Lukas 1,46-55

Mariæ bebudelse | 17.03.24 | Lukas 1,46-55 | Tine Illum |

I 1980 forbød Guatemalas militærdiktatur en fast del af kirkens traditionelle aftensang gennem århundreder. Man forbød netop de bibelvers vi lige har hørt, Marias Lovsang.

Den var alt for kraftfuld mente diktatoren. Den opildnede civilbefolkningen i deres modstand mod militærregimet.  De blev mindre frygtsomme og mere modige. Det havde han ret i, præsidenten. De sang frygten lille.

Det kunne de, for det kan Maria. Hun mærker en kraft i sig, der ikke er fra hende selv, men fra Gud, og hun synger frygten lille. Hun låner ord fra en sang, hun har hørt, Hannas lovsang i Det gamle Testamente, og gør dem til sine. Sådan som mange af os også kender til at lade salmer og sange synge sig ind i os, og blive en del af os.

Hans barmhjertighed kender ingen grænse, synger hun.
Han har gjort store ting.
Han gør op med hovmod og indbildt klogskab og magtbegær.
Men de fattige, de sultende, de oversete – dem løfter han himmelsk højt.
At hun kan synge den sang – at den sang må synge i hende –det er kæmpestort – større end frygten og skammen og bekymringen.

Det er næsten de samme ord, Jesus bruger i synagogen i Nazareth da han første gang fortæller, hvad Guds plan er med ham. Han siger:
Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige
for at udråbe frigivelse for fanger
og syn til blinde,
for at sætte undertrykte i frihed
for at udråbe et nådeår fra Herren….

Det er den hengivelse til Gud – og den protest mod alt, der står ham imod –  der i dag synger i Maria. Med kraft fra himlen.

Når alle de store følelser trænger sig på. Jubelen – eller magtesløsheden, håbet eller fortvivlelsen – så synger vi. Når vi ingenting kan, så synger vi.
Vi synger ikke, som om alt er godt nu. Nej, vi ser og synger om verden, som den er – og som den kunne være.
”Sangens kraft får alle til at opføre som om verden kunne være lykkelig,” var der engang en, der sagde.

Og gennem århundreder har mennesker sunget med Maria om håb for de håbløse, om Gud der bruger dem, som andre siger ingenting er værd. Med Maria har sangen overvundet frygten og resignationen.

Vi har genklang af hendes sang i den sang vi selv synger 4. maj, nemlig ”En lærke letted”:
”Og du som styrter de stoltes riger,
og løser fanger af bolt og bånd”

Maria synger ikke om det, hun ser eller erfarer eller frygter. Hun ler ikke forlegent, som Sara i Mamre-Lund.
Hun tror det helt umulige. Hun synger om det hun håber og tror på. På en måde, så vi stadig finder mening i hendes sang. Og så vi også synger med hende. Den er et løfte om følgeskab ind i det sorteste mørke og igennem det.

Om Maria ved vi, at hun en dag skal sidde med sin torturerede og døde søn i armene, sådan som mødre gjorde det i Guatemala, sådan som de netop nu oplever det i Ukraine, i Gaza, i Congo og Israel….  og mange andre steder.

Og nej, hverken mødrene eller vi andre får dem vi mistede tilbage igen, om vi så synger himmelsk smukt. Vi kan ikke synge det døde til live.
Men Kristus kan synge sine sange i os. Synge vores hjerte blødt og synge tro ind i os – om den tro så er så lille som det foster, Maria i dag får at vide, at hun bærer. Den tro er nok. Den synger videre i os og bliver til sange om håb og om, at der kommer en påskemorgen med opstandelse og liv – som vi får gennem ham, Marias søn, Jesus.

Fortællingen om Maria har altid kaldt på både forundring og mistro. Hvordan kan det gå til? Ja, det ved vi ikke. Men vi ved at den fortælles for at vi skal give os hen til det mysterium, det er, at Jesus er HELT Gud og HELT menneske ”undfanget af Helligånden, født af Jomfru Maria”, siger vi.
Gud, der bliver født ind i vores liv præcis på samme måde som vi alle er blevet født. Af en kvinde. Ikke som man ellers dengang syntes guder skulle fødes – ud af havets skumsprøjt eller en anden Guds pande.
Det er et mysterium. Vi kan kun forholde os til det ved at give os hen til, at vi har en Gud, der blev menneske som os, og usynligt er i vores liv, i vores sang, i vores død, – og som selv dør for at døden ikke skal være det sidste der er at sige om os.

