Helligåndens vej til …

Helligåndens vej til verdens blinde øjne | Pinsedag 2021 | Johannes 14,22-31 | Af Laura Lundager Jensen |

Sidste år var der en udstilling med den danske Skagens maler Anna Ancher på Statens museum for kunst i København.

Anna Ancher kan det med at male lys ind på et lærred.

Sommerlysets varme lys over havet, på klitterne, i Skagen og som det rammer og favner lyngen.

Og Månens kolde hvide lys der fanger naturens natte skygger.

Lys på huse, mure og lys ind i stuer og mørkehjørner – og hun maler som om lyset ikke kun kommer udefra – med solen og månens som lyskilder – men også springer frem indefra, bevæger sig ud i det hun maler og videre ud til os der ser.

Hun hører til i det moderne gennembruds naturvidenskabelige opgør med religion – men hendes måde at lade lyset skinne ud af naturen fanger et skær af noget mere – en religiøs dimension, der med lyset trækkes ud af det materiale, det rammer – og som får klitten, huset, mennesket til at lyse med.

Der var især et billede på udstillingen, der ramte mig – Solskin i den blindes stue- hed det – et lille portræt af den Det forestiller den gamle blinde skagbo ”Blå Ane”, der sidder ved et lille plankebord i sin stue – stivnet i sin alderdom –

Stuen er mørk, men ind af et gammelt sprossevindue falder lyset – et lyst venligt forårslys, der forsigtigt forsøger sig – og lyset rammer først et ormædt køkkenbord og så konen – men lyset når kun frem og oplyser den ene halvdel af konens ansigt, den anden forbliver i skyggen.

Og det der slår én er, at den blinde ikke ser lyset, men kun mærker dens stråler – og så er det som om den blinde alligevel ser. Som om solen der lyser ind – fanger noget i den blindes ansigt, der henter noget mere frem – et indre lys – som er med til at oplyse billedet.

Som om solens stråler tænder et glemt lys inde i ”Blå Ane”. Et lys der nok engang blev set, og nu hentes frem fra den hengemte levede liv. Og selvom konen nok er gammel og ikke magter meget – er det som om hun vækkes lidt til live igen – som om noget der engang var får nyt liv igen – ramt af forårs lyset – ramt af skaberlyset.

Vi fejrer pinse i dag – og på vores breddegrader kan vi ikke andet end at koble forår og lys og nyt liv i alle naturens kroge og afkroge sammen i pinseglæden. Når fugle kvidrer og blomster og bøg springer ud, er det som det selve Helligånden, der er skaberen.

Og Grundtvig kan om nogen digte det sammen i sine pinsesalmer – I salmen vi netop sang – ”i al sin glans nu stråler solen” væves Helligånd og forårsånd ind og ud af hinanden – som om hele naturen fejrer at pinsesolen danser nyt liv ind i skabelsen igen.

– som om den ikke kan lade være

– som om pinseånden er bragende ligeglad med, hvad vi mennesker kæmper med og i mod.

Ligeglad med om vi har fortjent at blive oplyst og ramt. Ligeglad med om vi har livet for os eller om det ligger bag os. Ligeglad med sygdomme, ensomhed, økonomiske udfordringer, alderdom eller blindhed. Bragende ligeglad med vores primitive købmandslogikker og selvoptagede retfærdighedsprincipper

– Ånden blæser hvorhen den vil – og Gud ske tak og lov for det

–  ind ad sprækker og revner og den lægger sig som en let dyne over jorden, og varmer alt det, der var som dødt op.

Og netop det er det Anne Ancher med sit billede af ” blå Ane” – muligvis ubevidst – fanger, fanger et forårslys – en pinsesol, der trænger ind i en gammel tør skagbo og opvarmer og omdanner hendes hjerte til Guds ”himmelspejl i mulde”, som Grundtvigs så poetisk kalder det, så det kan opfange Gudslyset og spejle det ud ind i verden – ind i os.

Skyggen har tydeligvis lagt sig over hendes fattige lille gule Skagenshus, og det er sandsynligt at den aldrig mere helt kan forsvinde, men under pinsesolens berøring gennem den blindes øjne begynder hjertet at gløde i en genspejling af lyset.  Og skønt lyset kommer til hende udefra – genfinder det det liv og den livsglæde, der en gang var. Så stærkt at det ud gennem et lærred kan indgive mod og og tro og håb til den, der giver sig tid til at standse og tage det til sig.

Netop det er pinse

– Fejringen af at Helligånden en gang kom til disciplene, som de sad der efterladte i mørket, uforstående og blinde overfor alt det Jesus havde efterladt sig og givet dem at bygge tro og liv på –

og Fejringen af at Helligånder stadig åbner øjnene på dem, der var blevet blinde for den. Og får hjerter til at genfinde og genspejle skaberlyset i verden, uanset hvor gamle og kolde og hårde de er. Og får tunger til at gløde på mennesker og fugle

Og selvom det kan lyde som naturromatik og et misbrug af kunst med andre intensioner er det for mig at se måden at beskrive Helligånden på

– for hvordan ellers –

Helligånden er jo netop usynlig i sin form, men ikke umærkelig. Helligånden er jo netop det uforståelige, der reflekterer forståelsen ud i livet.  Og som når man rammes gør, at man opdager er ubærlig at leve foruden

Helligånden er den der gør at vi mennesker røres og føres og bevæges midt i vores stivnede hverdag. Rammer os udefra så vi åbner blikket for den verden, der også er og den verden der også var- så den peger os ud af den dagligdag, der har det med at låse os fast i mønstrer og opfattelser af os selv og andre i en indskrænket smålighed.

Et lys der rammer os udefra men fanger os indefra i evnen til, at oplyse det, der allerede er indlagt i os – allerede ligger i det gudskabte hjerte, men mangler gnisten som får tro og håb til at blusse.

Det der ved dåben blev lagt som kim og som ved Helligånden får kraft til at blomstre.

Og pointen er, at vi jo aldrig aner hvor og hvornår vi rammes – vi kan søge Gud og Helligånden i bøger, i samtaler og oplevelsen eller til gudstjenesten uden garanti for at det virker.

Og så pludselig som ved en berøring af et vindpust – mærkes forandringen. Mærkes varmen. Mærkes lyset – der sætter os i stand til at leve og mærke, at vi er mere end skygger uden substans, som den tjekkiske forfatter Milan Kundera formulerede, det om sit møde med den kristne tro.

Netop det er det pinsen husker os på – at Tro og håb og kærlighed er – også selvom verden er blind for det. Opdager at selvom skygger og mørke og mismod er – har Helligånden stadig magt og styrke i verden til at få kolde hjerter til at gløde og mennesketunger til at udfordre forårsfuglene til sangerdyst.

Glædelig pinse! Amen.

—

Valgmenighedspræst Laura Lundager Jensen
Langetoften 1, Osted
DK-4320 Lejre
E-mail: luje(at)kp.dk