Hvad er tro?

18. søndag efter trinitatis | Matthæus 22,34-46 | Af Anders Kjærsig |

Hvem er Kristus? Hvem er Herre? Hvem er Gud? Hvem skal man elske og hvad skal man tro på? Og hvad er tro? Er tro noget man spiser eller noget man gør? Eller begge dele? Eller er tro først og fremmest noget, man er, når man er det – hvis man nu er det og ikke tænker over det. Gør mere tro eller større tro et menneske mere sand, tro – troværdighed?

I teksten står der, at man skal elske sin Gud af hele sit hjerte og hele sin sjæl – og ved siden af dette elske sin næets som sig selv. Er kærlighed det samme som tro? Er tro det samme som trofasthed? Er tro tillid og mod? Giver troen håb og fremtid? Spørgsmålene trænger sig på:

”Tro er fast tillid til det,

der håbes på,

overbevisning om det,

der ikke ses”

Så knudret kan det formuleres. Tro er tillid til, at fremtiden arter sig godt, uanset hvor forfærdelig den ellers kan se ud. Så spinkel er troen og dog så stærk. Troen er som et fnug, en fjer og alligevel en urokkelighed, der svarer til Guds skaberkraft og almagt.

Troen er ifølge forfatteren Halldor Laxness som en snespurv i stormvejr. Han skriver i bogen Kristenliv ved jøkelen:

”Det forekommer mig tit, at almagten er som en snespurv, alle storme har vendt sig i mod. En sådan fugl har vægt som et frimærke. Alligevel blæser den ikke væk, selv om den står ude i den fri orkan.

Har man nogensinde set et kranium fra en snespurv, vil man vide, at den vender det svagt byggede hovedet mod stormen, men næbet mod jorden, lægger vingerne tæt ind mod siderne, men stikker halen i vejret, så stormen ikke får tag i den, men derimod kløves og preller af. Selv i de værste vinde rokker fuglen sig ikke. Den er i læ.”

Sådan er troen. En urokkelighed, en usvigelig retningssans. Ikke uden tvivl og sorg og savn. Ikke uden mørke og storm. Måske med en trang til at opgive. Og så alligevel at blive på sporet, at holde retningen og ikke lade sig rokke. Tro som trofasthed – som en snespurv i stormvejr.

Videnskabsjournalisten Tor Nørretranders taler i bogen At tro på at tro, om troen som en glød, en grundliggende holdning til tilværelsen, vi alle har kloden rundt. Tro som en livskraft i retning af mod, uafhængig af hvad man tror på. Tro er, som Nørretranders siger det: ”en god smørelse til tilværelsen.” Det er ikke, hvad man tror på, men det at man tror.

Fint nok med Nørretranders – men utilstrækkeligt. Tro er nemlig at tro på noget. Noget at være tro. Det ligger i troens iboende væsen, at tro må have en genstand. Retning og mål. Og dette ”noget” må have navn, skikkelse og substans. Noget eller allerbedst én at holde sig til og klynge sig til. Som et barn tror på sin moder og fader.

Alene at tro på at tro – det er lige så fattigt som alene at tro på placeboeffekten. Hvis tro skal have ”effekt”, skal tro have virkelighedskarakter, så skal troen have en genstand. Så skal i sidste instans og allerbedst Gud selv stå til troende. Tror du på Gud eller tror du på, at Gud tror på dig – det er grundspørgsmålet.

Vil man læse skønlitteratur herom, anbefaler jeg Pi´s liv af Yann Martel. En historie, der, som det siges i indledningen, ”kan få sin tilhører til at tro på Gud.”

Da Pi er 16 år gammel, emigrerer han og hans familie til Canada fra Indien. Men skibet går ned. Eneste overlevende er Pi og ganske få andre levende væsner. Som historien former sig, fortalt mange år senere af Pi selv, må vi forstå, at han overlevede i alt 227 døgn ombord på en redningsbåd med en hel del overlevelsesudstyr plus, som han siger det: –

”1 bengalsk tiger, 1 redningsbåd, 1 ocean, 1 Gud” Og på grund af speciel den sidste ”en manglende evne til at give op.”

Beretningen er fantastisk, men set fra et køligt nøgternt synspunkt er det jo løgn. Hvor kommer den bengalske tiger fra midt i en druknehistorie? Det virker som ren fantasi – og dog.

To mænd fra det sunkne skibs rederi interviewer senere Pi og insisterer på at få det, de kalder den sande historie. ”En historie uden dyr, uden en bengalsk tiger”, som de siger det. Den får de. Tørre, golde kendsgerninger. En nøgtern beretning om og med udelukkende mennesker ombord i redningsflåden. Og dog langt mere dyrisk og grusom. En fantasiløs og rædselsfuld beretning om ondskab og gudløshed. Rå og brutal.

Men Pi vælger altid den bedste historie, for han kender mere end nogen den værste. Pi overlevede. Det står fast. Samtidig står det fast, at den bedste beretning er historien med dyr. Og med Gud.

Som det siges i romanens indledning: Hvis vi ”ofrer vor fantasi på den endimensionelle virkeligheds alter”, så vil vi ”ende med at tro på ingenting og have drømme uden værdi.” Lad os aldrig aflyse fantasien. Lad os altid vælge den bedste historie.

Hvad Tor Nørretranders overser er: at tro er fortælling. Trofasthed – en tro på historien. At tro er at være tro. At elske Gud af hele sit hjerte, hele sit sind og hele sin sjæl. Og elske det andet menneske ikke blot som sig selv men en lille smule mere. Derfor fortæller vi den bedste historie, fordi den opbygger og giver mennesker mod og retning. Det er velsignelsen og glæden

Amen.

—

Sognepræst Anders Kjærsig

5881 Skårup Fyn

Emal: ankj(at)km.dk