Fil. 4,4-7; Joh. 1,19-28

4. søndag i advent | 18.02.2022 | Fil. 4,4-7; Joh. 1,19-28 | Af Anna Jensen |

Salme: 114 Hjerte løft din glædes vinge

Vi er på vej mod juleaften og julefest. Endnu er vi ikke helt fremme, men vi er næsten færdige med forberedelserne, kager er bagt, gaver er købt, her i kirken mangler vi blot skolernes juleafslutninger. Vi er så tæt på, at vi næsten kan række ud og røre ved julen. Et lille stykke vej endnu, så skal vi høre den herlige fortælling om hvordan Jesus blev født på jorden julenat.

Men inden vi når frem til jul, skal vi en lille omvej. I dag, 4. s. i advent står vi med den store skarer på kanten ved Jordanfloden. Johannes prædiker for os. Han råber: ”Ban herrens vej! Mange i skaren lyttede til Johannes ord og lod sig døbe til syndernes forladelse. De drog lettede derfra, nu hvor deres dårlige samvittighed ikke tyngede dem mere. Johannes prædikede at menneskene også havde et ansvar for synden, at det aldrig var for sent at vende om og begynde på en frisk.

Mærkelig var Johannes. Han levede som en vildmand, klædt i kameluld. Spise og drak hvad han fandt i naturen, sov i en klippehule. Jøderne i Jerusalem sendte nogle præster og levitter ud til Johannes. De blandede sig med skaren og lyttede til Johannes prædiken. Pludselig tog én af dem ordet: ”Hvem er du?” Johannes svarede: ”Jeg er ikke Kristus.” ”Hvem er du så?” blev der spurgt fra skaren. ”Er du Elias, er du profeten – hvem er du? Sig os hvem du er, vi skal have et svar med tilbage til dem der har sendt os! Hvorfor døber du, hvis du hverken er den salvede eller profet?” Johannes svarede med sin tordenrøst: ”Jeg døber med vand. Midt iblandt jer står én som I ikke kender, han som kommer efter mig, hvis skorem, jeg ikke er værdig til at løse.”

Så tæt er vi på Kristus her 4. søndag i advent! Han er her! Han er her i skaren et sted, vi kan næsten række ud og røre ved ham. Men endnu har han ikke givet sig til kende, hans time er endnu ikke kommet.

I 1516 malede Leonardo da Vinci et billede af Johannes døberen. På billede ligner Johannes døberen ikke en vildmand med sine forfinede næsten feminine træk. Hans hår er pænt friseret og af en vildmand at være har han et godt huld, selvom han er klædt i kameluld. Med pegefingeren på hans højre hånd peger han – ikke på os som tilskuer eller mod farisæerne som han ikke har meget til overs for – nej han peger opad. Mod himlen eller mod hans vandrestav som anes svagt i baggrunden. Vandrestavens top er formet som et kors og det er ingen tilfældighed. Johannes opgave var at pege. At pege på ham som skal komme efter ham, at pege på frelseren.  Johannes prædikede med stor autoritet for han prædikede ikke om sig selv. Det er ikke Johannes, der skulle frelse folket, nej Johannes var den der banede vejen.

En vej er i snæver forstand en færdselsåre, en rydning der forbinder to punkter. Hvis man er i punkt A og gerne vil til punkt B kan man benytte vejen. I bred forstand er en vej en måde at opføre sig på eller en hjælp. ”Hvor der er vilje, er der vej” siger vi, eller ”vi er på rette vej.”

Vi er på vej mod jul. En vej hedder på latin via. Nogle gange må vi gøre en lille omvej, for at nå frem til målet. I dag hører vi om frelseren via Johannes. Johannes viser os vejen. ”Blandt jer står én I ikke kender”, sagde ham. Og vi må dreje hovedet og se os om i skaren, kan vi få øje på Kristus, han som er os så nær?

Igennem fire adventssøndage har vi nu været på vej mod julen. På lørdag skal vi holde fest og glæde os over, at Gud er os nær. I julen skal vi lade glæden fylde.

Paulus skrev i sit brev til filipperne: ”Glæd jer altid i Herren! Jeg siger altid: Glæd jer!” Det kan være svært at glæde sig, hvis man bærer mørke i sig. Ikke alle julefester bliver som vi kunne ønske os. Måske er det geografisk uoverkommeligt at samle familien, måske er familien splittet pga. skilsmisse, eller dødsfald. Men Paulus fortsætter stædigt: ”Glæd jer! Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker. Herren er nær! I skal ikke bekymre jer om noget. Når I beder til Gud, skal I sige hvad I har brug for, uanset hvad det er, og takke Gud” Gud vil bevare vores hjerte og tanker hos Kristus, Gud vil give os fred.

Tro er tillid. Jul er en glæde, der er så dyb, at den kan rumme selv den dybeste sorg. Paul Gerhardt skrev salmen ”Hjerte løft din glædes vinger” i 1653. På det tidspunkt havde han mistet tre af sine fire børn. Han var præst i Mittenwalde syd for Berlin i tiden efter 30 års krigene. Før krigene og pesten havde der boet 240 husstande i sognet, da Paul Gerhardt kom til var befolkningen reduceret til 42 husstande. Der har ikke været meget at glæde sig over, alligevel skrev Paul Gerhardt en salme, der er så fyldt af glæde. Englesangen skal tone, for himlen melder, at Kristus er født. Selv de triste har noget at glæde sig over, de som tunge stier træde, skal lytte, for her er døren til den sande glæde. Nok er der fattigt og koldt i stalden, men hjertet er varmt. Jesus navn oplyser vejen der ligger foran os.

Ved juletid skal vi glæde os. Vist er der ting i tilværelsen der ikke lykkes for os, eller ikke bliver som vi ønsker det, men den sande glæde, frelseren, han er lige midt iblandt os. Johannes opgave er at pege, at vise os vejen, så vi med klare øjne kan se julen, den sande juleglæde, frelseren, som er lige midt iblandt os og snart vil give sig til kende. Amen.

—

Sognepræst Anna Jensen

5230 Odense M

E-mail: ansj(at)km.dk