Esajas 49,8-11

Allehelgens dag | 06.11.22 | Esajas 49,8-11. Johannes‘ Åbenbaring 21,1-7. Mt 5,13-16 | Christiane Gammeltoft-Hansen |

Vær jordens salt og verdens lys! Det siges ikke som en opfordring. Det er en konstatering. Men hvordan være salt, hvis man har grædt alt saltet ud? Hvordan være lys, hvis man sidder i mørke forladte stuer?

Stil jer op på et bjerg og tal forløsende ord til verden, lyder det. Men hvordan tale, hvis sorgens tavshed har indfundet sig.

Det er ikke fordi, vi ikke kender saltet og lyset. Vi har set lyset, der i glimt oplyser verden, og lader vores liv træde forklaret frem. Vi har oplevet dage, der var alt andet end fade og forskelsløse. Dage der var fulde af saft og kraft. Det er derfor, vi holder Alle helgen, fordi vi har mødt saltet og lyset. Mødt det i dem, vi har mistet.

Det bedste er at få lys fra et andet menneskes øjne – at leve i lyset af, at et andet menneske er glad for, at man er til. Det bedste er at leve i lyset af en fars, en mors, en søsters, en brors, en vens, en elskedes kærlige blik. Dette at opleve at man bliver større ved, at en anden ser på en.

De var ikke helgener, vores døde. De var måske ikke engang store lys. Men de gav vores liv indhold. Dem mindes vi. Vi mindes de milde, de karske, de stædige, de søgende, de kæmpende. Dem, vi ikke kan tænke på, uden at de træder levende frem for vores indre blik – måden de strøg hånden gennem håret, holdt om koppen, satte sig på den udvalgte stol om bordet. Deres stemmes klang, deres senede hænder, deres karakteristiske gang.

De var salt og lys. De gjorde, at vores liv ikke blev forskelsløst og fadt.

Det kunne ske, at vi måtte trække os, men det var ikke fordi, de var os ligegyldige. Inden tilbagetrækningen lå således ofte en kamp. Vi kæmpede om meninger, livssyn og menneskesyn. Vi forholdt os intenst til, hvad hinanden sagde eller ikke sagde, gjorde eller ikke gjorde. Og vi kæmpede ikke bare med hinanden, vi kæmpede også for hinanden. Kæmpede for at fjerne lidelsen og smerten i et indædt forsøg på at forhindre de hårde vilkår, vi med mellemrum havner i i vores liv.

Vi vandt ikke alle kampene. Og til sidst tog døden så sit. Men det eneste, der er at sige om kampen, er ikke, hvordan den falder ud. Det at der bliver kæmpet har værdi i sig selv – kæmpet for den anden, kæmpet for en selv, kæmpet for menneskeværd, kæmpet for samhørighed.

Alle vegne savner vi vores døde. Vi savner dem i vores stuer, ved vores borde, i hverdagen og til højtider. Vi savner dem, når vi står op, og når vi går i seng. Vi savner den identitet, de gav os. At vi i forhold til dem var børn, søskende, venner, forældre, elskede.

De efterlader en tomhed. Det er en sandhed, vi bærer med os. Men samtidig når vi i det lange tilbageskuende blik betragter det lys, der har været, kommer der også noget andet til syne.

Vores døde lærte os noget. De lærte os fx, at det er nødvendigt at give sig tilkende, forsøge at sige tingene så åbent og klart som det nu er muligt. Og de lærte os, at vi ikke har ret til hinandens liv. At vi ikke kan tale skråsikkert om hinanden og fælde domme, for mennesket er sammensat og aldrig fortalt færdigt. Måske lærte de os det ikke direkte, men det er den erfaring et levet liv efterlader.

Vores døde lærte os også noget om kærlighed. At kærligheden kan komme i mange skikkelser og udtrykkes på mange måder. Til sidst lærte de os, at det er muligt at følge den anden, til det er slut, sidde ved en seng og holde en hånd. Og at der selv her så tæt på afslutningen, kan være liv, forsoning og nærhed.

Det er sandt, at de efterlader en tomhed. Men det er ikke sandt nok. De efterlader også en fylde. De efterlader en indsigt, som vi tager med os videre frem. Det er derfor, vi kan tale om, at vi har venner og elskede både blandt levende og døde. Og mere tavse er vi heller ikke blevet, end at vi højt kan sige deres navne. Og bare ved at gøre det, giver vi tilkende, at vi ikke kun er dem, der har mistet, vi er også dem, der har haft. Sådan er deres navne vores Allehelgens bjergprædiken.

Der er noget, der ikke kan grædes væk. Den efterladte ved, at sorgen ikke kan grædes væk. Men Gud føjer til, at det kan saltet og lyset heller ikke. Det er en del af vores gudgivne udrustning. Om du har mistet eller ej. Din gudskabte identitet kan du ikke miste.

Sorg kan lukke sig om sig selv. Døden kan få os til at trække os tilbage til vores mørke stuer. Men der er stadig brug for os. Derfor bliver vi kaldt ud. Nu er det os, der må gøre vores til, at det ikke bliver til forskelsløse dage, men at livet leves. Vi må tage over, hvor vores døde har sluppet. Gå videre ad deres spor og finde vores egne. Forsøge os med forløsende ord, der trækker på kærligheden.

Undervejs vil vi opdage, at det bliver til nye dage. At der er mere, der skal leves. Johannes taler endda om, at det skal blive til forvandlede dage. En ny himmel og en ny jord, det er Johannes åbenbaringens store fremtidsvision. Døden skal ikke være mere, heller ikke sorgen og smerten. Det er, hvad der ifølge Johannes venter. En fremtid der er Guds.

Indtil da lever vi her. Vi lever efter dem, vi har mistet og før dem, der skal komme. Og ud af novembers kulde og mørke bliver vi kaldt frem.

Spørger vi vægteren om, hvordan natten skrider, svarer han: Morgenen kommer. Den er allerede i frembrud. Lyset vil tage til, som dagen får fat.

De døde er ankommet hos Gud. Og vi lever i Åndens rige. Amen.

Forslag til salmer:

754 ”Se, nu stiger solen”, 538 ”At sige verden ret farvel”, 192 ”Hil dig, Frelser og Forsoner”, 224 ”Stat op, min sjæl, i morgengry”

Sognepræst Christiane Gammeltoft-Hansen DK-2000 Frederiksberg

E-mail: cgh(at)km.dk