Eksistentielle islændinge…

Eksistentielle islændinge – noget om urolige billeder. | 3. søndag efter påske | Johannes 16,16-22 | Af Anne-Marie Nybo Mehlsen |

Salmevalg DDS 234 – 289 – 46 

Billedet står noget uroligt, som på et gammelt TV. Troens billede flimrer, – så er han der, så er han der ikke. Nu! Ser vi og forstår! Straks efter er både Gud og meningen væk. Livet skyller ind over os i bølger. Glæde – sorg – glæde. For nogen mere af det ene end det andet.

Troen kommer og går som tidevandet – og Gud selv kommer og går, skjuler sig og træder frem. Det er alt andet end banalt og selvfølgeligt, når vi går tættere på. Hemmeligheden er stor.

Det hører med til at leve og elske, at vi skal miste. Det begynder, mens vi er ganske små – afsked med sutten, med bamse, forståelse af, hvad død er, og at noget eller nogen er borte, væk. For altid. Og erfaringen af, at vi kan leve videre uden.

Glæde bliver til sorg med tiden. Det er uundgåeligt. Sorgen over rækken af tab akkumulerer sig. Det kommer med alderen. Alligevel kan vi leve med glæde – trods sorgens vulkankratere i landskabet, med jordskælv og uforudsigelige udbrud. Vi er eksistentielle islændinge.

Men hvordan kan sorgen, vi kender, blive til glæde? Og hvorfor er det sorgen, vi bliver henvist til som kilde til opstandelse?  Her midt i påsketidens forårsglæde, bliver vi vist tilbage til tiden lige før død og stor sorg, til afskedens time på den sidste aften, Jesus og vennerne havde med hinanden. For at forstå, hvad opstandelse er, skal vi tilbage til det værste? Er det ikke netop omvendt, at vi skal huske det bedste, for at kunne glemme det værste?

Kvinden glemmer smerten af glæde over barnet. Ingen glæde er så stor som forældrenes vilde, vanvittige og verdensomvæltende glæde over barnet. En glæde, der kun vokser med årene, – også trods bekymring og ny smerte. Vi forstår sagtens, hvad Jesus taler om, særligt, når vi får børnebørn og genbesøger erfaringerne fra dengang på ny – med visdom, med øvelse og indsigt. Med ro fremfor alt. Glæden er større end smerte og sorg, og glæde får os til at glemme.  Det er en evangelisk glemsomhed, der ligger i os, som en stærk, helende kraft. Den kan ikke fremtvinges. Ingen kan tage sig sammen til at glemme smerte og sorg, men glæden kan få os til det. Helt uden at ænse det, lægger vi smerte bag os, glemmer modgang og besvær og kaster os ud i verden, som var den ny og vi igen usårlige unge.

Det er et lille mysterium, tæt på det store mysterium: Opstandelsen. At glæden ikke kan mistes, og at den også er allerede – skjult i sorgen. Sorgen og døden er blevet gennemsigtige.

Hvad bærer du selv med dig af sten i hjertet? Tab og sorg? Hvad er din erindring om dem, du mistede?

Her er nogle glimt af mine. Da jeg var barn, døde min farfar pludseligt. Jeg husker mest den store forvirring. Mine forældre og brødre var væk, de var optaget, og når de susede igennem min lille verden, var de fjerne.

I en alder af følsomme 18 mistede jeg min første kærlighed, traumatisk, uforløst. Jeg var tavst fortabt og i årevis langt fra min egen krop. Jeg så spøgelser, mødte ham på gaden, gik hvileløst rundt i timer og ledte. Der var absolut ingen trøst, ingen gennemsigtighed i det, kun skam, frygt og en grusom vished.

Som ung voksen fulgte jeg min farmor den sidste tid, og husker en gennemsigtighed i tid og rum. Det var en dør, der stod på klem til en anden verden, et nærvær, der var næsten fysisk, og en stille vished om ting, der ikke kunne tales om med læger, med venner – ikke engang med præsten, der havde for travlt med at trøste.

Jeg havde ikke brug for trøst, men brug for at fortælle om det store mysterium, at undres over, hvad der var bag gennemsigtigheden og døren? Hvem var i det nærvær, som jeg hemmeligt måtte lave en aftale med om, at jeg skulle blive, og farmor have lov at gå ind?

Billedet flimrede, og jeg havde brug for at udforske glæden, der synes at strømme vildt ud fra den sære gennemsigtighed. Mysteriet lukkede sig med erfaringen af, at det her talte ingen om. Hverdagen tog over – dog tilføjet en ny vished.

Som præst har jeg siddet hos en del på den sidste del af vejen, – med fred i det, og nye erfaringer af gennemsigtighed og nærvær. Tavs erfaring, der ikke lader sig “besnakke” af alverdens fornuftige forklaringer.

Også mine forældre fulgte jeg begge over tid, sad med, da det skete, fuldbefaren på det store hav. Denne gang falder gennemsigtigheden tilbage på helheden, som om det hele er blevet et koncentrat af solskin, sommerferie og ubekymret glæde. Sorgen, der var, og smerten, der var så rigeligt af, er et fjernt minde, mens glæden står stærk. Freud ville fryde sig over mit voksne forældremord, men det stikker langt dybere end psykologi kan bunde.

Der er en skjult glæde i sorgen, som et frø til fuldendelse og forløsning. Det flimrende billede bliver ikke fast og tydeligt. Sommetider er det tæt på, og Gud er med. Troen står klart – og så er det væk igen.

Sorgen rammer oftere med årene, vi mister venner, slægtninge, vi mister nære og kære, mennesker, vi ikke forestiller os at skulle leve uden. Vi er rådvilde, når det sker, – falder udmattede i urolig søvn og vågner til det skrækkelige: Et navn, der var et hav af kærtegn og kærlighed, og nu er et savn dybere end sult, kulde og tørst. Dér skal vi hen for at forstå opstandelsens hemmelighed, siger Jesus.

Inden mysteriet lukker sig, fordi det ikke kan udtales, og knap nok tales om, – inden da, skal vi høste erfaringen. Vi skal indfinde os i det værste, i smerten og den hudløse sårbarhed, der hedder sorg. Dér skal vi vide, at alt det, vi mister, samles, at alt det, der går itu, heles og bliver nyt. Det, vi kendte, udkrystalliserer sig i et koncentrat af glæde. Vi er eksistentielle islændinge, og strømmen af lava udsletter det landskab, vi kendte. Vi omsmeltes af sorg, væltes omkuld af tabene. Kun for at vågne midt i en vished om, at det ikke er mistet. Glæden bliver, den fornyer sig – er aldrig den samme. Som glæden over barnet, mens vi opdager hvert et træk, tæller småbitte fingre og tæer, mærker gribereflekser og et dybt blik fra et par øjne, der før var fuldstændigt ukendt, endnu ikke set –aldrig anet. Vi mærker et åndedræt, en puls, der er barnets, men et med vore eget. Fremmed og fortroligt. Skjult ukendt fremtid og fuldendt lykkelig nutid. Opstandelsen er i kroppens erindring, allerede. Døden er en fødsel til det nye, og jeg taler ikke om reinkarnation, som om alt gik i ring. Det nye bryder frem af det tabte, det sværeste, det smertefulde og  udkrystalliserer en glæde, vi før ikke kendte eller anede. Amen!

Sognepræst Anne-Marie Nybo Mehlsen

DK-4100 Ringsted

Email: amnm(a)km.dk