Ezekiel 37, 1-14; Mattæus 9, 18-26

24.søndag efter trinitatis 2023 | 19.11.23 | Ezekiel 37, 1-14; Mattæus 9, 18-26 | Af Rasmus Nøjgaard |

Forvandlinger

Ezekiel er som skabt til at orkestrere en kirkelige halloween i en næsten moderne grotesk zoombie-scenografi. Profetien om benmarken, der vækkes til live, er så levende og scenisk beskrevet, at det kan have drejebogen for Games og Thrones Dead Walkers, og Ezekiel må have set scenen spille som en film for sit indre blik. Ezekiel må have haft mareridt, da han ser knogler atter få kød, sener og blod, og kuldegys må have løbet ham ned ad ryggen, da han ser Guds ånde blæse liv i zoombierne, så de dødes hær rejser sig, og i endeløse kolonner begiver sig til Israels land, til Jerusalem. Som et nyt motiv i den gammeltestamentlige dødekult åbner Gud Herren gravene, så døde krigere overalt fra diasporaen kan rejse sig i en sejrsmarch til Israels land. Det er en dødens triumf i det hellige land. Men hvad skal det til for? Andet end gyset og ubehaget? Og i denne tid hvor uroen atter raser i Israel, hvor terroren nådesløst angriber uskyldige ofre og modsvaret er tilsvarende grusomhed af ødelæggelser og bosættelser, er tekstens gru pludseligt helt aktuel og alt andet end leg.

En ven i det nordsjællandske skrev til mig, at han var holdt op med at gå i kirke, fordi han alt for ofte blev skuffet. Han var led af ked af letbenede og moraliserende analyser af folks vaner, af prædikener som bog-, film-, og teateranmeldelser, og om hvad præsten lige har set i fjernsynet. Hvis det var det han ville vide, så læste han hellere anmeldelserne i netavisen. Han var led og ked af at blive strøget med hårene og middelmådigt underholdt. Han kom i kirke, fordi livet er et paradoks med etiske dilemmaer der står i kø, og fordi Jesus’ handlinger og udsagn brød med al sund fornuft og gav et modsvar i en verden, der både dengang og i dag er mere optaget af sig selv og folks egen sejr og lykke. Han var træt af sofisteriet, de kærlige ord, og den søde opmuntring, men som han skrev: ’livet er brutalt og beskidt, og ingen har ren samvittighed’. Det brev ramte mig. Er kirken blev hyggelig? Har vi glemt at Jesus repræsenterer en modkultur og gjorde radikalt op med sin egen tid og sit eget folk? Jeg tænkte bagefterer alt for ofte tandløst at gå i kirke. Ligegyldigt. Han har ret. Hvis kirken ikke vover, hvad er så dens berettigelse?

Bibelen er en brugsbog. En i ordets egentligste forstand fantastisk samling af fortællinger om alt det væsentlige i livet. Fortællinger der en gang for alle ønsker at forandre vores syn på verden og på os selv og det fællesskab, vi er en del af. På en måde som vi ellers ikke kan sige os selv. I den foruroligende og syrede historie om de døde der bliver vakt til live, siger Gud til Ezekiel, at når det sker, så skal alle forstå at det er Gud der er på færde. Alle skal få Guds ånd og blive levende. Der er mange temaer i spil lige her. Men i særdeleshed en påstand om, at der er forskel på Gud og mennesker. Også dengang var mennesket i færd med at tilkæmpe sig det guddommelige, guddommeliggøre sig selv og insistere på at tale på Guds vegne. Lige som den gudløse verden i dag kan være nok en ny måde at ophøje mennesket på. Kristendommen afviser kravet, og grundlæggende følger Jesus Det Gamle Testamentes radikale afstand mellem Gud og mennesker. Det 20. århundredes selvoptagede teologiske projekt med at se mennesket som skabt i Guds billede var ulykkeligt. Skabelsen er tvært imod billede på den forskel der er mellem skaber og skabning. Sådan som også Jesus fastholder forholdet mellem Gud og menneske, og gør det tydelkigt ved altid at tale om forholdet mellem søn og far. Ved himmelfarten vender han hjem til sin far, og far og søn sender sin ånd over menneske. Gud er det helt anderledes end mennesket. Gud er os helt fremmed. Så fremmed at Han må åbenbare sig for os, så vi ved hvad han vil med os. Til gengæld er Gud så kategorial en anden end mennesket, at vi overfor Gud er stillet helt lige. Ligesom at vi i lyset af Guds virkelighed må erkende, at vi hverken kender begyndelsen eller slutningen, og derfor må vi have tillid til, at Kristus sonede vores skyld en gang for alle. Hvad vi ikke har magt over, må vi lade Gud råde om, og den skyld vi ikke kan bære, bærer allerede Kristus. Det er en befrielse. Herfra kommer det kristne frihedsbegreb, forestillingen om menneskerettigheder stammer fra dette grundprincip om at vi er stillet lige, lige overfor den almægtige Gud. I al sin gru vil Ezekiel etablere både denne afstand mellem Gud og mennesker, og Guds nådige vilje med mennesket.

