Din tro er så stor som din …

Din tro er så stor som din fortvivlelse | Anden søndag i fasten | Matthæus 15, 21-28 og Salme 42, 2-6 | af Marianne Christiansen |

Et udtørret vandløb, en hjort der skriger. Der er ingen vand. Hjorten kan ikke kalde vandet tilbage. Dens skrig er lyden af fortvivlelse og afmagt.

Hvorfor mon vi tit bruger dyr som billeder, når vil beskrive, hvordan det er at være menneske? At det kan være som at være en hjort, en orm, en løve, en trækfugl, en mus i et hul, en bjørn i vinterhi. Dyr forstår vi som ikke-mennesker. Måske gør vi det, fordi vi netop i det fremmede bedre kan forstå os selv. Måske gør vi det for at komme ud af vores menneskelige ensomhed ved at huske, at der er andre levende væsner i verden end os, og at vi er forbundet med dem. Måske forstår vi dyr bedre end mennesker.

Som hjorten skriger, fordi den tørster, sådan længes min sjæl efter dig, Gud. Vi ved ikke om mennesket er det eneste væsen, der spørger efter Gud, efter en mening i livet, efter håb. Men vi ved, at vi gør det.

Nogle tænker ikke så meget over det, andre søger dagligt efter Gud og efter at have en følelse af at være i forbindelse med Gud. At mærke nærhed, –  at føle, at jeg ikke alene i dette univers eller at vi ikke er alene.

Det er svært at tale om forholdet til Gud. Hver enkelt menneske har det i sig som en spørgen og en søgen – nogle gange som en helt tryg fornemmelse af at være overensstemmelse med Gud og kunne tale med Gud hele tiden; til andre tider er det som at råbe ud i tomheden ”Hvor er du, Gud? Er du der overhovedet?” Selv om jeg skriver dette, ved jeg ikke, om det er rigtigt, at det forholder sig sådan for andre end mig. Gudsforholdet er ligesom andre følelser af kærlighed og frygt noget ubeskriveligt, og vi ved dybest set ikke, om de andre har det ligesom vi selv. I ordene, i musikken og kunsten kan vi have en fornemmelse af, at de andre føler noget, der ligner det, vi selv føler – og det er en trøst.

Salmen fra Det Gamle Testamente udtrykker fortvivlelsen ved at søge efter Gud og ikke få noget svar. I salmen er der ikke andet svar end det, forfatteren giver sig selv:

”Hvorfor er de du fortvivlet, min sjæl?

Hvorfor skælver du i mig?

Vent på Gud!”

Det er ikke et svar, der ændrer noget for hjorten: Den har brug for vand, og den kan ikke få noget vand. Ingen kan få en udtørret kilde til at springe. Den må bare vente. – Men svaret er det eneste, der er at give i mange af livets tilstande: Du må vente. Svaret rummer det stille håb, at der er noget at vente på. Også når du aldeles ingenting kan gøre.

Fra hjorten ved det udtørrede vandløb vender vi os til kvinden som bliver afvist som en hund i fortællingen fra Matthæusevangeliet. Den kanaanæiske kvinde, som beder om hjælp til sin datter, er både udenfor og afmægtig: Hun tilhører et fremmed folk og har ingen rettigheder over for ham, som de andre kalder Kristus, den salvede konge. Han tilhører det jødiske folk og forstår åbenbart sig selv sådan, at han kun skal hjælpe dem, der tilhører hans eget folk.

Som hjorten skriger hun. Og Jesus svarer hende ikke et ord. Han, som vi bekender som Guds Ord, kærligheden selv, afviser et menneske i nød.

Tavshed, tomhed, fortvivlelse. Der står hun. Som så uendeligt mange mennesker før og efter hende, der har råbt og skreget og bedt: ”Hjælp mig, Herre” – Der kom ikke noget svar.

Hvad Jesus tænkte, kan vi jo ikke vide, men hvad han sagde, er til at forstå: ”Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus”. At være Kristus, Davids Søn, betyder tilsyneladende for Jesus at hjælpe Davids folk, jøderne, ikke alle mulige andre. Der må være grænser – man kan jo ikke hjælpe alle. Kvinden og hendes datter er desværre udenfor, tilhører det forkerte folk, er uden rettigheder.

Det er en virkelig menneskelig logisk begrundelse, som vi til fulde kender og bruger i dag. Jesus viser sig helt igennem menneskelig i sin afvisning, og kalder kvinden og hendes fremmede folk for små hunde, sammenlignet med landets egne børn.

