Åndens legemlighed

Åndens legemlighed ved genåbning af Sct. Hans kirke, Hjørring | Anden pinsedag – 31.5.2020 | Johannes 6,44-51 | Thomas Reinholt Rasmussen |

Salmer: 725-352-290-288-298

Noget af det tydeligste i det danske landskab – måske så tydeligt, at vi til tider knap nok ser det – er de danske kirker. Rundt omkring i landskabet står og vidner de om en tro, der var så betydende, at den måtte hugges ud i sten og tunge kvadrer. Der måtte bygges huse af sten på en tid, hvor mennesker måske boede i alt andet.

Det var en bedrift at bygge alle disse mange kirker. Fra år 1100 til år 1200 byggede man cirka 2000 kirker af sten, hvilket rundt regnet er 20 om året. Det er imponerende. Kirkerne er noget af det mest håndgribelige, vi har fra den tid. Næsten ingen andre bygninger fra den tid er nået frem til os. Men rundt omkring i landskabet står nu 2000 kirker og vidner om troens betydning.

I den første kristne tid havde man naturligvis ikke huse, der var særligt indrettet til kirker. Der brugte man beboelseshuse, hvor man forsamledes, som vi hørte om det i dagens lektie fra Apostlenes Gerninger. Man forsamledes hjemme om nadveren og om ordets forkyndelse.

Men efterhånden som den kristne tro bredte sig i det romerske rige, og fik mere og mere fat i befolkningen, begyndte man også at bygge huse, som var egentlige kirker. De ældste kirker vi kender til, er fra cirka det fjerde århundrede, selvom man har fundet huskirker rundt omkring, der er ældre end det.

Man måtte bygge prægtige huse for at kunne rumme troen og de alle skønne ting, der blev sagt. Det skulle svare til hinanden.

Og huset her, som vi genåbner i dag efter en lang renovering og fornyelse, er en del af denne store tradition. Et troens hus af sten, for ånden får altid krop.

Og det er faktisk en pointe i den kristne tro, at ånden altid har krop. Selv pinsedag, hvor apostlene er forsamlede, får ånden krop som tunge af ild, og den sætter sig på hver enkelt af dem. Og ved Jesu dåb får ånden krop som en due, og ved hver en dåb er ånden håndgribelig i dåbens vand. Ånden har i kristendommen altid krop.

I kristendommen har ånden krop. Derfor bygger vi kirker, og derfor er huse af sten vigtige.

Vi har netop oplevet et forår, hvor kirkerne var været lukkede. Husene var lukket af, for vi skulle tage vare på hinanden, og vi kunne ikke holde gudstjeneste i dem. Vi kunne stadig prædike og forkynde, og det er gjort i stor stil på internettet og på de sociale medier, og i radio og tv. Men vi har også erfaret, at det er ikke det samme at gøre det sådan. Troen kræver krop. Ånden kræver krop. Vi skal mødes.

Og derfor har vi disse huse, som vi en gang imellem fornyer, så de passer til tidens krav og forkyndelsens vilkår, og således også med dette hus. Tillykke med den flotte renovering og fornyelse af Sct. Hans kirke.

Det er afgørende, at troen får krop, og at ånden får krop. I dagens evangelium taler Jesus om det levende brød, der kommer ned fra himlen. Tilsyneladende er det ikke nok blot at forholde sig til ånden på en usynlig måde, hvordan det nu end måtte være. Man skal modtage det levende brød, som er Jesus selv. Synligt og håndgribeligt.

Sådan er ånden altid i kristendommen konkret, og vi erfarer den i dåbens vand og i nadverens brød og vin. Vi er ikke svævende ånder og vi er ikke uden krop. Vi er nødt til at møde krop også i forhold til ånd, og derfor møder vi Kristus i vand, brød og vin. Det er Kristus på jord.

For Gud er kærlighed og den kærlighed får krop i dåb og nadver. Her gribes vi af kærligheden, som vi selv efter alle vores talenter skal genspejle til verden. Og her er troens krop.

Det må vi lige uddybe:

For et par år tilbage talte jeg med en kunsthistoriker, der studerede middelalderens katolske kunst. Hun klagede over, at den protestantiske kristendom havde for lidt krop, som hun sagde. Det hele var blot ord og toner. Hun mente, at den katolske gudstjeneste havde mere krop.

Det er muligt, men det afgørende er jo, at kristendommens krop ikke er væk eller forsvundet. Kristendommens krop er jo det menneske, vi møder på vores vej, og det menneske, vi skal elske og påminde om, at det er elsket af Gud. Hver gang jeg hører, at folk klager over, at kristendommen i vores udgave, har for lidt krop, kommer jeg til at tænke på dette: kristendommens krop er jo vores konkrete næste, og det er bare om at komme i gang.

For ånden i kristendommen har krop. Det er ikke en luftigt svævende størrelse. Hver gang i kirkehistorien, at kristendommen er blevet spirituel, er den blevet fattig. Kristendom er jo ånd gjort til krop. Både i det menneske, vi møder og i den kirke, vi sidder i dag. Det hele er krop, og udtrykker, at troen er levende og den vil os noget.

Således skal man ikke bare affeje vores kirkebygninger, og tro, at man kan klare det hele ude på torvet eller på de sociale medier. Foråret har i hvert fald vist os, at det ikke er sandt. Troen kræver krop. Forkyndelsen kræver fysisk rum.

Således taler Jesus om sig selv som det levende brød. Vi møder ham i dag i nadveren. Her gives han til os konkret og ligefremt. Her møder han os i brødets og vinens krop. Som kærlighedens konkrete krop, der rækker ud over os selv, også ud i vores næsten og helt ud i det evige liv. Amen.

Provst Thomas Reinholdt Rasmussen

DK 9800 Hjørring

Email: trr(at)km.dk