En anderledes prædiken…

En anderledes prædiken over trosbekendelsen | 22 søndag efter trinitatis | Af Anders Kjærsig |

Jeg har valgt en anden prædiken til 22. søndag efter trinitatis. Jeg følger ikke teksten, som jeg normalt gør, men prædiker over selve trinitatis eller triniteten – trefoldigheden. Det gør jeg ved at mediterer over trosbekendelsen, udfolde de forskellige sætninger, led for led, med andre ord finde nogle nye ord, som får de gamle ord til at funkle. Det er om ikke andet min ambition. Om det lykkes ved jeg ikke.

Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen

Djævelens væsen er at modvirke det gode. Han er det godes antipode. Ham forsager vi. Forsage er det modsatte af at forsone. Vi prøver at forsone os med vores næste, hvis forholdet er gået skævt; vi prøver at forsone os med vores Gud, når tvivlen og fortvivlelsen gnaver. Vi kan ikke forsone os med det, vi forsager; at forsage vil sige at lægge afstand til, med Guds hjælp holde det borte, der vil ødelægge gudsforholdet og det menneskelige liv. Vi forsager Djævelen, Satan, Fanden, Beelzebul, Fristeren, Antikrist, 666 og alle de øvrige navne, Djævelen er bære af. Vi forsager alle hans gerninger og alt hans væsen, den konkrete måde han forvrænger virkeligheden og det menneskelige liv til ugenkendelighed på …

Vi tror på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber

Almægtig! Så er man stor – stor, større, størst. Intet over eller under eller ved siden af. Den Almægtige er udenfor universet, på den anden side af Big-Bang, ham, som har sat det hele i gang både tiden, rummet og tyngdeloven, galakserne og planeternes rotationer, selv universets relativitet står han bag. Så stor er den Gud, vi tror på. Dog er afstanden mellem ham og os ikke større, end vi kan kalde ham for Fader. Han er ikke blot Herre, Skaber og Almægtig Gud, han er også far, tilstede hos os i bøn og lovsang og dermed ikke uden for rækkevidde. Det sidste viser han os, ved at give os sin søn …

Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre

Den Almægtige og den Enbårne! De er to, men dog én og enig: far og søn. Der er ikke flere sønner og ikke andre fædre. Tænk sig en far så almægtig, at han vil dele sin magt med sønnen. Tænk sig en far så almægtig, at han ikke blot vil dele sin magt med sønnen, men lade sønnen vise sin magt gennem en vilje til afmægtighed. Tænk sig en far så almægtig, at han ikke blot lader sønnen fremstå som afmægtig, men lige netop fra denne position give sønnen ret til at kalde sig for Herre. Det er kun den største Gud, som gør det. Det er kun den største far, som kan handle sådan. Fader og søn er altså enig om en vis forskellighed; sønnen undfanges til at leve et liv i timelighed og forgængelighed …

som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria

og kastet direkte ind på en forvirret og brændende klode, som en trekant i et glasperlespil, der ikke rigtig passer ind, og som fra begyndelsen virker som et fremmedelement, et modsigelsens tegn, et mysterium, der vækker til forargelse og misforståelse, og som aldrig helt kan gennemskues: Gud og menneske, himmel og jord, almægtig og afmægtig, stor og lille og i én og samme person. Alle modsigelserne tårner sig op: undfanget i ånd og født af kød, et lys i mørket, der udsættes for mørkets pinsler og smerte, fordi mørket ikke tog imod det …

pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget

så langt nede i det ikke-værende, i dødens eget rige, at ingen kan følge med andet end Gud selv. Pint under Pontius Pilatus – her ser man ondskaben sat i system. Et rige som henretter folk, der intet har gjort andet end at gøre den himmelske faders vilje nærværende i ord og handlinger, er set både før og siden. Sønnen gennemlever al den smerte, tortur og vold, som tænkes kan, for til sidste at ånde ud på et kors blandt røvere og tyve, al imens bødlerne vasker deres hænder på kryds og tværs og råber i munden på hinanden: Korsfæst ham!

på tredje dag opstanden fra de døde

for at vise sig først for de nærmeste siden hen for alle. Det er miraklet: Det er kernen i selve kristendommens væsen. Uden opstandelse intet håb og ingen prædiken. Hvad skulle man sige, hvis ikke dette kunne siges. Så var der ikke mere at sige. Så var Gud ikke livets Gud heller ikke dødens, men blot en tilfældig Gud, der aldrig kunne være almægtig, og aldrig blive Herre over livet og døden. Opstandelse vil sige at stå op og gå ud også der, hvor man hverken kan stå eller gå. Kristus er både opstået og opfaret …

opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd

nu er far og søn sammen. De er uadskillelige og er enig om verdens gang. Hvor de sidder, er der ingen som ved. Sønnen er faret til himmels, men hvordan skal himlen rumme både faderen og sønnen, når den ikke engang kan rumme faderen alene? Det er altså ikke et spørgsmål om, hvor de er, men at de er; har væren og er til stede som magten bag ved det, der er….

hvorfra han skal komme at dømme levende og døde

alt skal dømmes til sidst. Intet væsen slipper uden om dommen. Mennesket er konsekvensen af sine handlinger, og de står ved magt. Handlingernes konsekvenser rykkes der ikke ved, og intet er for den treenige Gud glemt. Men skønt intet er glemt, kan alt blive tilgivet. Der er forskel på glemsel og tilgivelse. Fordi vi har en kærlig Gud, står tilgivelsen stærkere end dommen. Derfor skal vi glædes os over, at det er far og søn, som dømmer alle vore handlinger, så vi ikke i al evighed skal dømme hinanden …

Vi tror på Helligånden,

der er selve stemmen. Hvor Sønnen forbinder det himmelske og jordiske, forbinder Gud og mennesker, der forbinder Helligånden det, der er på tværs af tiden. Helligånden opløser timeligheden og kronologien til fordel for evighedens altid muligere nærvær. Fader og søn er lige så nærværende i dag som dengang, fordi Helligånden holder Ordet i live, så det stadig lyde …

den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund,

uden kirke ingen kristen praksis. Det er her, de helliges samfund mødes, for at ånden kan viderebringe sønnens gerninger og ord på jorden og lade den almægtige Gud prise og lovsynge for …

syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.

Befri os for al den splittelse, som har været indeholdt i skabelsen siden tidernes morgen: skisma, fortvivlelse, indelukkethed og synd. Lad ikke døden blive Herre over vores krop og sjæl. Vi er forgængelige, men vi skal i lyset af opstandelsen aldrig miste håbet om et evigt liv. Engang skal vi se ansigt til ansigt. Vi bliver ikke kropsløse, men vi bliver mennesker uden synd …

Amen

Sognepræst Anders Kjærsig

5881 Skårup Fyn

Email: ankj(at)km.dk