Drømmen om den enkle sandhed

Pinsedag – 31.5.2020 | Johannes 14,15-21 | Jens Torkild Bak |

Salmer: 290, 305, 291, 294, 287/285.

Det er ingen hemmelighed, at det kristne gudsbegreb er mere sammensat end det gudsbegreb, så mange andre religioner kan opvise.

Det er en tilbagevendende udfordring i konfirmandforberedelsen: Hvordan forklare, at Gud er én, den evigt eneste sande Gud, og dog – jævnfør de tre led i trosbekendelsen – skal opfattes som tre forskellige personer og tillægges tre forskellige navne, der peger i hver sin retning: Fader, Søn og Helligånd?

Helligånden, pinsens ånd, udgør vel sit helt eget forklaringsproblem, for hvad er Helligånd? Det kan være svært nok at blive enige om, hvad ånd er i en materialistisk tid. Men helt galt bliver det først, når man skal forklare, at faderen er den samme som sin søn. Målt med disse udfordringer kan de andre såkaldte Abrahams religioner, Islam og jødedommen, bryste sig af et mere enkelt gudsbillede.

Mere enkelhed i forestillingen om Gud og i gudstroens hverdagsudtryk kan vi nu også finde på kristen grund – i de folkelige fortællinger, mundtlige såvel som skriftlige. Her er der ikke så mange intellektuelle omsvøb. Et eksempel: Da kong Valdemar efter sit hæsblæsende ridt træder ind i dronningeværelset på Riberhus og ser dronning Dagmar døende i liden Kirstens arme, udbryder han ifølge folkevisen: Herre Gud Fader i Himmerig da bedre mig denne vånde! Ligesom han, da han timer forinden på Gullandsborg modtog den forfærdende meddelelse om dronningens tilstand, råbte: Forbyde det Gud i Himmerig, at Dagmar skulle dø så unge!

Den Gud, Valdemar Sejr her beder til i sin angst, er, om jeg så må sige, den klassiske Gud, der styrer verdens gang og råder over liv og død, men især er det en Gud, vi ved, hvor er. Vi kender adressen: Han er altid at finde i Himmerig. Han går ikke en tid rundt på jorden i sønnens skikkelse og laver ballade med sine radikale synspunkter, og han efterlader heller ikke sin ånd, sandhedens ånd, på jorden den dag, han ellers hævder at forlade den.

Den samme enkelhed, eller om man vil: enfoldighed er dominerende i Ingemans morgen- og aftensalmer, og det er vel, sammen med Weyses melodier til dem, grunden til, at de er så folkekære. Selv om Ingemann godt ved, at den kristne Gud ikke kun er i Himmerig, men også blev menneske i Jesus fra Nazaret, for som han siger i ”Nu titte til hinanden”: Guds søn var selv et barn og på krybbestrå han lå, hans vugge stod på jord foruden gænge… Og det er faktisk, forklarer Ingemann i samme salme, alene fordi Gud selv har været barn på jorden og dermed i bogstavelig forstand har indlevet sig i vores verden, at han kender vores forhold. Det er overhovedet ud fra denne erfaring, at han ved, hvad vi har brug for og tager os i forsvar og trøster os: Gud ånder på øjet, når det græder… siger Ingemann.

Men døm selv! Her står vi så måske – hos Ingemann! – pludselig med den enkleste og smukkeste beskrivelse af, hvad der skal forstås ved Helligåndens væsen og Helligåndens virke: Gud ånder på øjet, når det græder…

Vi har som kristne ikke kun – og ikke først og fremmest – en fjern Gud i Himmerig, der styrer og kontrollerer alt. Men vi har en nærværende Gud (denne kærlighedens ånd eller ”talsmanden”, som evangelisten Johannes kalder Ham), der taler vores sag, trøster os og oprejser os. Ånder på det grædende øje. Det er denne Gud, vi møder i evangeliet, i bønnen, i salmerne og i troens fællesskab.

Man skal vogte sig for at gøre tingene mere komplicerede, end de er. Når det gælder en forståelig videregivelse af det centrale i den kristne tro, er der plads til forbedringer. Enhver ny Ingemann, der, akkurat som han kunne det, kan tale direkte til hjertet, er velkommen i folkekirken. Grundtvig, som er vores store pinse-salme-digter, misundte ham angiveligt den evne. Men samtidig kan der være farer forbundet med drømmen om det enkle. Enhver kan sige sig selv, at man skal være varsom med enkle gudsforestillinger i en kompliceret verden. For hvornår bliver overbevisningen om, at sandheden om Gud er enkel, til overbevisningen om, at jeg har den enkle guddommelige sandhed og er kaldet til at bekrige dem, der ikke har den og i deres uforstand står Gud imod? Vi er i Europa voldsomt erfaringsbelastet i den henseende.

