommen.

Der er forskellige bud på et kristent menneskesyn, og jeg vil – meget langt væk fra udfordringen fra coronakrisen – omtale det, som vel blev det dominerende herhjemme i forrige århundrede. P.G Lindhardt, der døde i 1988, vil, tror jeg, stadig være husket af nogle som andet end far til teologerne Mogens og Jan Lindhardt og farfar til skuespilleren Ture Lindhardt. Han var en af det tyvende hundredes mest indflydelsesrige danske teologer. Feteret kirkehistorieprofessor, der fagligt gik helt nye veje, blændende prædikant (ingen kunne ganske vist rigtigt høre hvad han sagde, men man havde jo så muligheden for at støtte sig til de trykte prædikensamlinger, der kom i en lind strøm). Og skarp debattør med et uforligneligt vid, der skabte ham hul igennem til offentligheden. En intellektuel mastodont, endda med folkelig tæft. Men også! og ikke mindst repræsentant for den illusionsløshed og det værditab, for ikke at sige nihilisme, der kom til at præge livssynet efter 1. verdenskrig. Denne tidstypiske side af fænomenet P.G. Lindhardt har valgmenighedspræst og forsker Niels Grønkjær givet en kort karakteristik med på vejen i sin bog ”Det nye menneske”. Og den lyder sådan:

Det eneste, man kan lære af erfaringen, er, at man ikke kan lære af den! Ordene er ofte sagt af P.G. Lindhardt. I sin aldrig svigtende illusionsløshed punkterede han forestillingen om, at mennesket skulle kunne modnes i et dannelsesforløb, og personligheden udvikles. For det blev aldrig bedre! Han blev ikke træt af at henvise til erfaringerne fra Første Verdenskrig, som fik tidligere tiders appeller til den gode vilje til at forstumme, fordi de snarere appellerede til det dyriske i menneskene, ja, til det umenneskelige som er menneskenes eneste fortrin for dyrene, som ikke formodes at have nogen vilje. Lindhardt blev heller ikke træt af at gentage sit: Man siger, at Vorherre ser på viljen. Men lige det skal vi nu ikke ønske os! Citat slut.

Med andre ord: Menneskets problem er mennesket selv, hvilket ikke er godt, siger Lindhardt og hans samtids forkyndelse. For mennesket bliver aldrig bedre. Følgelig bliver verden heller aldrig bedre. Aldrig. Omvæltningen af den herskende verdensorden, som er budskabet i Marias lovsang, er derfor ikke et budskab om noget, der kommer til at ske, men skal i stedet høres som en dom. En forstemmende dom over alt det, vi mennesker ikke vil og ikke gør, eftersom vi sidder uhjælpeligt fast i vores egoisme. Det eneste, det kristne menneske har at trøste sig ved og kan tage med sig fra Bibelens ord, er budskabet om den betingelsesløse kærlighed, hvormed Gud tager syndere til nåde. Evangeliet om syndernes forladelse i Kristus. Men hvilken trøst eller vejledning bringer det os i dag, lige nu?

Lindhardt og hans teologiske generations menneskesyn havde ikke alene en umiskendelig luthersk tone, men det var også vildt forfriskende derved, at det én gang for alle gjorde op med enhver tilbøjelighed til at dyrke en selvgod kristenmoralsk bedreværdsfølelse med samt sværmeriske forestillinger om igennem moralsk vækst at kunne fremme et Guds rige på jorden. I stedet for et kald til moralsk oprustning blev mottoet for den kristnes liv: Synd tappert! Men! På et eller andet tidspunkt vil det spørgsmål dukke op, hvor grænsen går mellem en sådan realistisk menneskeopfattelse og et kynisk samfundssyn. Og hvornår det første bevidst eller ubevidst skal bruges til at legitimere det sidste?

Der er en grøft på begge sider af vejen. Som regel. Og det kan blive for letkøbt for os gode lutheranere at sige: Mennesket er en syndig sæk, der bor ikke gnist af sandhed eller god vilje i os. Vi er små og ubetydelige og kan intet godt udrette. Dog skal vi ikke af den grund bekymre os for vores frelse, for vi har evangeliet, hvori Gud tilsiger os sin nåde og kærlighed i Kristus. For så bare at overlade verdens gang til reglerne i jernindustrien. Til det, som Paulus i dagens episteltekst polemisk kaldte ”denne verdens visdom”.

Talen om evangeliet og Ordets forkyndelse (med stort!) kan i sin mest automatiske form blive abstrakt, for tom og gratis. Hvad er der i det budskab for børnene i Syrien, hvis forventninger til livet engang ikke adskilte sig fra vore egne børns forventninger. Eller for dem, der er henviste til at leve på ”Putins losseplads” 21 km fra Kreml. Eller hvad er der at hente for det liv, der leves bag nedrullede gardiner i Udkantsdanmark, et liv, der med eller uden egen skyld er afkoblet det øvrige samfund, som er så godt på vej ind i en højkonjunktur? Eller igen: Hvad er der i det for de millioner af mennesker, der i disse dage og uger er bekymrede både for helbredet og arbejdspladsen? Meget naturligvis, men der mangler ligesom en kobling, en bro.

Marilynne Robinson, som jeg citerede indledningsvist, udmærker sig ved ikke at synge med på det negative menneskesyn, der i så rigt mål blev god tone i protestantismen. Det sværeste spørgsmål, Jesus stiller os, er i virkeligheden, om vi tror på mennesket. Skriver hun, og det er fantastisk skarpt set og godt sagt. Robinson er ikke naiv, men hun mener, at den kristnes fornemste pligt trods verdens tilstand er at holde blikket fast og modigt rettet på det enkelte menneske som Guds vidunderlige skabning, der rummer et utal af muligheder for det fælles liv. Og hun mener, at vi skal lære af Marias historie, frem for at kaste den væk som et naivt eventyr. Gud troede på Maria og tog hende i sin tjeneste, i den højeste tjeneste endda, trods hendes ringe stand. Således skal vi også huske at finde os selv og hinanden værdige i tjenesten for alt godt i stedet for at forfalde til kynisme og en grasserende ukristelig menneskefrygt. Jeg citerer igen: Vi ved jo godt, hvor dybt vi kan forarme os ved at undlade at finde værdier hos hinanden. Vi ved jo godt, at respekt er en fundamental opløftelse, som vi kan tilbyde og alt for ofte holder tilbage. Men det er vel netop derfor, på grund af respekten for det enkelte menneskes uendelige værdi, at vi sætter så meget ind på at redde det i øjeblikket.

Og i den forbindelse kan Marias lovsang være et ekko til eftertanke og opbyggelse: Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde… Lad os være hinandens tjenere og tjenerinder, når der bliver kaldt på os! Glædelig Mariæ bebudelse! Glædelig søndag! Amen.

Domprovst Jens Torkild Bak

DK-6760 Ribe

Email: jtb(at)km.dk