Høsttid – det bliver godt igen

16. søndag efter trinitatis | Johannes 11,19-45 | af Thomas Reinholdt Rasmussen |

Salmer: 756-447-316/655-472-31

Høsttid – det bliver godt igen

Det er efterår. Det er høst. Vi begynder at samle alt det op, som året har givet os, og som vi udtrykker i ordet høst. Vi takker for året og for årets gaver.

Vi har egentlig netop oplevet det mærkeligste år. Et år med sygdom og nye normaliteter. Samfundet blev lukket ned, og mange af os blev isolereret i vores hjem og fulgte lidt ængstelige med i nyheder og pressemøder, for at se, hvad det hele skulle ende med.

Hvordan udviklede sygdommen sig? Hvordan virkede coronaen? Hvorledes skulle vi få styr på det igen? Kom vi tilbage til den verden, som vi kender og som giver mening for os?

Der var mange spørgsmål og meget usikkerhed. Hvor skulle det hele ende? Vi har været gode til at opmuntre hinanden og til at gribe fat i det, der havde betydning. Fællesskab, sang og ord om håb.

Et af ordene var sætningen, der hele tiden lød: ”det blir godt igen”. Det bliver godt igen. Det var ord, der klinger af håb og lyst til livet. Forleden så jeg ordene malet af et barn på en lille farverig sten og lagt på en postkasse. Det er gode ord at bære med sig: det bliver godt igen.

Og det er det da også så småt ved at blive, altså godt igen. Samfundet åbner op, og vi forsøger at få tingene tilbage i normale folder. Der er tilbageslag hist og her, men i det store og hele føles det vist som om, at det trods alt går den rigtige vej. På trods har tilbageslag og nye udbrud.

Men når det så er sagt, så ved vi jo også godt, at der er mennesker, for hvem det ikke blev godt igen. Dem, der bukkede under for sygdommen og for deres familier og pårørende. For dem bliver tingene jo ikke som de plejer og for dem bliver det jo aldrig helt godt igen.

Der er nogen, der døde, og for dem kan vi ikke sige, at det bliver godt igen. For de er her ikke mere.

Således er det at miste, som vi også Martha og Maria har mistet Lazarus. Også de har mistet en, de havde kær og har nu kun døden som erfaring. Den erfaring, at døden er det største ord i denne verden.

Og hverken de eller vi kan jo ikke bare sige, at det bliver godt igen. For tingene er forandret, og der er nogen, der nu ikke mere er. Lazarus ligger i sin grav. Ja, de siger, at han stinker allerede. Kan vi virkeligt sige, at det blvier godt igen, hvis det er tilfældet. Er der ikke kun resignation og opgivelse tilbage? Kan det blvie godt igen?

Vi kan vel sige, at det bliver godt igen, hvis der er et håb, der rækker ud over livets grænse, for ellers bliver ordene næsten til hån, for dem, der nu ikke mere er. Så håner vi Lazarus, når vi ved hans grav siger, at det bliver godt igen, mens han blot bliver liggende derinde.

Det må være et håb, der rækker ud over livets grænse. Det må være et håb om, at alting kan gøres nyt. På trods.

Ellers er ordene blot tomme. Uden betydning for dem som faldt. For at det kan blive godt igen, må også den faldne kunne rejses.

For ellers bagatelliserer vi tabet. Så er den, der er falden kun en brik i et spil og det er der intet menneske, der er.

Kort sagt, kun hvis Gud i sit rige oprejser den, der er faldet, kan vi for alvor sige, at det bliver godt igen, ellers bagatelliserer vi lidelsen og tabet.

Men nu bliver ordene til store ord. Til ord fuld af håb og fortrøstning. Og Jesus ser mod himlen og trækker ved sin bøn et eviges håb helt ind i graven og trækker Lazarus ud. Han kan oprejses. Kun således kan det blive godt igen. Hvis håbet handler om, at den faldne kan oprejses igen.

Den faldne skal oprejses igen, og han skal løses og lades gå, som bibelteksten siger det. Den faldne skal befries, både fra dødens magt og fra overgrebets styrke. For at det kan blive godt igen, så skal den faldne kunne oprejses.  Ellers er det i bedste fald tomme ord og i værste fald en hån, af den, der nu ikke mere er. Det er den oprejsning, der ligger ud over vores magt. Heldigvis for ellers bliver vi til redskaber for hinandens liv. Der er en oprejsning, der går ud over vores indflydelse og som gør at vi med sandhed kan sige, at det bliver godt igen, for vi tror på en Gud, der gør alting nyt. Der er en oprejsning, der ikke er tomme ord, men ord fyldt med nåde og kærlighed.

Vi må ikke bagatelliserer hinanden. Vi må ikke bare udviske hinanden ud. Vi kan kun sige, at det bliver godt igen, når den faldne rejses, når Lazarus kaldes ud af sin grav, når der er et håb, der rækker ud over døden. Kun her er høsten en gave, og livet større end døden, når håbet rækker ind i Guds rige.

Vi må tro på nåden En nåde, der hviler hos den Gud, der gør alting nyt. Det er hele sagen. Der hviler hos den Gud, der for alvor kan sige, at det bliver godt igen.

Vi må her kun takke. Takke for livet og for høsten. Takke for det håb, der rækker ud over alle grænser. Takke for ham, der gør alting nyt. Det er håbet. Det håb, vi alle lever i. Amen.

Provst Thomas Reinholdt Rasmussen

DK 9800 Hjørring

Email: trr(at)km.dk