Himlen begynder i Maria… fordi Gud vil det. ”ved Åndens kraft”, sang vi – og  Guds himmel skal også begynde i os. Netop ikke ved det, vi selv kan – for så blev det til alt for lidt. Men ved Åndens kraft – Og blive til tro og kraft der er større end vores frygt.
Vi hører det, hver gang, der er dåb:  ”Ved vand og Helligånd”… og ”jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”

Vi kan lade det ske…. give os hen… lade Marias sang synge sig ind i vores hjertekamre og blive ført med blodet rundt i hele vores krop.

Nogle kristne beder hver dag, når de har deres rosenkrans i hænderne bønner, der begynder: ”Hil dig Maria, fuld af nåde, Herren er med dig! Velsignet er du iblandt kvinder og velsignet er dit livs frugt, Jesus.”

Ikke fordi Maria er en slags Gud; men fordi hun i sin hengivenhed og sang er et billede på tro. På tillid til Guds nærvær, når alt ser umuligt ud. På kraft i et liv, hvor magtesløsheden ellers ligger lige for.

”Mit liv er gået i stykker. Det hele er væltet rundt. Jeg forstår ikke, hvad det er, Gud vil med mit liv.”

Og så synger hun: ”….. jeg takker Gud af hele mit hjerte.”

”Hvad skal jeg dog gøre. Det her er det værste, der kunne ske…..”

men sangen lyder: ”Gud er fuld af magt og han har gjort store ting for mig.”

”Jeg ser kun vold og magtmisbrug, at de svageste udnyttes, at mennesker sulter og dør. Jeg ser krig ensomhed, ulykke, uhelbredelig sygdom, lidelse” .Men Maria synger: ”De store støder han ned fra deres troner, de små løfter han op, han mætter de sultne…”

Og i Mariupol, Marias by, I Ukraine, der er er bombet det til det, der vel er det nærmeste vi næsten kan komme til Helvede på jord… i Betlehem, hvor Maria fødte Jesus….. i byer i Asien, der ødelægges af oversvømmelse ….og i Afrika, tørke og sult tærer på menneskers kroppe og sjæle….. og når vi mødes af mere end vi kan bære og det hvisker gennem vores kroppe, at Gud har glemt os. Så synger håbet i Marias sang:  ”han husker os….til evig tid.”

…..

Gud i Himlen
Tak fordi du lader sangen bryde frem hos Maria,
så den når os i dag
og fortæller om alle de store ting, du gør.
Tak for den sang du lægger ind i os,
som styrker vores tro og giver os håb

Tak for alle, der synger vuggesange og protestsange jorden over,
for alle, som synger frygten lille, som trøster, som synger nye kræfter frem.

Vi beder for forældre jorden over
For dem, der fortvivlede synger deres sorg ud hen over små ligposer i Gaza.
For dem, der i Ukraine og Rusland lægger deres unge mænd i graven sammen med deres barndoms sovedyr.
For dem, der sidder med deres sultne børn i armene.
Vi beder verdens flygtninge, og alle, der tager imod dem.
Vi beder for alle, hvis sang om håb for længst er forstummet
og for alle undertrykte og fattige, hvis sang om retfærdighed og liv ingen hører.
Vi beder om et håb og en fremtid for alle. Vi beder om fred.

Syng du selv vores hjerte blødt, så vi bærer dine ord om retfærdighed og
liv for alle med os.
Giv os Marias mod og kraft, der truer tyrannernes magtmisbrug.
Læg også en modig stemme i vores krop, så vi gør det, du vil have sagt og gjort. Hjælp og med at gøre verden til et mere barmhjertigt sted.
I Jesu navn. Amen

—

Sognepræst Tine Illum

DK-6091 Bjert

Email: ti(at)km.dk