Det varer ikke evigt

Palmesøndag – 5.4.2020 | Markus 13,3-9 og Johannes 12,1-16 | af Poul Joachim Stender |

Vi er kloge, åh, hvor er vi kloge. Vi var helt sikre på, at kunne skabe os et trygt samfund og et trygt liv. Og så kommer en pandemi og slår hul i det hele. Det er så fint, at vi teknologisk er højt udviklede. Det har vi tit glæde af. Men gad vide om det er klogskab verden har brug for? Det er som vi har meget mere behov for den visdom, hvor vi erkender vores sårbarhed. Forfatteren Karen Blixen fik engang et motto i en blikæske af en af sine gode venner. Han sagde til hende: ”Dette motto kan du bruge, når du er mest ulykkeligt og når du er mest lykkelig”. En dag da Blixen var meget ulykkelig tog hun mottoet frem. Der stod: ”Det varer ikke ved”. Visdom er at vide at coronakrisen ikke varer ved. Der kommer gode dage igen. Men visdom er også at erkende, at mørket på andre måder igen vil ramme os. Efter krisen vil vi måske begynde at se os selv som mennesker for hvem alt ikke er muligt. Vi må, som forrige generationer, begynde at sige, hver gang vi har planlagt noget: ”Om Gud vil”. Og måske vil vi også efter krisen begynde at kalkulere med, at modgang ligesom medgang er en del af tilværelsen. En pandemi er ikke et teknisk uheld. Døden er ikke et teknisk uheld. Det er en del af livet som menneske at sygdom og død kan ramme os. Det er visdom, at nå frem til den erkendelse.

I øjeblikket grædes der i mange hjem på grund af coronavirusset. De ensomme er blevet mere ensomme. De bange mere bange. De udsatte mere udsatte. Psykologerne fortæller os, at det letter trykket at græde. Der er ingen grund til at skjule vores tårer. Græd – for der er grund til at græde. Vi burde genindføre grædekoner i tv i stedet for de alvorlige kommentatorer. Grædekoner kunne forløse vores gråd.

Der er også masser af gråd i teksten til Palmesøndag. Fortællingen om kvinden, der salver Jesus med duftende olie og Jesus’ indtog i Jerusalem, er fuld af tårer. I en anden tekst om salvningen nøjes kvinden ikke blot med at salve Jesus med olie. Hun har nogle tårer krukker om halsen, hvor hun har opsamlet sin gråd. Hun bryder krukkerne og smører Jesus ind i sin smertes tårer. Det var ikke ualmindeligt på bibelsk tid, at kvinder kunne samle deres tårer i små dekorative minikrukker, som de bar om halsen.

Begivenhederne Palmesøndag finder sted på Oliebjerget i Jerusalem. Det er på mange måder et grådens bjerg. Kong David græd på bjerget, da hans søn svigtede ham. Kvinden der salvede Jesus græd på bjerget. Hele to gange græd Jesus på bjerget. Første gang var da hans gode ven Lazarus døde. Anden gang var palmesøndag på vej ind mod Jerusalem. I et flash ser han Jerusalem blive ødelagt i år 70 og han bryder sammen i gråd og stønner: ””Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke”. Den italienske arkitekt Antonio Barluzzi har på oliebjerget bygget en kirke, som kaldes Domus Flevit. Herren græder. Den er formet som en tåre. På toppen af kirkens tag har han afbildet de tårer krukker, som bibelske kvinder samlede deres tårer i.

Vi kommer til Jesus med vores lovprisning. Vores kirker er en lovprisning af ham udført i sten. Vores gudstjenester hylder ham. Vores prædikener. Vores salmer. Korset i Dannebrog er hyldest til Guds søn. Det danske samfunds sociallovgivning er et hosianna til Jesus. På alle mulige måder hylder vi Kristus på samme måde som folkeskarerne hyldede ham, da han den første palmesøndag red ind i Jerusalem. Men vi må og skal også komme til Jesus med vores tårer i denne tid. Kvinden, der salvede Jesus med den duftende olie, smurte ham ind i det bedste og dyreste hun kunne finde til ham. Den kostbare nardusolie udvundet af planter fra Himalaya bjergene. Parfumen var en hyldest til ham på samme måde som folkeskarerne hyldede ham ved hans indtog i Jerusalem. Men samtidig gav hun ham også al sin smerte og alle sine tårer. Vi hylder også Kristus ved at betro ham vores smerte og tårer i disse dage. Sagtmodig, ridende på et æsels og trækdyrs føl kommer han til os, mens vi kaster vores tårer foran ham. Eller sagt med en linje fra en af vores populære salmer: ”Så kast da al din smerte, på Herrens stærke magt”. Vær forvisset om, at Gud, når han holder sit indtog i os, vil sige det samme til os om vores ulykke, som der stod i Karen Blixens motto: ”Det varer ikke ved”. Gud i vold. Amen.

Sognepræst Poul Joachim Stender
DK 4060 Kirke Såby
pjs(at)km.dk