Lukas 16,19-31

Første søndag efter trinitatis | 11.06.2023 | Lukas 16,19-31 | Lasse Rødgaard Lauesen |

Historien om de to fortabte og en befrier

Fredag aften er tit sådan en aften, hvor man dumper ned i sofaen. Det sidste arbejde skal lige gøres, og så lander man foran en film. Kender I det, eller er det bare mig? Filmen er som regel allerede begyndt, og man mangler både titlen og de første ti minutter. Alt det, der plejer at give et hint om, hvor det hele ender. Tomrummet må man så selv fylde ud, og langsomt hitter man ud af bi- og hovedpersonerne, og hvad historien går ud på. Reglen er jo, at alt, hvad der sker, har noget med helheden at gøre og den slutning, der skal binde det hel sammen. Man kan næsten ikke lade være med at tro, at livet er som i en film med et klart plot. Alle detaljer fører til det endelige mål, det er en rar tanke, men er den sand? Ikke for de to personer i evangeliet og måske heller ikke for os andre, det skal vi se på nu.

Ser vi evangeliet som en film, handler det om hovedpersonen, den rige, ja jeg ved ikke, hvad han hedder, måske fordi evangeliet vil have mig til at tænke, at det er mig. Den rige er den person, hvis liv er en fest, og som kan klæde sig i purpur og fint linned. Han har en fest og ved måske ikke hvem, der ligger ved hans port. Nemlig den anden, den fattige, som vi til gengæld godt ved, hvad hedder; nemlig Lazarus, som er klam og ulækker, spiser madrester og lader hunde slikke på sine sår.

Evangeliet lander os midt i forløbet, ligesom det sker med en fredagsfilm. Så vi må selv gætte på, hvad der har ført til de to mænds skæbne. Måske har Lazarus selv været skyld i sin ulykke, mens den rige har fortjent den velstand, der forsøder hans liv. Lige meget hvad den rige har gjort, må der jo være nogen, der har sat pris på det, han gjorde, så de har gjort ham rig, også selv om han har prøvesmagt kattemad på sin egen tv-kanal, eller hvad man nu kan blive rig på i dag.

Det eneste de to mænd har tilfælles er, at de er mennesker, der sandelig skal dø og det gør de så. Først Lazarus selvfølgelig, der af en engel bliver ført til Abraham og så den rige, der lander i dødsriget. Der er ikke rigtig nogen logik i, at de på en måde bytter plads i himlen, og det kan måske få os til at tænke på, om der var en logik i deres status på jorden. Alt jordisk vil selvfølgelig fastholde, at der er forskel på folk, og derfor når nogen længere end andre. Den himmelske logik fastholder derimod, at der egentlig ikke er forskel på folk, og måske derfor kommer der en udligning med den gode del som Lazarus nu får i himlen. De to får ikke et valg, ikke engang den rige mands brødre får lov at vælge, hvornår de vil have deres gode del.

Var vi blevet spurgt i starten, hvem vil du være, havde de fleste jo nok taget den rige, men nu hvor det hele vendes på hovedet, havde de fleste nok valgt Lazarus. Fra hans perspektiv i gulvhøjde er der noget suspekt over rigdom. Og lad mig derfor bare spørge: Er du aldrig blevet anfægtet af verdens uretfærdighed, ødselhed eller bare af at nogle kan få så mange penge for at spise kattemad på deres egen tv-kanal? Er det klogt eller overhovedet retfærdigt? Det er et moderne spørgsmål, for jøderne på Jesu tid ser velstand som Guds velsignelse, mens vi i dag tænker, at de rige har snydt sig til velstanden. Tanken kommer måske herfra og fra alle de andre historier, evangelierne bringer om rige, der ikke vil dele.

Spørger I mig: Hvem af de to vil du helst være?

Er mit svar til jer: ingen af dem, hverken en rige mand, der ikke har blik for verden omkring ham eller Lazarus, der har mistet al anstændighed og kontrol og ikke engang orker at vifte hundene væk. Det eneste Lazarus forventeligt formår er det umulige at ligge i gulvhøjde og se ned på alt omkring sig. De er begge to utiltalende og selvoptagede. Jeg tror ikke engang, jeg gider at bruge mere krudt på dem i min prædiken. De kan blive i deres låste situation, så må vi se hvem, der kommer forbi dødsriget og ser til de to.

For der er faktisk kun én, jeg kan komme i tanke om, der gider de to ynkelige mennesker. Traditionen siger, at Jesus prædikede i dødsriget netop for at løse den låste situation, han gad faktisk også de to selvoptagede mænd.

En god film slutter med, at vi stadig sidder i sofaen og kun har været vidne til noget, og sådan efterlader evangeliet os også, nemlig med mulighed for at gøre noget andet end de to. Evangeliet siger til de af jer, der valgte at være den rige mand: Lazarus ligger for pokker ved din port, du må da gøre noget i stedet for at feste inde i dit hus. Og til de af jer, der var Lazarus: Se lige at få den hund væk i det mindste og rejs dig op og tag dig sammen[1]. Faktisk kan de to mænds karaktertræk være inde i det samme menneske, for når vi er ovenpå, tror vi, at vi har fortjent vores velstand, og at det bare bliver ved, for vi er så fantastiske. Og når vi er nede, bliver vi passive og tænker det hele kan være lige meget, der er ikke noget, der skyldes mig alligevel. Begge positioner gør os selvtilstrækkelige og får os ikke til at række ud, som jeg tror evangeliet vil have os til.

Prædiken begyndte med, at vi lander i sofaen til en film, som vi langsomt fandt ud af plottet i. Alt får efterhånden noget med plottet at gøre, og vi stillede os selv spørgsmålet, om vi fejlagtigt kommer til at se livet på samme måde med en årsagssammenhæng? Det er der ikke i det egentlige liv eller i den nåde, som Jesus rækker os. Selvom vi bliver som de to i evangeliet, så bliver vi tilbudt nåden alligevel.

Vi er ved at være nået til slutningen, og vi kan måske begynde at gætte titlen på evangeliet, mit bud er: Historien om de to fortabte og en befrier. For nåden er ikke vores og er derfor ikke en del af plottet, men den mulighed brødrene ikke fik af ham, der kom tilbage fra dødsriget, efter han havde talt med de to. Vores tro er derfor ikke på os selv og vores plot, men på Jesus, der står uden for plottet, så derfor tror jeg, det ender godt for de to og for os. Amen.

—

Sognepræst Lasse Rødsgaard Lauesen

Paarup kirke

lrl(at)km.dk

—

[1] Se Baudelaire, Charles: Parisisk Spleen s. 55 novellen, Slaa De Fattige ned! Hasselbalch forlag