Gud kan oprejse et menneske hvis han vil. Eller en hel benmark. Det kan intet menneske. Mennesket kan i grunden ikke så meget. Vi kan lege lidt med elektronikken, sende rumsonder ud i rummet og blive bekræftet i at universet er uendeligt meget større end vi antog sidst vi prøvede at kortlægge skaberværket. Det eneste vi ved, er at vi intet ved om hele universets gåde, og hvad er ét liv andet end et øjeblik i galaksernes milliarder af år? Vi synes vi er vise og indsigtsfulde, og alligevel begår vi de samme fejl igen og igen. Vi kan ikke vriste os fri af denne fejlbarlighed. Psykoanalysens heydays er for længst afløst af, at der ikke gemmer sig en oprindelig årsag eller en førsteerfaring, sindet er så komplekst, at vi reelt ikke ved om hjælpen skal være kemisk eller kognitiv. Ikke engang det helt konkrete, menneskekroppen, som vi har levet tæt forbundet med i titusinder af år, ved vi ret meget om.

Når Jesus helbreder først en blødende kvinde og så genopvækker en pige, så kan vi lade historien fare. Hvis jeg ikke skulle læse fortællingen her fra prædikestolen, havde jeg så nogensinde hørt fortællingen? Har den da ikke gjort indtryk? Muntrer vi os bare over den?

Vi kunne også lytte til fortællingerne, og prøve at tilegne os dem. De handler på en eller anden måde om det samme som profetien om benmarken. Blødninger stoppes, det sammenbrudte heles. De døde får ånd og bliver atter levende.

Hvis karismatiske kristne tror at de selv kan udrette undere, og gøre ligesom Gud i Ezekiels drøm eller som Jesus i evangeliet, så er jeg bange for at hele præmissen er misforstået. Vi kan ikke, men Gud kan. Kvinden har blødt i mange år uden at nogen kunne hjælpe, og pigen er allerede død. De kunne intet udrette. De havde formentlig prøvet alt. Ligesom vi selv hele tiden oplever at prøve alt, men i sidste ende alligevel må give op og lægge livet i Guds hænder. Som når tilfældigheden rammer os som en kølerhjelm i et vejkryds. Døden er ikke til at komme uden om. Den er virkelig. Døden er et brutalt punktum. Det er vores vilkår. Jeg tror det er døden som vilkår begge historier ønsker at tale om. Her i denne mørke tid fejrer vi Allehelgen. Ikke for at ophøje de døde, men for at mindes de døde, men også som et memento mori, husk du skal dø. Døden har aldrig været mere tabu end den er i dag. Der er god grund til at tale om den, og indse at den ikke er til at komme uden om.

De gamle kaldte det risus paschalis, påskelatteren. Døden som en betingelse for livet. Som det står på vores altertavle: ’Død hvor er din sejr, helvede hvor er din brod’ (1. Kor 15, 54-55). Billedet på at livet skal sejre på trods af døden. Det er selve kristendommens moment af håb og livsmod.

Håbet rejser sig som en fugl Fønix. Livet er ikke meningsløst, mennesket ikke fortabt. Selv om vi skal miste den vi elsker, og selv om vi skal herfra, så er livet meningsfuldt. Ikke uden smerte og kamp, men fyldt med kamp og smerte. Det fortæller profeten Ezekiel og Jesus Kristus mig i dag.

I fortællingen om forstanderens datter, siger Jesus at pigen lever. Og alle omkring ham begynder at grine. De ler, som var han en landsbytosse. Eller som Sara lo, da Gud Herren besøgte Mamrelund og sagde til Abraham, at hans gamle hustru skulle føde et barn. Hun stod bag forhænget og lo så smerteligt, for hun var alt for gammel til at få børn. Men året efter fødte hun en søn, Isak, navnet der betyder ’Hun lo’. Påskelatteren. Nu viser Gud sig igen, i skikkelse af menneskesønnen Jesus, og igen ler menneskebørnene. Påskelatteren. Da Jesus tager hende ved hånden, og pigen rejser sig, så forstummer latteren.

Dette er op til dig, om du vil lade historien ligge. Så dør den, og den dør i dig, og i den forstand dør du i fortællingens verden. Men du kan også tage den til dig. Så lever den, og så bliver fortællingen levende, og Guds ord lever i dig.

Evangeliets nåderige dom er, at selv om menneskets dårskab ingen ende vil tage, så sker det utrolige, at Gud forbarmer sig. Det er tilsagnet fra korset, at trods vores uformåenhed, trods vores mangelfulde indsigt og viljens slaphed, så får vi tilsagn om, at der også er rum for os.

Vi hører en fortælling, der ikke fortæller sig selv. Vi får tilsagn om at denne håbets katedral ikke beror på vores tvivlsomme tro, men på Guds tro på os. Vi skal kun være tillidsfulde.

Så vær da ved godt mod, Herren din Gud, Jesus Kristus, ser dig og hører dig. Han hører din klage og bærer din byrde med dig og skænker dig nyt liv ved syndernes forladelse. Vær fri og frimodig, og ræk dette evangelium ud til dem der ikke har hørt det endnu, så flere tørre ben må blive varme og tillidsfulde hjerter af kød og blod.

”Vågn op, du som sover, stå op fra de døde, og Kristus vil lyse for dig” (Efeserbrevet 5,14). Amen.

—

Sognepræst Rasmus Nøjgaard

DK-2100 København Ø

Email: rn(at)km.dk