Et tankevækkende eksempel på, hvor skæbnesvanger drømmen om enkelhed kan blive, udgøres her af den tyske nazitids teologiske chefideolog, rigsbiskop Ludwig Müller. I bogen: ”Hvad er positiv kristendom?” fra 1939 taler han om folkets længsel efter en enkel Gud, som ikke er belastet af indviklede dogmatiske forestillinger, der som resultat kun har haft, hævder han, at moderne mennesker er blevet fremmedgjort over for kirken og dens budskab. Folket hungrer efter en enkel og klar gudsforkyndelse, som befrier den enkelte i det indre og gør ham stærk, så han ikke fortvivler, men af hele sit hjerte glæder sig over livet og hen over enhver nød og forbitrelse sætter hele sin troende tillid til den ene Gud.

Titlen på bogen: ”Hvad er positiv kristendom?” er ikke tilfældig. Ludwig Müller opfordrer til at fokusere på det positive og opbyggelige i kristendommen og udelade talen om synd og om Kristi forsonergerning, der ikke siger mennesker noget, men tværtimod trækker i den forkerte retning. Hans pointe er, at det igen skal sige det tyske folk noget at gå i kirke. Hvis det tyske folk ikke skal føle sig fremmedgjort i kirken, skal det i kirken kunne opleve en genklang den til enhver tid herskende folkeånd. Gud er den rene ånd, siger Ludwig Müller, og i den indeværende fase af historien har Gud taget bolig i nationalsocialismens ånd, som hele kirken derfor må samle sig om og være loyal imod. Også i 2020 oplever vi rundt omkring i verden tendenser til finde enkle sandheder på komplicerede spørgsmål (eksempelvis corona-krisens opståen), og resultatet er næsten altid had og fjendebilleder.

Når den lutherske kirke i Europa i eftertidskrigen har været meget berøringsangst i forhold til ethvert krav om at skulle følge med tiden, og meget skeptisk over for ethvert forsøg på at sætte lighedstegn mellem tidsånden og Helligånden, så har det i hvert fald også sin baggrund i erindringen om skæbnesvangre perioder i europæisk historie med et for tæt parløb mellem kirken og tidsånden i skikkelse af den til enhver tid herskende politiske ideologi. Erindringen om disse perioder bør også stå som advarsler for os danske imod en alt for ukritisk national selvtilstrækkelighed i såvel folk som kirke. Og set i lyset af de tunge historiske erfaringer fra nationalismens tid (som ikke er forbi overalt!) bliver det forståeligt for os, at evangelisten Johannes ikke kan eller vil sætte lighedstegn mellem det, verden ser og støtter sig på, og det, den kristne ser og støtter sig på. Han taler med stor reservation over for verden om den ”sandhedens ånd”, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den… Der er brug for et skel mellem Helligånden og tidsånden – selvom der lokalt gerne må opstå en samklang mellem kirkefesten og folkefesten.

Til sidst skal vi vende tilbage til det komplekse gudsbegreb, som det præsenteres for os i den tre-ledede bekendelse til Fader, Søn og Helligånden.

Hvorfor har vi en fremtid, noget at håbe på og leve for? Det er, fordi tilgivelsen findes i Kristus. Hvorfor kan jeg opleve, at livet stadig er skønt, en gave? Det er, fordi Gud i sin kærlighed giver mig det tilbage i repareret stand, som jeg én gang har ødelagt. Derfor kan jeg med Jakob Knudsen stadig sige, ”at mig dagen fryder trods synd og død”.

Uløseligt forbundet med den kristne tro – og overhovedet med Kristus-navnet – er den viden, der deles i ”de helliges samfund”, at vi lever på tilgivelse. Den viden, som Ludwig Müller fandt negativ og ikke ville vide af, fordi han ukritisk satte lighedstegn mellem den guddommelige sandhed og det tyske folks ånd.

Selvfølgelig ville vores gudsforhold være mindre kompliceret, hvis vi kunne springe alt det med Kristi forsonergerning og Helligånden over. Så er det blot ikke kristendom længere. Men ikke alene det. Vi ville også svigte livet i verden.

For det er den fare, der altid lurer, når et socialt fællesskab – herunder et nationalt fællesskab, det være sig dansk eller tysk – får lov til at absolutere og ophøje sig selv: at alt uden for fællesskabet dæmoniseres. Derfor er det nødvendigt – midt i de livsbekræftende og livsbefordrende sociale fællesskaber, vi indgår i – at bevare ædrueligheden og en personlig eksistensforståelse, der ikke glemmer at se ind i tilværelsens dybere grund. Og her giver evangeliet – og det altid større fællesskab i Helligånden, som ikke kender til nogen hadefuld, forsimplet dem-og-os tænkning, men alene er kærligheden, forsoningen og håbet fra Gud – fortsat rigtig god undervisning!

Glædelig søndag! Glædelig pinse! Amen.

Domprovst Jens Torkild Bak

DK-6760 Ribe

Email: jtb(at)km.dk