Det burde få kvinden til at fortvivle og give op, men det gør det ikke. Hun tager dyrenavnet til sig, og viser ham fællesskabet med det fremmede. Navnet hund bliver foragteligt hæftet på mennesker for at tage deres menneskelige værdighed fra dem. Men kvinden tager Jesus på ordet og vender det mod ham selv: ”Ja, så siger vi, at jeg er en lille hund, men det fritager dig ikke fra at hjælpe mg. De små hunde spiser det samme brød som børnene – de lever af det samme. Og hvis du er det brød, det liv og håb, Gud har sendt til verden, så tilhører du også mig.” I denne anonyme kvindes svar samler alle ydmygede menneskers håb sig: ”Kald mig, hvad du vil – jeg er stadig et menneske, netop når du kalder mig et dyr”.

Og så rejser Jesus sig med en ny forståelse af, hvem Kristus er, og hvad han egen opgave er. Han giver sig. ”Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil”. Hendes tro, som er hendes stædige skrig på hjælp, driver Jesus over grænsen – ud over hans folks grænser, udover grænsen mellem det ufejlbarlige guddommelige og det skrøbelige fejlbarlige menneskeliv, ud over hans egne grænser.

Det er menneskeligt at fejle, siger vi. Måske er denne beretning om mødet mellem Kristus og den fremmede kvinde den mest evangeliske, altså glædelig historie af dem alle. Jesus tager fejl og bliver rettet af en fremmed kvinde, der er i nød. Menneskesønnen tager fejl, tager imod belæring og omvender sig. Går en anden vej. Hvis vi søger efter Gud i Jesus, så finder vi en Gud, der lader sig bevæge af nøden, og som kan sige: ”Du har ret, jeg tog fejl.  Det skal ske dig, som du vil. Din længsel vinder”.

Efter mødet med kvinden går Jesus en ny vej. I evangeliets fortælling har han netop bespist tusinder af mennesker af sit eget folk med 5 brød og to fisk og helbredt folk. Nu går han videre ud til alle dem, som hans eget folk kalder hedningerne, og helbreder og bespiser også her tusinder, her med syv brød og to fisk: Det, der er givet i mennesket Jesus, er givet til alle. Livets brød – som smuler, stumper, manna, mening. Der er nok til alle.

Det nye lys over Gud, som vi får i Jesus er også nyt lys over, hvad det vil sige at være menneske: At vi deler det samme brød.  At vi skal bevæges af fortvivlede råb, og at vi må have håb om, at tingene ikke bare er som de er, men kan blive anderledes. Også vi kan lære af vores fejl og gå en anden vej. Det gælder også i vores levevis i fællesskab med andre skabninger, dyr som mennesker, alle som skriger ved de udtørrede vandløb. Og at vi altid må have den selvbevidsthed, at hver af os har en enestående lille stemme, der har lov til at skrige og blive hørt. Intet og ingen kan tage værdigheden fra os, uanset hvad vi bliver kaldt eller kalder os selv.

Der findes en næsten 500 år gammel korsats af komponisten Palæstrina over salmen ”Som hjorten skriger”, på latin Sicut cervus. Mens stemmerne synger om hjorten, der længes efter vandet, lyder tonerne som om stille strømmende vand allerede er der. Først når de kommer til de latinske ord anima mea, min sjæl, er der en dissonans, som om menneskesjælen bryder ind i harmonien med en smerte og længsel. Sjælen er alene, men kort efter kommer ordet Gud på den samme tone. Sjælen møder Gud i fortvivlelsen, og det ved musikken. Derfor falder den til ro endnu før, der er givet et svar.

Den musik lyder som troen på, at der kommer et svar, og at Gud ikke er ligeglad eller fjern eller bare ikke er. I salmen er tvivlen og fortvivlelsen samtidig med troen: Fortvivlelsen – hjortens skrig efter vand, sjælens skrig efter håb – er samtidig med den anden stemme, der siger: ”Vent på Gud. Der er et du, som du taler med og som hører dig, også når du råber ud i tomheden, at du er helt alene. Din tro er lige så stor som din fortvivlelse. Og du vil få svar.”

Indtil vi selv erfarer det, har vi ordet og fortællingen om Jesu møde med den fremmede kvinde til at holde håbet i live. Amen.

—

Biskop Marianne Christiansen

Ribe Landevej 37
6100 Haderslev

Email: mch(at)km.dk